Den #Metoo-snebold, Sofie Linde kastede ned ad bakken, ruller stadig. Og den er kun vokset.

“Jeg har været i mediebranchen i 12 år, og hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, så har jeg mødt ekstremt mange magtfulde mænd, der har været pisseulækre.”

Sådan sagde Sofie Linde fra scenen til Zulu Comedy Galla i slutningen af august 2020, da hun var vært for programmet.

Herefter fortalte hun, hvordan hun siden starten af sin karriere er blevet betalt lavere end sine mandlige kollegaer, og at hun flere gange har oplevet seksuel, upassende og grænseoverskridende adfærd fra mænd i branchen.

For eksempel da hun som 18-årig og helt uerfaren var til julefrokost hos DR, hvor en stor “tv-kanon” kom hen til hende og sagde, at han ville ødelægge både hende og hendes karriere, hvis ikke hun gik med ud og suttede hans pik.

Sådan indledte hun det, der blev starten på den anden bølge af MeToo i Danmark og et længe ventet opgør med sexisme og sexchikane.

– Der gik hul på en byld. For nogle af os var den meget spændt og stod og dirrede, siger dr.phil. i historie og antropologi Birgitte Possing, der følger med i udviklingen og debatten med tilbageholdt åndedræt.

Det gør hun, fortæller hun, fordi vi tidligere i historien har set andre store kvindebevægelser, som i årtierne op til 1915, hvor kvinder for første gang fik stemmeret, og i 1970’erne, hvor det handlede om kvinders frigørelse, fri abort og retten til at bestemme over egen krop.

Begge store kvindebevægelser har ført en masse godt med sig i forhold til at gøre kvinder til frie individer på linje med mænd. Men så stod det stille i mange år.

Vi så det også tilbage i 2017, da den første bølge af MeToo rullede – eller nærmere, listede sig ind over og ud af Danmark igen uden meget larm.

– Der er virkelig sket noget denne her gang. Sofie Linde formåede at sætte gang i MeToo med en gennemslagskraft, man ikke kunne overhøre, som vi gjorde i 2017, siger Possing.

En grund til, at vi stadig snakker om det nu, et år senere, er ifølge hende, at Linde i stedet for at fortælle, hvem manden var, holdt fast i, at det ikke var det, der var interessant. Det interessante var nemlig det mønster, hun gerne ville ændre.

– Det hele var faldet til jorden, hvis hun havde sagt navnet. Endnu en gang ville det handle om en eller anden kendt mand, og så kunne vi alle sammen pege fingre eller tiljuble og ikke snakke om problemet, siger hun.

Den snebold, Sofie Linde kastede ned ad bakken, ruller stadig i dag. Og den er kun vokset.

Støttebrevet

Anne Sofie Hvenegaard, der arbejder som redaktør for crime og samfund på TV 2 i afdelingen Dokumentar og aktualitet, så Sofie Lindes tale i tv’et i september 2020 og blev overrasket.

Ikke over det, hun fortalte, for det var ikke noget nyt, men over, at hun var så sej og modig. At hun gik op og talte om en kultur, som de fleste egentlig godt vidste eksisterede, men som der ikke blev talt højt om.

Det, der optog hende bagefter, var reaktionerne, det affødte.

– Den mediedækning, der var, og de ting, der fyldte for folk, chokerede mig. Hun stod helt alene og talte så åbent om noget, der er så vigtigt. Men fokus kom til at ligge på, hvem manden var, og hvorfor hun først nu sagde noget, fortæller Anne Sofie Hvenegaard.

Det var dét, der fik hende og fem andre kvindelige kollegaer fra TV 2 til at gå sammen om at støtte Sofie Linde, så hun ikke stod i stiv kuling helt alene.

Det gjorde de med et åbent støttebrev, hvori de skrev, at de havde oplevet samme kultur.

De opfordrede også andre kvinder i mediebranchen til at skrive under på brevet, hvis de havde oplevet, eller kendte nogen, der havde oplevet, seksuel chikane.

– Vi var megaspændte, da vi sendte det ud. Vi havde intet bud på, hvor stort det ville blive. Vi sad og snakkede om, at det ville være helt vanvittigt, hvis 30 eller 50 skrev under. Eller hvad med 100? Det ville jo være helt vildt, fortæller Anne Sofie Hvenegaard.

