Gertrud Højlund: "Kærligheden har mange forklædninger"

Det sidste halvandet år har Gertrud Thisted Højlunds arbejde som nyhedsvært på TV 2 News ikke været noget at råbe hurra for. Det skyldes coronaen, som hun heldigvis ikke selv har været ramt af.

– På den ene side er epidemien muligvis den største historie, jeg nogen sinde kommer til at dække som journalist, men på sin egen mærkelige måde har det også været meget ensformigt. Hver dag de samme nyheder om smittetal, nedlukninger, restriktioner og pressemøder, siger hun.

Desuden har hun i halvandet år siddet alene i studiet i TV 2’s hus på Teglholmen, hvor de normalt ville sidde to, og har følt sig som en fisk i et akvarie, der kiggede ind i kameraet og fortalte om, hvor mærkelig verden var blevet.

– Jeg har ikke været ude på reportager, ikke været moderator ved debatter, ikke været noget af det, der får mig ud i verden, så jeg er glad for, at alt nu igen er ved at blive normalt.

Vi mødes en solskinsdag i hendes lejlighed på 4. sal på Nørrebro i København. Fra spisestuen er der udsigt ned i en smal gade med caféer, antikvarboghandler og tøjbutikker og til den anden side er der en altan med et væld af krydderurter og blomster.

Det er storby, når den er bedst, og meget langt fra hendes barndomsland i Jylland, hvor hun voksede op som datter af Niels Højlund og hans kone, Rikke Thisted-Jensen, i en familie med mange børn.

Indre og ydre linjer

Gertrud har fire søstre, to ældre og to yngre, plus at hendes far har fire børn fra sit første ægteskab.

– Min far havde også mange søskende, så jeg er del af en stor slægt, og det giver mig en følelse af et solidt ståsted og mange at dele mit liv med.

I en periode, da hun var lille, var hendes far, Niels Højlund, forstander for Ry Højskole, hvor hun løb rundt mellem eleverne sammen med sine søstre.

Senere blev han medarbejder ved TV 2 og kendt vidt omkring for sit debatprogram “Højlunds Forsamlingshus”.

– Begge mine forældre var meget tilstedeværende i mit hjem. Min mor er cand.mag. i spansk og fransk og har undervist på aftenskole og i gymnasiet, men aldrig fuld tid.

– Vi gik ikke i børnehave eller på fritidshjem, for der var altid en eller flere voksne hjemme. De gange, hvor jeg var alene, når jeg kom hjem fra skole, er så få, at jeg husker dem som særlige.

Rollefordelingen mellem hendes forældre var klar. Gertruds mor tog sig af, at familien hang sammen på de indre linjer, og sørgede blandt andet for, at der altid var friskbagt brød og hjemmelavet marmelade.

Hendes far tog sig af det ydre samfund og lagde op til diskussioner om politik, filosofi og teologi.

– Det at læse skøn- og faglitteratur var en naturlig del af vores dagsrytme, og der blev talt om alt muligt ved spisebordet. Vi blev taget seriøst, og det forventedes, at vi deltog i samtalen og engagerede os.

– Med årene er det gået op for mig, hvor kæmpestort et arbejde min mor præsterede. Det havde jeg ikke altid øje for. Vi var jo en familie på syv, og bare det at få hverdagen til at hænge sammen med mad på bordet og rent tøj til fem børn var en kæmpe operation.

– Jeg aner ikke, hvordan hun bar sig ad. Her til morgen skulle jeg bare sørge for at servere kaffe for dig, og så glemte jeg at købe mælk.

Livet i storfamilien gjorde også, at Gertrud blev opdraget til at kunne mange ting selv, for det nytter ikke, at man er sindssygt afhængig af sine forældre, når fem søskende skal til kor, klaver, ridning og håndbold.

– Så må man selv tage ansvar for sin dag, og det gjorde vi.

Hele farveskalaen

Stadig i dag som 75-årig lever Gertruds mor i sit hus syd for Aalborg i tæt symbiose med årets gang.

Om vinteren strikker hun til børn og børnebørn, og når foråret og sommeren kommer, sørger hun for at få fældet træer og kløvet dem til brænde, plukker bær i skoven og haven, sylter og fryser ned.

– Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde kommer til at leve sådan, det bliver svært at få til at passe ind med alt det, jeg også kan lide at gøre. Men jeg er glad for, at jeg ved, at den livsform findes, og at jeg har en tæt erfaring med den, siger Gertrud.

Har du taget noget af den med dig til storbyen?

– Ja, da coronaen lagde sin begrænsende dyne ned over os, lod jeg mig inspirere af min mors sysler og begyndte at strikke, bage og sylte.

