Benedikte Hansen: "Jeg var nødt til at spørge mig selv, om jeg kunne blive ved med at være cirkushest i så krævende en manege"

Vi sidder på Benedikte Hansens altan, der hører til hendes dejlige lejlighed på Frederiksberg. Hun er sommerbrun og frisk efter mange uger i sommerhus og har også privat den kraftfulde udstråling, hun er så kendt for på scenen.

Den mørke stemme og det markante ansigt med de levende øjne kan ikke undgå at gøre indtryk.

Jeg indleder med lidt småsnak for at løbe stemningen i gang. Hun svarer tålmodigt, men jeg mærker hurtigt, at hun mentalt tripper for at tale om det, hun helst vil snakke om, nemlig det store skifte, hun foretog, da hun blev 60 for tre år siden.

Og da vi går i gang, bliver hendes stemme da også straks brændende engageret. I bund og grund blev forandringen nødvendig på grund af hendes forhold til teatret, bliver det hurtigt klart.

– Vi er nødt til at gå tilbage i tiden, siger hun og ser intenst på mig.

Selv om det at stå på en scene indimellem har været ved at slide hende op, fordi en hovedrolle jo ikke kan spilles halvhjertet, slet ikke når man er så lidenskabeligt anlagt som hun, så elsker og tilbeder hun scenekunsten.

Men hun er også dybt bekymret for, hvordan det skal gå den fremover.

– Jeg har været skuespiller i 40 år, teatret har været hele mit liv, og at spille har haft store omkostninger for mig. Det levede jeg med. Men for nogle år siden opdagede jeg, at jeg var begyndt at blive ked af at gå på arbejde.

Hun holder en pause og ser ud over alt det grønne i gården og leder efter ordene, fordi det her er så vigtigt at udtrykke præcist. Imens suger hun røg ind fra sin e-cigaret og puster den ud igen.

– Der var flere grunde til mine frustrationer. Den største er, at jeg oplever, at teatret har mistet pusten. Nu bliver mange sikkert vrede på mig, men jeg mener, det har at gøre med politiske indgreb.

– Pludselig kom der på Det Kongelige Teater, som jeg har været tilknyttet i mange år, alle mulige regler om, at vi skulle spille så og så meget børneteater og være så og så meget på turné og spille så og så meget dansk.

– En masse benspænd, som undertrykker kreativiteten og har gjort repertoiret blodfattigt.

En væsentlig grund til, at hun i sin tid blev skuespiller, var ellers, at hun ville være med til at flytte samfundet i en bedre retning, ville engagere folk, sætte debatter i gang og provokere.

– Dengang jeg blev uddannet på teaterskolen i København sidst i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne, så vi teatret som talerstolen for fremsynede tanker, idéer og filosofier og som et sted, hvor forskellige meningsdannere kunne komme til orde.

– Os selv omtalte vi som teaterarbejdere, der formidlede de nye idéer. Noget af det, vi mente, var sikkert for meget, men nu mener man for lidt. Der er langt mellem ambitioner om at rykke ved noget som helst.

Det er denne holdningsløshed, hun efterhånden fik svært ved at være i. Teatret føltes lammet, og ingen ville tale om, hvad der kunne gøres for at komme ud af lammelsen og få erobret den gamle betydning tilbage.

Karrieren kørte ellers for hende. Hun har ingen ting at klage over på den front.

Hun har spillet fantastiske roller, det er meget privilegeret, til gengæld har hun også altid arbejdet uhyre flittigt med dem, har været værdsat og er blevet belønnet med priser og lovprisninger fra anmelderne.

– Min arbejdskrise handlede ikke om, at jeg havde for lidt at lave eller var blevet ældre. Jeg kan godt lide at spille modne kvinder – ofte oplever jeg de roller som mere komplekse og interessante.

– Den handlede om, at mit fag de seneste 20 år er blevet udvandet, og at det var sørgeligt at være en del af.

– Jeg havde lyst til at råbe, om der dog ikke var nogen, der havde noget på hjerte, for der er da emner nok at tage fat på. Så mange ting at være oprørt over, at jeg næsten ikke har kunnet holde det ud.

Trængte til selvudvikling

Noget måtte ske med Benediktes arbejdsliv, men også med hendes privatliv. For der var hun også frustreret.

Selv om hun havde lært at leve med sine arbejdstider på teatret, var de med tiden blevet endnu mere ødelæggende for hendes sociale liv.

– Det har jo en indflydelse, at jeg altid har arbejdet om aftenen, når andre har fri. Det er svært at bevare venskaber og få et kærlighedsforhold op at stå under de betingelser.

