Brev til Anna Mejlhede: Jeg orker ikke mit job mere

Kære Anna

Jeg har arbejdet i samme virksomhed i 11 år, og jeg har været meget træt af mit job og faktisk også af mine kolleger i flere år.

Jeg føler ingen arbejdsglæde, men slæber mig af sted, fordi jeg tjener en god løn, og fordi jeg ikke har anet, hvad jeg ellers skulle gøre.

Det seneste halve år har jeg dog fået spirende drømme om andre ting, jeg kunne tænke mig at lave, men min mand er blevet problemet her.

Han synes ikke, jeg skal sige op, da han har en del planer, hvor min løn er god at have ved hånden. Han arbejder selv og er glad for sit job.

Jeg kan mærke et spirende raseri og en enorm skuffelse over, at han ikke forstår, at jeg ikke kan slide mig selv op på et job, jeg ikke kan lide, for at han kan indfri sine materielle drømme.

Vi har prøvet at tage snakken nogle gange nu, men den ender altid i en hårknude.

Jeg er snart der, hvor jeg både overvejer skilsmisse og en opsigelse, men så vil jeg i dén grad komme på dybt vand.

Jeg er 57 år, vi har været gift i 22 år og har voksne børn. Vi har primært haft det godt, men flere valg gennem de seneste år har vist en egoistisk side af min mand, som jeg ikke bryder mig om.

Mine veninder synes, han er dybt urimelig, og opfordrer mig til at følge mine egne drømme.

Jeg er snart helt sprød. Har du et godt råd, Anna?

Kærlig hilsen

Den triste

Kære triste

Dét bliver jeg også, når jeg læser dit hjertesuk her. Hvis din mands planer kræver din løn for at kunne realiseres, er det på høje tid, I får jer en solid snak om jeres fælles fremtid og drømme.

Lige nu overlever du jo mere, end du lever. Det kan vi godt klare en tid.

Ikke alle arbejdsopgaver kan være kopholder for vores drømme og længsler hele tiden, men at slæbe sig gennem dagene, som du beskriver, kræver handling.

Med eller uden din mands billigelse. Fortæl ham, at det her ikke bare er ”en overgang”, men at du har et fundamentalt og livsvigtigt behov for at ændre dit arbejdsliv.

Af og til kan det forvirre mere, end godt er, at følge andre menneskers råd og vejledninger.

Men det lyder, som om dine nærmeste (bortset fra din mand) er ret enstemmige.

Brug gerne dine venners ører og øjne, så du bedre finder ud af, i hvilken ende du skal begynde at trevle det mønster op, der i mange år har strikket dig ind i et liv, du ikke kan få vejret i.

Sprøde bliver vi, når vi presses sammen af andres krav og forventninger.

I den tilstand bliver den eneste måde at kunne være i sig selv nemlig at gå lidt i stykker. Men at blive sprød er bedre end at blive hård og uigennemtrængelig.

Den slags har det med at lukke livet ude, indhylle os i sløvhed og kvæle alle kreative idéer. Men du skal netop til at lukke det hele ind.

Drømme findes i utallige versioner. Mens nogle forbliver i fantasi-kategorien, pumper andre konkret og livgivende ilt ind i det liv, vi lever.

Jeg tror, det er dén udgave, du er ved at få grebet omkring. Så hold du bare fast.

Om din mand så følger med eller ej, må tiden vise, men måske skal han ruskes vågen, før han forstår, at han mister dig, hvis ikke han giver dig plads?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.