En uge efter var de nået op over 1.600 underskrifter.

Ikke kun mediebranchen

Anne Sofie Hvenegaard og de fem andre kvinder bag brevet til Sofie Linde var overraskede over den respons, de fik. Og det lader også til, at det har ændret noget.

– Vi fik startet en åben og ærlig snak og en debat på de forskellige arbejdspladser om, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay. Så jeg synes, vi har fået rigtig meget ud af det, og opbakningen har været meget større, end vi turde håbe på, siger hun.

En underskriftindsamling var åbenbart det, der manglede for at vise, hvor udbredt problemet var. Herefter fulgte andre brancher som læger, skuespillere, ingeniører, forskere og politikere trop.

Maja Holt Højgaard, der er læge og kirurg ved Slagelse Sygehus, er en af hovedkræfterne bag en lignende underskriftindsamling, der endte med 1.083 underskrifter fra læger og kommende læger i Danmark.

Hun har selv flere eksempler, hvor hun har oplevet seksuel chikane i sit arbejdsliv, lige fra hun var blevet færdiguddannet læge i 2015. Blandt andet er hun flere gange blevet spurgt af mandlige læger, om hun ikke vil sidde på skødet af dem.

Underskriftindsamlingen fik også meget medieomtale og en del politisk opmærksomhed. Hun har blandt andet mødtes med samtlige regionsrådsformænd og mange politiske ordførere inden for ligestilling til en snak om, hvordan man kan forebygge chikane på arbejdet.

Ude i regionerne har det for eksempel medført, at der nu i arbejdsmiljøundersøgelser bliver spurgt mere direkte ind til, om en medarbejder har oplevet sexchikane.

Derudover har Maja Holt Højgaard og de andre bag underskriftindsamlingen været med til workshops ude i regionerne. Her har de talt med forskellige ledere og chefer om, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet for folk, der har oplevet en upassende adfærd på arbejdspladsen og skal fortælle det til deres overordnede.

– Så jeg oplever, at der sker nogle gennemgribende organisatoriske forandringer nu. Der er et helt ændret fokus på det, og det er måske også blevet lidt sværere for dem, der før ville have sagt, at det ikke er et problem.

MeToo har skabt debat

Mette Schak Dahlmann er murer og har siden 2017 forsøgt at ændre arbejdsmiljøet på landets byggepladser.

Hun har oplevet en tydelig ubalance i magtforholdene mellem mand og kvinde og er flere gange blevet mødt med dumme og perverse kommentarer.

Hun har længe stået alene i hjørnet og råbt op for et bedre arbejdsmiljø. Blandt andet har hun designet en skurvogn, der giver mere ligestilling på byggepladserne.

Den giver alle, uanset køn, mulighed for at kunne bade og klæde om bag en låst dør. Det var ikke en mulighed før, da der ikke var noget afskærmning. Mettes design af skurvognen er nu blevet standarden i alle fag og brancher.

Hun kan kun mærke en lille forskel på byggepladsen, efter anden bølge af MeToo gik i gang, så der er lang vej igen, siger hun.

Dog kan hun mærke en forskel i måden, vi taler om det på.

– Når det står i medierne, er det også noget, man snakker om og diskuterer med folk. Så er det jo ligegyldigt, at nogle synes, det er pjattet, og de kommer med kommentarer som: “Må man nu ikke flirte længere?”, siger hun og fortsætter:

– Det skaber stadig en del debat. Selv om jeg godt kan tænke: “Wow, der er langt igen.” Men det har stadig formået at skabe en kulturforandring igennem snak og debat, og det er det vigtigste lige nu.

Fælles for både Anne Sofie Hvenegaard, Maja Holt Højgaard og Mette Schak Dahlmann er ønsket om, at arbejdet fortsætter, så vi ikke går i stå igen og ikke kommer videre.

En ustoppelig bevægelse

Men det er op til os kvinder selv at holde fast nu, hvis vi vil se en reel forskel, mener Birgitte Possing. For som hun siger:

– Ingen afgiver deres privilegier uden kamp – og det skal både kvinder og mænd vide.