– At spille en hovedrolle har også hver gang været voldsomt krævende og direkte belastende for mit følelsesliv. Meget mere belastende end at medvirke i tv-serier og på film.

– For jeg kunne jo ikke afbryde og sige, ”skal vi ikke lige tage denne scene om?”. Og det blev ikke nemmere med alderen. Til sidst kunne det virkelig pine mig, så jeg lå søvnløs over, at jeg skulle lære 100 siders replikker udenad.

– I øvrigt er jeg A-menneske. Jeg kan lide at komme tidligt op om morgenen og gå relativt tidligt i seng. Men det er umuligt som skuespiller. Når jeg kom sent hjem efter at have spillet, kunne jeg aldrig gå lige i seng, jeg var nødt til først at falde ned, og så blev det endnu senere.

I sådan en situation, hvor frustrationerne hober sig op, synes hun, det er dumt at gå og vente på, at noget skal ske. Hun måtte selv i gang.

– Jeg var nødt til at spørge mig selv, om jeg kunne blive ved med at være cirkushest i så krævende en manege, og om det skulle fylde resten af mit liv. Og ensomheden – skulle den også være min følgesvend?

– Jeg har en dyb tro på, at når man i vores del af verden ikke skal kæmpe for at få mad på bordet hele tiden, har man mulighed for selv at styre, hvordan ens liv ser ud. Vi behøver ikke at presse os selv unødigt hårdt og vente på at bryde sammen.

Lige så stille, da hun var 58, begyndte hun at udfase sit arbejde på teatret og gøre sig parat til forandringerne. Det passede med, at hun spillede sidste gang, omkring den tid da hun fyldte 60.

– Det svære var at sige nej tak til de tilbud, jeg fik. Men min erfaring er, at man sjældent fortryder et nej. Man fortryder nogle gange et ja.

Hendes standhaftighed betød ikke, at hun stod helt uden arbejde. De sidste mange år har hun medvirket i seer-magneten ”Badehotellet” i rollen som grevinden, der er mor til den homoseksuelle Ditmar.

Og hun har også en stor rolle i den populære TV 2-serie ”Sygeplejeskolen”, der 26. september tager hul på sin fjerde sæson.

Her spiller hun forstanderinden Margrethe Lund, der i 1950’erne arbejder på at få flere mænd ind i sygeplejefaget.

Rollen har givet hende en stor indsigt i faget og bekræftet hende i, hvor vigtigt og hæderfuldt det er.

De to roller var de eneste, hun holdt fast i, da det pludselig blev en realitet for tre år siden, at hendes liv stod fuldstændig gabende åbent.

– Jeg var også alene, jeg havde ikke en mand på det tidspunkt. Så intet job på scenen længere og ingen kæreste. Alt kunne lade sig gøre. Men for ikke at gentage fortidens fejl trængte jeg til at udvikle mig.

– Jeg er ikke tryghedsnarkoman og har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt. Det er mere noget med mit temperament og måden, jeg reagerer på, som kan spænde ben for mig.

– Måden, jeg går ind i et kærlighedsforhold på, og den rolle, jeg tit ender i der. Så jeg besluttede at give mig tid til at finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke spiller teater seks dage om ugen og gerne vil folde andre sider af mig selv ud.

Lad ikke frygten styre

Benedikte havde ikke lyst til at gå til psykolog. Det havde hun prøvet tidligere, og denne gang ville hun se mere frem end tilbage, skabe sig nogle andre livsomstændigheder. Til sidst, efter at have researchet, valgte hun at uddanne sig til coach hos Mindjuice.

– Som udgangspunkt var det kun for at udvikle mig selv. For jeg ved godt, at det nærmest er en kliché, at en midaldrende skuespiller skal være terapeut eller coach.

Hun ler selvironisk, men bliver snart alvorlig igen.

– På den anden side er der jo en god grund til, at vi skuespillere tit vælger at fortsætte i det spor, for som skuespiller bestiller du ikke andet end at analysere menneskers længsler, drømme og hemmeligheder.

– Jeg vil gå så langt som til at sige, at min karriere er 40 års uformel uddannelse i psykologi.

– Når man for eksempel skal sætte sig ind i, hvordan Medea kan slå sine to børn ihjel, kommer man ud i kroge af sig selv, hvor få andre kommer til daglig.

Lidt nervøs var hun alligevel for, om det var det rigtige valg. Men da hun først kastede sig ud i coach-uddannelsen, som varer syv måneder, blev hun positivt overrasket.

