”Gift ved første blik” er tilbage – og sæsonpremieren er alt, vi har drømt om!
Foto: DR
Datingeksperimentet over dem alle er tilbage. Og vi har ventet TO ÅR på igen at kunne se fremmede mennesker blive gift i håbet om kærlighed.
I år bliver parrene som noget nyt matchet efter umiddelbar tiltrækning. Tidligere sæsoner har lært os en ting eller to - især at ægteskabet er svært, hvis man ikke har lyst til at røre ved hinanden.
Til at sammensætte både intime og langvarige match er der hevet ny ekspertviden ind.
Parterapeuten Jacob Cornett og adfærdspsykologen Annemette Staal skal bevise sit værd i sæson syv - og ”Gift ved første bliks” grand old man, Gert Martin Hald, kommer selvfølgelig også gående ind i slow motion, imens han siger kloge ord om kærlighed.
De tre eksperter har fundet fem perfekte match blandt 300 tilmeldte singler. I første afsnit får vi lov at se tre af dem blive gift, og (spoiler) det var lige så smukt og tåkrummende, som vi husker det.
Hvem er de nye par?
Michael og Christina
Er skat og skat vendt tilbage?
Desværre, nej. Syvende sæson har sin helt egen Michael og Christina, men der er lagt i ovnen til lige så meget spænding.
Allerede da de præsenterer, hvordan de bor, aner man en konflikt i horisonten. Michael er tosset med danske designklassikere og har hele samlingen af Kähler-vaser. Christina indretter sig med skøre ting og loppefund.
Kan en stribet vase skabe lige så store problemer som Michaels gamerstol i sæson fem? Time will tell.
Inden brylluppet er Michael meget nervøs, og det bliver ikke bedre, da han møder Christina for første gang. Hun har nemlig planlagt en lille leg ved alteret, hvor Michael skal gætte, hvad hun hedder.
Efter han gætter på Gitte, og hun afslører, at det er helt forkert, kan de komme videre i teksten.
Og apropos teksten, så har Michael selvfølgelig skrevet en smuk tale til sin nye brud. En meget lang, smuk tale.
Uden for festsalen mødes Christina med sine veninder for at gøre status. Her udtrykker Christina bekymring for, om hun kan blive for stor en mundfuld for Michael, fordi ”han virker så sød og rar”.
Christinas veninder råder hende til at skrue lidt ned for sig selv de første uger, fordi hun er en rigtig power woman. Og til det, vil vi sige: Det skal man aldrig!
Pernille og Michael
Den unge Michael fra Langeland vadede lige ind i vores hjerter med sine hjemmesko fra Netto.
Han er det, som Gert kalder for ”alt det bedste ved en fodbolddreng” (fordi alle fodbolddrenge åbenbart er ens?), og han er klar til at finde kærligheden efter en hård skilsmisse.
Heldigvis drømmer efterskolelæreren Pernille fra Horsens også, om en hun kan komme hjem til og se ”Desperate Housewives” med.
Allerede inden brylluppet kan man godt se, hvorfor eksperterne har matchet de to trods den store afstand (som er lidt bekymrende). Og det kan de også selv.
Efter vielsen har Michael og Pernille deres første rigtige samtale i bilen på vej til bryllupsfesten.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, det var et afsnit af ”Den store bagedyst”, for der bliver fyret masser af ”sprøjte-jokes” af, da champagnen skal poppes.
Og så bliver der kysset igennem, da der skal tages bryllupsbilleder – taktikken med den umiddelbare tiltrækning virker tydeligvis.
Som en af Michaels venner bemærker, så ligner det, at de har mødt hinanden på et værtshus aftenen forinden.
Om Pernille og Michael bliver ved med at være lige så søde, eller den hurtige fysiske kemi bliver et problem for dem, må tiden vise. Vi efterlader dem i hvert fald lidt småberusede på hotelværelset efter festen.
Jonna og Carsten
Jonna og Carsten er det ældste par nogensinde i ”Gift ved første blik”. De har begge helt styr på tilværelsen – Jonna på sit landsted med hestene og Carsten i bofællesskabet på rulleskøjter.
Som forberedelse til tosomheden smider Jonna sin hund Gaby ud af sengen. Gaby får dog indrettet en fornem tremmeseng ved siden af, så det håber vi, Carsten kan leve med.
Vi så jo alle sammen, hvor galt det gik med Ronnie, Cecilie og hunden Kenzo i sæson fem.
Jonna og Carsten kunne nok sagtens klare sig resten af livet som singler, men når Carsten spiller ”Vil du være min i nat” for Jonna til bryllupsfesten, håber man sådan, de lykkes.
Der har tidligere hvilet en slags forbandelse over de ældste par i programmet, men lad os krydse fingre for at Jonna, Carsten og Gaby kan finde ud af at gå på kompromis og blive lykkelige sammen.