Brev til Anna Mejlhede: Min mand har travlt med alt andet end mig

Kære Anna

Jeg har været gift med min mand i 23 år. Han har altid været meget aktiv, både da vi mødte hinanden og gennem hele vores ægteskab.

Da vi havde mindre børn, involverede mange af aktiviteterne vores tre piger.

Min mand var frivillig fodboldtræner for deres hold, og både han og jeg var meget aktive omkring børnene – kørte dem til kampe, sørgede for kage til fællesarrangementer, vaskede spillertøj og så videre.

Min mand og jeg har også selv dyrket sport sammen – især har vi i flere år spillet badminton.

Men for to år siden fik jeg – efter flere år med smerter – et nyt knæ. Det satte en stopper for den ugentlige badminton-dag, og jeg har selvfølgelig brugt tid på at genoptræne.

Det tog lidt ekstra tid, fordi jeg fik betændelse i det.

Jeg er også blevet mere nervøs for at skade knæet, og jeg bliver jo heller ikke yngre.

Så jeg er ikke lige så fysisk aktiv, som jeg har været, men jeg vil stadig gerne være sammen med min mand og finde nye, fælles interesser, nu hvor knæet driller, og vores børn desuden er blevet store.

Mens jeg har kæmpet med knæet, er min mand begyndt i en løbeklub.

I starten en gang om ugen, men nu er det tre gange om ugen. Derudover er han blevet valgt ind i klubbens bestyrelse, så udover de tre ugentlige træninger går han til møder og sidder foran computeren herhjemme og laver hjemmeside.

Han bruger mindst 10 timer om ugen på løb og klubben.

Jeg er selvfølgelig glad for, at min mand er sund, rask og aktiv, men jeg får mere og mere en fornemmelse af, at han hverken har tid eller lyst til at skrue op for aktiviteter sammen med mig.

Jeg har foreslået, at vi kunne begynde at cykle sammen i weekenderne og måske tage på cykelferie næste sommer – så kunne vi begynde at træne os op fra nu af.

Jeg har også foreslået, at vi svømmer sammen en gang om ugen i vores lokale svømmehal; det er både godt for mit knæ og hyggeligt.

Det kunne være en fast lørdagstradition om formiddagen, og så kunne vi lave en god, lille frokost sammen bagefter.

Men hver gang jeg taler om det, glider han af på det og siger, at lige nu har han travlt med at arrangere et eller andet i løbeklubben, og at vi måske skal vente med at rejse, til corona er helt overstået.

Jeg har spurgt direkte, om han ikke gider lave noget sammen med mig mere, men så ryster han på hovedet og siger, at det slet ikke passer.

Men jeg føler altså, at han afviser mig eller synes, at jeg er blevet for kedelig eller svag – jeg ved det ikke. Tror du, jeg misforstår noget?

Kh

Konen med knæet

Kære kone med knæet

Ved du hvad. Jeg tror, du skal give dig selv en pause fra at jagte din mands opmærksomhed.

Jeg ved, det kan lyde svært, men hellere dét end at blive skuffet, hver gang du føler dig afvist.

Spørgsmålet er også, om du selv føler dig svag og kedelig, fordi du ikke fysisk kan, hvad du plejer?

Du er jo andet og mere end dit dårlige knæ, og menneskelig styrke kan ikke måles i, hvor langt du kan løbe.

Måske forholder det sig i virkeligheden sådan, at alle mennesker grundlæggende er svage. Også din mand.

Han bruger bare den taktik, mange af os tyer til, når livet bliver uoverskueligt: Stiver det af med en masse aktivitet. Gerne noget vildt og fysisk krævende.

Det er måske en flabet overfortolkning af din mands løbeklub, men hvis jeg må fortsætte lidt i samme spor, så tror jeg, at svaghedsfrygten er vigtigste drivkraft, når mennesker kaster sig ud i ting som en Ironman eller ekstremløb, hvor man præsterer fem maratoner på en uge. Sådan helt sundt er det vel næppe …

Til gengæld har disse aktiviteter det håndgribelige udkomme, at vi ved at presse os igennem dem opretholder billedet af ikke at se svage ud.

Men livet er bare ikke en Ironman, hvor man kan løbe, svømme og cykle sig til sejr over sin egen menneskelighed!

Det virkelig lange og seje træk i livet handler i højere grad om at turde være i de helt nære relationer. For de kræver indimellem noget af os, vi ikke vil eller kan give.

Og at finde modet til at indrømme vores egne begrænsninger og se os selv i øjnene – også når vi ikke kan lide det, vi ser – dét er nok den egentlige kraftpræstation i livet.

Når det her er sagt, så tror jeg desværre, det er en urealistisk drøm at blive elsket ”hele vejen rundt”. Ikke engang af det menneske, vi lever sammen med.

Måske er det kun forældre, vi kan forvente den slags kærlighed fra, og knapt nok der …

Jeg tror, det vil gavne dig at rette blikket udad.

Ikke sådan forstået, at du skal opgive din mand, men nærmere opgive at få ham til at give dig det, du mest af alt higer efter: Hans fulde opmærksomhed.

For den får du ikke ved at overtale ham til at være sammen med dig om noget, han ikke selv brænder for.

Let presset på ham – og dig selv – ved at foretage dig ting, som gør dig godt, og lad være med at foreslå flere fælles aktiviteter, før han selv kommer ud af busken.

Hvis han så fortsætter med ikke at have lyst til noget som helst sammen med dig, også når I nemt kan rejse ud igen, er tiden nok inde til en alvorlig og ærlig snak om jeres liv sammen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.