Kampen for kvinderettigheder kender ingen grænser. Det er nu, vi skal bevise det

Den tirsdag morgen var jeg vågnet med en forkølelse så slem, at min mor havde givet mig lov til at blive hjemme fra skole. Jeg lå i min seng med min spritnye Nokia3210 og sms’ede med en klassekammerat, da han pludselig skrev ”tænd for fjernsynet”.

I de minutter, sad jeg, en tredjeklasseelev i Danmark, og var vidne til det samme som resten af verden.

Vi husker alle, hvor vi var den morgen. Og man behøver bare nævne datoen, så dukker rædselsscenerne op på nethinden igen. Fly, røgskyer og tårnene – symbolet på velstand og fremskridt - der styrter i grus sammen med forestillingen om USA’s og hele den vestlige verdens ukrænkelighed.

Og aldrig nogensinde glemmer jeg følelsen, da det gik op for mig, at de bittesmå prikker, der faldt fra himlen var kroppe. Mennesker, der for evigt bor i min generations bevidsthed som et symbol på den største menneskelige desperation.

For mig – og for mange i min generation – var det en følelse af at være i fuld gang med at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Pludselig hang ingenting sammen.

Den følelse er vendt tilbage til mig de seneste dage. Når jeg 20 år senere sidder på min iPhone og ser mennesker, der falder i døden fra himlen over Kabul. Fra ydersiden af de vestlige flyvemaskiner, de desperat har klynget sig til i håbet om, at de kunne bringe dem i sikkerhed.

Selvom jeg nu er 30 år har mine egne forkølede børn, sidder jeg med den samme følelse af at være barn og skulle lære at forstå, at verden er ondere, end jeg havde fantasi til at forestille mig. At blive overmandet af komplet afmagt og meningsløshed. Sådan tror jeg, vi er mange, der har det.

Som journalist Jakob Sheikh skrev i et tweet: De to scener, hvor mennesker falder fra himlen – I New York og Kabul – der fandt sted med to årtiers mellemrum og vil forfølge os i en menneskealder, er 20-året for ”krigen mod terror” indkapslet.

Den morgen i 2001 ændrede alt ­– fra det enkelte menneskes følelse af, at verden pludselig blev farlig til vores udenrigspolitiske kurs de næste to årtier.

Året efter tilsluttede Danmark sig USA’s krig i Afghanistan. En krig, der varede indtil for få uger siden, hvor USA’s præsident Joe Biden trak de amerikanske tropper ud af landet.

En årelang kamp, som, i lyset af de seneste uger og dages tragiske udvikling i Afghanistan, endnu engang får meningsløsheden – og magtesløsheden – til at føles enorm.

En indsats, som blev markedsført til verden med billeder af afghanske piger, der kom i skole og kvinder, der kunne færdes alene og utildækkede i Kabuls gader.

Nu læser vi rapporterne og førstehåndsberetninger om, hvordan deres liv og basale rettigheder – tilkæmpet og opbygget igennem igennem 20 år – bliver taget fra dem på få døgn og erstattet med rædsler, vi kvinder i Vesten kun kender fra Margaret Atwoods fortælling om The Handmaids Tale.

Og nu hvor de afghanske piger og kvinder mere end nogensinde har brug for vores hjælp, har vi pligt til at huske, hvad vi lovede dem.

Vi har været med til at give dem troen på, at et frit liv var muligt, og at de havde retten til at ytre sig, forene sig og kæmpe. Netop derfor er mange af dem nu i livsfare.

Hjælp afghanske kvinderettighedsaktivister ud af landet og yd beskyttelse. Hold fast i engagementet for piger og kvinders rettigheder. Støt kvinderettighedsorganisationers arbejde. Benyt enhver lejlighed til at fordømme og sanktionere, når rettigheder bliver krænket.

Det kan ikke gå hurtigt nok. Vi har allerede set eksempler på, at kvindelige journalister og kvinderettighedsforkæmpere er blevet dræbt.

Derfor skal vi blive ved med at læse, dele og støtte.

Og vi skal kræve af vores politikere, at der handles og gøres alt muligt for at give piger, kvinder og andre udsatte grupper sikkerhed, økonomisk støtte og skabe opmærksomhed omkring deres vilkår.

Vi må ikke acceptere, at de sidste 20 år bliver en parentes i kampen for kvinders frihed og grundlæggende rettigheder.

Kampen for kvinderettigheder – menneskerettigheder – kender ingen grænser. Den er kollektiv og universel, og det er nu, vi skal bevise det.