Underholdning
22. september 2011

Peter A.G.: Jeg er okay, som jeg er

Kunstneren synes det er ”provokerende fedt” at blive ældre – iført lilla løbesko og kakishorts og med Gud i baghånden.
Af: af Tine Bendixen
https://imgix.femina.dk/media/5a7701572afb46909bd96e536c5b7e0b.jpg

Foto: Jens Rosenfeldt og All Over Press

Peter A.G. er 58 og siger, at det er "provokerende fedt" at opleve, at der ikke er så meget liv tilbage, som der har været. For "så bliver livet VIG TIG T, og der er ikke så meget tid til bullshit".

Peter A.G. Nielsen har børn i alderen fra seks til 38 år. Seksårige Esther har han med Anouska Sinding, der er kreativ direktør i reklamebureauet Squaws. Han er blevet både farfar og morfar. Og spiller selvfølgelig videre. Lige nu 30 solokoncerter landet over, og så er der arbejdet på et nyt album med "københavnersange".

"Lad ham for fanden få lov"
- Hvorfra kommer trangen til kunst i dig?

- Jeg tror, den er kommet af, at jeg har følt mig udenfor. Jeg måtte finde en erstatning. Jeg har altid været bedst til at ... lege selv. Som barn brugte jeg en helvedes bunke tid i et utal af klitter ved Vesterhavet på at forsøge at bevise, at man kunne lave en evighedsmaskine i sand. Det var vildt sjovt og dybt frustrerende - for jeg kunne jo ikke. Det er det samme, jeg gør med sange: Jeg prøver at lave noget, der skal holde evigt. Prøver at skabe skønheden. Prøver at lave en sang lige så smuk som noget, jeg har oplevet. Noget, der er SANDT. Men jeg er aldrig helt tilfreds, så jeg fortsætter: Der må være en sang, der er vigtigere end den, jeg lige har lavet.

- Er det ikke hårdt?

- Jo. Jeg arbejder hele tiden. Det slider. Også på mine omgivelser. Men det er så den sygdom, det er at lave kunst: Man kan ikke lade være. Det er virkelig sygt, for man KAN ikke lade være. Hvis jeg blev tvunget, ville jeg blive dybt ulykkelig. Hvilket mine omgivelser har gennemskuet, så de siger: "Lad ham da for fanden få lov, for han kan ikke slappe af, han SKAL arbejde." Jeg bliver rastløs og irriteret, hvis jeg ikke kan arbejde, og det påvirker mit fokus på verden negativt.

Den guddommelige forbindelse
Og så er det jo godt at have Gud i baghånden. Peter A.G. er glad for, at han har fået en himmelsk "forbindelse", der gør ham i stand til simpelt hen at vælge at fokusere mindre på det angstfulde negative og mere på glæden ved synet af to mennesker, der kysser hinanden i en fodgængerovergang eller ved at kunne hjælpe en bilist, der er gået i stå midt på Øster Søgade, og som bliver overrasket over, at Peter kommer spurtende for at skubbe.

- Gud er kærlighed, siger han.

- Hvornår i dit liv har troen hjulpet dig?

- Det er det guddommelige, der har fortalt mig, at jeg er okay, som jeg er. Det er sgu ikke noget, samfundet har fortalt mig - dér har jeg altid fået noget andet at vide: At jeg ikke var god nok. Sådan har jeg i hvert fald altid følt det. Men når man knytter forbindelse med det guddommelige, får man at vide: "Det er helt okay med dig. Ingen andre skal måles på, hvem Peter A.G. er. Det skal DU finde ud af. Du skal ikke bebrejde de andre eller føle dig som offer eller beklage din skæbne, du skal tage din skæbne på dig, og så skal du finde ud af, hvad meningen med dig er, kammerat, og hvad du kan byde på i forhold til verden. Har du noget at komme med? Så kom med det!" Det kan godt være, det går gruelig galt, man ved jo ikke, når man starter som sangskriver som 13-årig, om man kan leve af det. Jeg fik tilmed barn, da jeg var 19 år. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Jeg tog chancen, det er det eneste, man er forpligtet til. Det kan godt gå galt, det gør ikke en skid. Først når man slipper offerrollen og tilgiver andre deres eventuelle fejl, gør man sig selv fri, siger han.

Lilla sko og meningen med det hele
- Hvad har været dit livs største udfordring?

- At finde ud af, hvem jeg er. Og hvad meningen med det hele er. Den dér rejse med sig selv ... Jeg har tit været træt af, at mænd kun kunne gå i sorte sko, nu kan jeg tage et par lilla på, og de svinger på en måde godt med kakibukserne. Er man så barnlig eller voksen? Det ved jeg ikke. Jeg vil også skide på det. Man skal bare være den, man er. Den, man er ... Når man altså HAR fundet ud af det.

Nikolaj Lie Kass: Jeg taler ALT for meget om følelser

Majse Njor: "Sov godt, fede spasser, godnat..."

Guide: Tre gode bøger om karriere

Læs også