– Den slags er med til at give ro og forankre, så når jeg har brug for det, er det fint at koge æblegrød og kompot til fryseren og samle svampe. Det sidste gør jeg med den svampekurv over armen, som min mor har givet mig i julegave.

Det største skift i Gertruds ungdomsliv kom, da hun fandt ud af, hvilket fag hun ville kaste sig over.

– Efter gymnasiet havde jeg fire sabbatår, hvor jeg ledte efter noget, jeg kunne brænde for, og som føltes som et kald. Det dukkede ikke op, fortæller Gertrud, der i stedet lod sig inspirere af en god veninde, som læste journalistik.

– Jeg kan stadig føle mig helt skørt privilegeret over, at jeg kan ringe til folk og sige, hej, jeg er journalist, og så få dem til at forklare mig det, jeg ikke ved.

– Jeg har aldrig specialiseret mig på et bestemt område, og det passer mig godt, for jeg kan blive optaget af virkelig mange forskellige ting.

– Lige nu forbereder jeg mig på valget i Tyskland og læser om tyske samfundsforhold. Snart kommer der et kommunalvalg, og så kaster jeg mig med stor glæde over det.

I dag udtaler hun sig aldrig om politik – at være politisk neutral hører med til jobbet som nyhedsvært. Men hun har holdninger til meget andet, og det førte for femten år siden til, at hun overgang var klummeskribent.

Når hun i dag læser det, hun skrev dengang, er hun overrasket over, hvor skråsikker hun var.

– Jeg kan helt vildt godt lide den energi og selvtillid, jeg havde. Jeg følte jo, at jeg havde regnet den ud. Det kan virke selvovervurderende, men er også ret sødt.

– Jeg prøver at være tolerant, når jeg møder typer som mig selv midt i tyverne, der tror, de ved alt, for det er jo et godt sted at starte. Men ens holdninger skal helst udvikle sig. En dejlig ting ved at blive ældre er, at jeg i dag får nuancerne med. Det er ligesom med skærmindstillingen på en computer.

– Når du er ung, er det hele sort-hvidt, så justerer du og når op på fire farver, og med alderen kommer hele farveskalaen i brug, og du bliver bevidst om, hvor mange vinkler, et problem kan anskues fra, og hvor meget der kan genforhandles, hvis livet går i en anden retning.

Ned fra stiletterne

Hvad er så den største forskel på Gertrud i dag, og da hun var 25 år?

Det spørgsmål tænker hun længe over, mens hun prøver at finde tilbage til sit yngre jeg. Hvordan var hun, dengang hun stod i begyndelsen af sit arbejdsliv?

– Dengang håbede jeg bare, at nogen vil ansætte mig, og havde meget brug for at stive mig selv af. Det er nok også derfor, jeg fik de firkantede holdninger i klummerne. Jeg fyldte meget, og det gør jeg stadig, vil nogen sige.

– Men alligevel mere dengang, hvor jeg var nervøs for, om livet kunne bære. Jeg armerede mig og boksede mig hårdt ind ad døren for at vise, at jeg troede på mig selv. Det er en god energi at have, men kan virke ret voldsomt.

- Hvis jeg var frembrusende på samme måde nu, ville det virkelig være ufedt for mine kolleger. Heldigvis kan jeg i dag, hvor jeg har tillid til, at jeg kan tjene til dagen og vejen, læne mig mere tilbage og give plads til andre, der er yngre og har brug for at markere sig.

– Det er rart, at jeg ikke længere tror, jeg skal stå på de 12 centimeter hæle, jeg konstant gik med i mine tyvere, for at blive set.

Gertrud peger ud i gangen, hvor hendes sko står og hænger i flot orden. Øverst stiletterne, nederst flere rækker med sneakers i forskellige spændende udgaver.

– Dengang fyldte stiletterne mest. Nu har jeg smidt mange af dem ud. Jeg skal nok få sagt det, jeg vil sige, og folk skal nok lytte, selv om jeg ikke er hejst op på de høje hæle. De er slet ikke nødvendige, når jeg gerne vil være en del af et hold og integreret i det.

Har du et godt råd til dit unge jeg?

– Ja, og det er det samme, som jeg vil give til mit 40-årige jeg. Det er at nyde rejsen. For 10 år siden sagde jeg til alle, at jeg ikke havde nogen 10-årsplan og var et uambitiøst menneske. Det er delvist rigtigt, men også løgn.

– Måske er jeg ikke virkelig målrettet, men jeg har altid gerne villet videre. Det er jo fuldstændig latterligt, hvis jeg lige er landet i et job, jeg gerne vil have, eller er i en relation, jeg gerne vil nyde, at jeg så straks åbner rejseplanen for at finde ud af, hvornår det næste tog går.

– Det er ikke rastløshed, for jeg er god til at slappe af. Men måske er jeg bange for, at mit liv holder op med at udvikle sig, hvis jeg ikke skubber på det.

