"Min mors psykiske sygdom har redet mig som en mare"

Har dit liv været nemt hele vejen?

– Ha ha ha ha. Høj latter! Om det har været NEMT hele vejen. Nej, det har da været …

– Min mors psykiske sygdom har da redet mig som en mare i utrolig mange år. Det har da været tungt. Hun fik en psykose, da jeg var fem-seks år, og så ændrede hun sig. Så jeg var påvirket af det, og jeg har været det i hele min ungdom. Indtil … jamen indtil hun døde nærmest, var jeg påvirket af det.

Hvordan?

– Ved at hun var manipulerende og havde sine religiøse tanker. Meget psykisk syge mennesker bliver tit religiøse. Hun var allerede almindeligt religiøs fra sin opvækst, men man boner stærkt ud på religiøse ting, når man får psykoser, eller når man er ude af stand til at vurdere sin egen skizofreni.

– Jeg har især i de unge år været bange for, om jeg selv havde noget af det, også fordi det ligger genetisk til én.

Du ledte efter tegn i dig selv?

– Ja, jeg snakkede rigtig meget med gode venner, som også havde rimelig psykisk dysfunktionelle forældre. Også om følelsen at “nu mangler vi bare, at der sker et eller andet”.

– Da min kone og jeg så fik et handicappet barn, tænkte jeg: Åh, kommer vi nu i en krise, og SÅ boner det ud? Men det er ikke sket, så jeg tror – syv, ni, tretten – heller ikke at det kommer til at ske.

Distanceret

Jan voksede på i en gård i Lynge. Hans far var svineproducent og en meget kolerisk og opfarende mand. Hans mor var skolelærer.

Jan var omkring fem år, da hun blev indlagt første gang med psykisk sygdom. Siden fulgte flere indlæggelser.

– Jeg var enormt distanceret til mine forældre rent mentalt, allerede da jeg var 16. Dér flyttede jeg hjemmefra og tog på fagskole, for jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme. De blev så skilt fem år efter. Da de var GAMLE. De skulle have været skilt for mange år siden …

Hans mor døde for otte år siden. Hans far for 10.

– Jeg havde et ret skidt forhold til dem begge to.

Han brød ikke kontakten, det tror han ikke på – medmindre man har været udsat for decideret overgreb.

– Jeg tror, det kan skabe en “eftersorg” eller en hævntørst at bryde kontakten. Tag plejerens rolle i stedet. Man skal finde en måde at kunne holde det ud på. Om det så bare er at mødes en gang om året til jul.

– Mange kommer til mig og siger, at de har afbrudt kontakten til deres forældre eller deres far. Så får jeg lyst til at sige: “Prøv at høre, du kan ikke bruge det til noget, for i det øjeblik låget er lagt på kisten, så puuuuf”. Det var i hvert fald min oplevelse.

– Så var der ingen følelse af hævntørst. Inden tænker man: Hold da kæft, jeg skriver en bog om det her vanvittige halløj, jeg har oplevet, og min psykisk syge mor, der drev os rundt i alle mulige mentale kroge, og man var ved at blive sindssyg selv.

– Men i det sekund de døde, lukkede øjnene … huuurh, lettelse! Der var bare en følelse af, at nu skal jeg ikke danse med det åg længere. Der var ikke en sorg, og det er jo grimt at sige, men for mig VAR det en lettelse.

– Jeg havde ingen sorg, for jeg havde haft kontakt med dem. Jeg kunne ikke bruge dem til noget på det mentale plan, men jeg var der on and off. Jeg lyttede til deres lort og prøvede at være til stede i så vid udstrækning, jeg kunne rumme det. Og så distancerede jeg mig.

– Jeg var der, fordi jeg følte, at det skulle jeg trods alt. Det er bedre for ens mentalhygiejne. Hvis man er der helt frem til, at de kreperer, er det, som om låget gør sådan, huuuft. Jeg oplevede at, gudskelov, nu er der låg på, nu er du fri!

Dødsspring

Han forklarer den følelse, han baksede med, mens de levede: Det var, som om han stod på ski over indlandsisen og hele vejen trak en slæde efter sig i to snore.

– Men … Havde jeg været det menneske, der tager de dødsspring på scenen uden den opvækst? Man risikerer altså noget, når man står over for 500 mennesker i en sal. Og havde jeg haft den psyke, det kræver, hvis jeg ikke havde haft den opvækst? Havde jeg haft “dødsangsten” til at turde stå over for de mennesker?

– Og den ene gang efter den anden tvivle på, om det nu er sjovt nok, og om folk kan lide mig. Der SKAL jo en eller anden lille diagnose til, tror jeg. Hvis du kigger på skuespillere og komikere, tror jeg, du vil finde en overrepræsentation af folk med både diagnoser og alternative opvækster. Der er nok et lille diagnoselag.

Hvad syntes dine forældre om din metier?

– Jamen … Det var også derfor, jeg havde det så svært med min mor, for hun var inde i sin egen verden, hun havde vrangforestillinger. Hun sagde utroligt dumme ting, jeg ikke kunne bruge til noget som helst.

– Min far var mere sådan: “Tænker du på, om du kan leve af det her?” Min mor sagde: “Jamen du har jo altid godt kunnet lide musik, så kan du ikke blive pladeekspedient i Expert?” Eller: “Du skal have et godt job med en pension.” Men det sagde hun helt op i mit voksne liv, EFTER jeg var gået i gang med comedy.

Man lukker ned?

– Ja, og det er sorgfuldt. Der er en sorg i forhold til, at man ikke har den kærlige relation til sine forældre, hvor man kan udveksle tvivl og erfaring, som man normalt kan med et hvilket som helst andet voksent menneske.

– Men DET måtte jeg, da jeg var 20 år, vinke farvel til og erkende, at det kommer jeg aldrig til at få, fordi jeg bliver så grænseløst vred over ikke at være forstået.

– Det er en sorgfuld proces, at du faktisk siger mentalt farvel til dine forældre, inden de er døde. Det er vanvittig sorgfuldt. Det vilde er, at jeg var på turné, da min mor døde på hospitalet, og jeg tog ud og optrådte samme aften.

– Der sad 500 mennesker, lad os bare sige, det var i Næstved, og min manager sagde: “Er du sikker på, at du vil?” Hun døde klokken to om eftermiddagen. Og jeg sagde: “Ja, selvfølgelig skal jeg optræde i aften.”

Hvordan havde du det bagefter?

– Jeg var ramt på, om jeg BURDE være mere sorgfuld. Står jeg i virkeligheden og laver blasfemi ved at stå på en scene? Men det var faktisk en renselsesproces at komme ud og, waarghf, ligesom … bare være i den metier, jeg nu elsker.

Terapi på sin egen måde?

– Fuldstændig terapi! Prøv at høre – jeg havde da været på psykofarmaka og i konstante psykologsamtaler, hvis ikke jeg havde scenen til at komme af med det. Det er virkelig terapeutisk.

Hvad er et godt liv?

– Øh… Det er et leende liv. Jamen det er det! Kogt ind til, at det er et liv med høj grad af selvironi. Det kan godt være, at folk tænker om mig, at jeg ingen selvironi har og PUSTER mig op, men jeg kan virkelig godt lide at pille mig selv ned og kigge på mig selv udefra.

– Hvis man ikke kan mønstre en høj grad af selvironi, bliver man skuffet den ene gang efter den anden. Et godt liv er at kunne favne skuffelser, at kunne putte sine skuffelser i skuffen.

– Man er nødt til at kunne grine ad sig selv. Ellers bliver livet simpelt hen en vandring på nåle. Jeg kan ikke sige noget mere klogt.