– Hvis vi bare læner os tilbage og siger: “Tulahop, nu går det godt”, så tager vi noget for givet, der ikke skal tages for givet.

Hun fortæller også, at man aldrig kan lære rent mekanisk af historien, men at vi dog kan bruge vores historiske erfaringer til at lære, at det rykker noget, når kvinder, der gør oprør, organiserer sig i større grupper, netværk, organisationer og bevægelser.

– Det er det, vi også ser nu. Det er meget positivt og viser, at forudsætningen for forandringen er, at dem, der vil den, selv holder fast i initiativet. For dem, der ikke vil den her forandring, vil gøre alt for at stoppe den, siger Possing.

Hun kalder anden bølge af MeToo for en ustoppelig bevægelse.

– Men det er den kun, hvis kvinder bliver ved med at sige, at vi skal have lært mænd god, civiliseret opførsel på arbejdspladserne.

For så enkelt kan det siges. Man skal bare opføre sig ordentligt. Men det er tydeligvis lettere sagt end gjort, da mange har det indbygget i magtmentaliteten, at mænd har adgang til at styre rundt med kvinder, siger Possing.

– I friheden og liberalitetens navn har mænd troet, at de bare kunne tage for sig af retterne, og de har kigget på kvinders kroppe i stedet for deres talent på arbejdsmarkedet.

Men den mentalitet er ved at bryde sammen nu.

– Det er sket på under et år, fordi alle dem, der har gjort oprør og påvist eller aflagt vidnesbyrd, har insisteret på ikke at tale om de konkrete mænd. Det er irrelevant … For en gangs skyld er de enkelte mænd irrelevante i den sammenhæng. Det er deres adfærdsmønster, der skal ændres, siger hun.

Fremtidens MeToo favner bredt

MeToo har allerede nu ført meget transformation og forandring med sig i Danmark. Kvinder står sammen, vi taler højt og offentligt om en kultur, der har været tysset ned for længe, og flere mænd er blevet gjort ansvarlige for deres handlinger. For skal samfundet gøre op med den gamle kultur, skal befolkningen vise, at den ikke længere vil finde sig i den behandling, og at det har konsekvenser.

Men man kan jo håbe, at det ikke er nødvendigt, at MeToo fylder så meget i vores dagligdag, når vi ser fem og 10 år frem i tiden. Men så længe der er magtforskelle og ulighed i tilværelsen, vil der være konflikter, siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

– Vi har allerede set et kulturskifte, og det forventer jeg ikke vender igen. Vi har fået nogle nye ord til at beskrive det strukturelle i det. Netop at det ikke er personligt mod en person, men at det er en kultur, der er syg, og som der skal gøres op med.

– Men det betyder jo ikke, at vi får ligeløn og lige positioner af den årsag. Der kommer fortsat til at være ulighed i samfundet, siger hun.

Hun tror derudover også, at MeToo vil komme til at favne meget bredere, end det gør i dag, og dække over mere end kvinder, der har oplevet seksuelle krænkelser.

– Jeg tror, det bliver spredt ud på køn, kropslighed, tykke, tynde, psykisk formåen og race. Det kommer til at handle mere om diversitet, og at vi alle har ret til at være til, og at vi bliver nødt til at give hinanden plads, siger hun.

Men ligesom så mange andre kulturelle ændringer sker det ikke på én nat, og det bliver næppe en lineær udvikling, siger hun. Det kommer i stedet til at gå op og ned i bølger, da det også er en bevægelse, der er ekstremt medie- og skandalebåret, hvilket gør, at der ikke altid bliver prioriteret opfølgning og “vedligeholdelse” over tid.

– Det er ligesom, at det er vigtigt at holde sig i form, men det at gøre det er så en anden sag. Her handler det om hverdagens gode vaner. Derfor skal der flere sunde rutiner, oplysning, handlerum og indsigter til i forhold til at skabe et respektfuldt, rummeligt og åbent samfund for alle.

– Vi får brug for endnu flere seje og modige mennesker, der løbende råber højt og siger fra, for det kræver det, slår Lyngsø fast.