– Sådan var jeg for femten år siden og er det stadig. Det betyder, at jeg ikke får nydt mit nu helt så meget, som jeg burde.

Ellers er Gertrud et godt sted i livet, siger hun. At blive 40 er faktisk en af de bedste aldre, hun er trådt ind i.

– Både fordi det bare er mere spændende at være i begyndelsen af et årti end at være i slutningen af det, og fordi jeg er landet et godt sted og har et godt udgangspunkt for at få det bedste ud af de kommende år.

– Jeg forstår ikke det her med, at ‘man ikke må spørge til en kvindes alder’. Som om den er noget, vi potentielt skal skamme os over.

– Jeg siger ikke, at man bare skal være supernaturlig og elske alle sine rynker, og det kan godt være, jeg en dag begynder at farve de grå stænk i mit hår.

– Men jeg nægter at måle mig selv ud fra den skala, hvor kvinder bliver set på som mest attraktive, når de er unge og fødedygtige. Jeg vil hellere vurdere mig selv på, om jeg bliver klogere, dygtigere og går modigt til livet.

Hun er klar over, at det nok er for sent for hende at få børn. Sådan blev det. Hvis muligheden havde budt sig, havde hun sikkert sat pris på at blive mor, men livet artede sig anderledes, og det er i orden.

Det meste af sit voksne liv har hun boet alene, og det har hun det også fint med.

– I nogle måneder boede jeg sammen med min ekskæreste, men jeg kunne godt se, at det var svært for ham at finde plads til sig selv i min lejlighed. Hvis man etablerer en familie, når man er i tyverne, starter man op fra bunden sammen.

– Men vi skulle etablere vores tosomhed på et tidspunkt, hvor vi allerede havde købt service og besluttet, hvilke bøger vi ville have stående, og hvad der skulle hænge på væggen, og det er sværere.

– Det var hyggeligt at bo sammen, men når det er sagt, kan jeg også godt lide at være alene. Jeg har et meget udadvendt job og har brug for at dyrke mine indadvendte sider herhjemme.

– Jeg kan lide at have styr over det, der er mit, og at jeg selv bestemmer rammerne.

Mange slags kærlighed

Hvad har du lært om kærlighed?

– Livet har lært mig, at der er flere slags end den, der bliver fremstillet i romantiske film. Jeg vil gerne have en kæreste, men jeg er ikke kærlighedsudhungret, slet ikke. Der er også masser af kærlighed i mine venskaber og i måden, jeg er optaget af livet på.

– Med alderen er jeg blevet mere bevidst om kærlighedens mange forklædninger og værdsætter dem, uanset hvordan de præsenterer sig.

– Jeg har mange, jeg kan gå rundt og savne og bliver vildt glad for at se igen, veninder og venner, som er virkelig tætte. Når vi så ses, sætter vi os ned og snakker intenst og ærligt.

Gertrud har også en søndags-frokostklub, der mødes en gang om måneden, og hvor medlemmerne hele tiden er i kontakt via en evighedstråd på Messenger, hvor de rådfører sig med hinanden om indkøb af alt fra solbriller til biler, vender karriereovervejelser og betror sig til hinanden om de knubs, livet giver.

– At følges med nogen på den måde er fantastisk, siger hun, og det kan ses i hendes øjne, at hun taler sandt.

Er der noget, hun bakser med, så er det, at hun godt kan komme til at leve lidt for struktureret og så må minde sig selv om, at det er okay at bevæge sig uden for rammerne.

– På min computer har jeg mapper med, hvad jeg skal, og hvad jeg har afviklet, og jeg kan utroligt godt lide at lægge en plan og eksekvere den. Sådan noget gør mig nok også svær at leve sammen med.

– Jeg kan lide at planlægge tre måneder i forvejen, og når jeg står der med et færdigt forslag, er det ikke fedt som et selvstændigt menneske i en kærlighedsrelation kun at få lov til at komme med ændringsforslag.

– Og sådan kan det godt gå, hvis jeg ikke passer på. Det er derfor, jeg nogle gange må sige til mig selv, at det også er vigtigt at lade tilfældet råde og magien udfolde sig.

Hvad kan især gøre dig glad?

– Lige for tiden glæder jeg mig dagligt over, at rosen på min altan skyder igen og dufter så dejligt. I sidste weekend blev min søster gift, og jeg var lykkelig på hendes vegne og for min familie og over at være sammen med dem alle sammen.

– Jeg kan især blive glad for alt det, jeg får, som jeg ikke har gjort mig fortjent til. Det er vildt, at man kan få lov til at høste frugten uden at have sået noget. Det kan jeg slet ikke blive færdig med at glæde mig over.