Brev til Anna Mejlhede: Er jeg for gammel til kærlighed?

Kære Anna

Jeg var igennem en grim skilsmisse for seks år siden, og da det skete, valgte jeg at holde helt lav profil i forhold til mænd og kærlighed.

Jeg var på det tidspunkt 59 år, havde et godt job, gode venner og veninder og skønne børn og børnebørn.

Alt var godt, jeg var glad for mit liv og tænkte: ”Mænd – behøver vi dem? Er de overhovedet alt besværet værd?”

Så jeg indstillede mig faktisk helt seriøst på at leve resten af livet uden en mand.

Men for godt et år siden introducerede en kollega mig så for en virkelig dejlig, jævnaldrende mand.

Han er venlig, sjov at snakke med og empatisk. Og vi var også fysisk tiltrukket af hinanden. Så efter en periode med tvivl skiftede jeg holdning. Lidt.

Jeg tænkte, at vi kunne indlede et sporadisk og helt uforpligtende forhold, og vi var egentlig godt hjulpet af corona-restriktionerne.

Vi behøvede jo ikke at møde hele verden sammen.

Så nu har vi efterhånden været sammen på den lette og uforpligtende måde i et års tid.

Og jeg er selvfølgelig blevet glad for ham. Nå åbner verden op, og vennerne inviterer os – sammen.

Det kunne måske være godt. Men jeg er bange for at ende samme sted som i mit kuldsejlede ægteskab.

Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at jeg måske er for gammel til alt det pjat – jeg er trods alt blevet 65.

Kommer der ikke et tidspunkt, hvor man må stoppe op og være tilfreds med det, man har, og så lade de unge om alt kæresteriet og det bøvl, der følger med?

Kærlig hilsen

Den forsigtige

Kære forsigtige

Lad mig svare på dit sidste spørgsmål først: Kærlighed bliver ingen mennesker nogensinde for gamle til.

Heller ikke i den romantiske form. Så kan vi lade den ælte vores liv sammen med en andens, alt efter hvad vi har mod på.

Under alle omstændigheder skal du ikke lade dig diktere af, hvad man ”må” eller ”bør”, når man er vokset ud af ungdommens sprøde skal.

Der er bestemt fordele ved ikke at være i dén længere. Med vores erfaring og den viden, der følger med det at leve, kan vi nemlig bedre skille pjat fra det piv-alvorlige.

Efter min mening hører ”kæresteri” ikke nødvendigvis ind under første kategori, lige gyldigt hvor livsmodne vi er.

Det er desværre nemt at lade de dårlige erfaringer overskygge vores håb og drømme, og jeg forstår godt, at du føler dig forbrændt efter din grimme skilsmisse.

Men vil det ikke være ærgerligt at smide en skøn mand over bord, fordi du er bange for, at han sætter ild til noget? Dit hjerte for eksempel?

Lyt grundigt til din egen stemme.

Den, som ikke er farvet af, hvad du tror, du skal – men af, hvad du gerne vil. Se også grundigt efter, hvordan jeres tone er over for hinanden.

Er der omsorg, respekt og samhørighed imellem jer?

I kan jo sagtens være intenst til stede i hinandens liv og møde såvel venner som resten af verden sammen – uden nødvendigvis at binde alt i jeres tilværelse, bolig og økonomi op på hinanden.

Bøvl følger altid med, når vi indgår i nære relationer, men vi kan også blive så forsigtige, at vi glemmer at trække vejret.

For er det mon ikke det hele værd, hvis vi gennem besværet vinder et kærligt og fortroligt forhold til et andet menneske? Jeg tror det.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.