– For det viste sig, at jeg har evner for at hjælpe andre, det havde jeg ikke set komme.

– Som coach er det lykkedes mig indimellem at få andre til at rykke sig ved at kombinere mine livs­erfaringer og min autoritet med de greb, jeg har lært. Og det føles utroligt forløsende.

– Jeg har ofte spillet sådan nogle strenge roller på teatret og på tv, fordi min fysik er sådan og min stemme og mit temperament.

– Men jeg har jo også vildt meget omsorg og kærlighed inden i mig, som jeg har brug for at omfavne andre med. Og så synes jeg, det er sindssygt spændende at høre om, hvad der foregår inden i andre, og finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe dem.

På uddannelsen blev hun venner med den jævnaldrende journalist Suzanne Moll, og sammen med hende har hun dannet coachingfirmaet Moll og Hansen, hvor de i første omgang især tilbyder deres hjælp til kreative mennesker, der gerne vil flytte rundt på noget i deres liv.

– Min egen store ahaoplevelse kom, da jeg forstod helt ind til benet, at jeg selv er herre over, hvordan jeg har det.

– Vi er tilbøjelige til at pege på udefra kommende grunde til, at vi har det skidt: ”Det er, fordi min mand er en idiot, fordi jeg er uvenner med min mor, eller fordi jeg ikke fik det job, jeg gik efter.”

– Vi skal gøre op med det offersyndrom, og på uddannelsen fik jeg en god fornemmelse af, hvordan jeg gør det.

Det helt afgørende er, siger hun, at vende sin synsvinkel og beslutte, at man vil reagere anderledes, når nogle sender noget ubehageligt imod én.

– Du kan lære at stoppe det, inden det går ind i hjertekulen og får stukket dig alt for dybt.

– Det handler også om, at du skal åbne dig for andre måder at se dig selv på og blive bevidst om, hvad der gør dig glad. Lære ikke at lade dig styre af frygten for det ukendte og andres mening.

Størst er kærligheden

For hende har de nye indsigter ført med sig, at hun har fundet, hvad hun med lykkelig stemme beskriver som ”en meget, meget skøn mand”.

– Han hedder Torben, og jeg har virkelig brugt tid på, at vi har fået et godt afsæt, hvor jeg gør mig umage for ikke at gentage mig selv fra tidligere forhold.

– Det handler om at blive på min egen banehalvdel og ikke have meninger om, hvordan han skal være, hvad han skal gøre, eller hvordan han skal se ud.

– Jo mere vi kan lade hinanden være dem, vi er, jo dejligere bliver det hele. Men det er da sindssygt svært. For mit eget vedkommende handler det også om at tro på, at jeg er god nok, som jeg er. Det har jeg tit kæmpet med.

Når kærligheden føles ubesværet denne gang, spiller det sikkert også en rolle, at hun og Torben er så langt fremme i livet. Han er lidt ældre end hende, pensionist og maler.

– Timing er jo altafgørende, når man møder et andet menneske. Og Torben og jeg har været så heldige, at vores timing var perfekt.

– Det er fantastisk, når man som jeg har skiftet partner nogle gange, at få en chance for at gøre det på en ny måde, lære af mine erfaringer. Vi har begge en masse med i bagagen, og det vil være at snyde os selv at tænke, at det kan slettes. Det påvirker os og gør os til dem, vi er, og det må den anden tolerere.

– Men netop vores bagage gør os også mere overbærende. Vi har jo ingen projekter, vi skal nå sammen. Vi skal ikke have børn, og ambitionerne fylder heller ikke som før.

– Det vigtigste for os er, at vi gør det så rart for hinanden som overhovedet muligt. Og det er nemmere, når der ikke er de her vanvittige hormonudsving i hjernen, som der var, da vi var unge, tror jeg.

Ud af boblen

Kærligheden er på så sikkert et spor, at hun og Torben flyttede sammen for et halvt år siden. Et stort skridt, når man som hun ikke har boet sammen med nogen i mange år.

Men det er alt sammen en del af, at hun har fået sine prioriteringer på plads og ved, hvor hun vil lægge vægten fremover.

– Som skuespiller kommer man nemt til at synes, at ens arbejde er det vigtigste i verden. Det skal det også være, for hvis kunst skal være godt, skal man næsten føle, at man går i opløsning, hvis man ikke koncentrerer sig om den.

– Men da jeg så kom ud af den boble, opdagede jeg, at andre ting er mindst lige så vigtige eller vigtigere.

Naturligvis har det været heftigt at lave dette skifte og oprette det nye firma.

– Men det har alt sammen gjort mig gladere. Jeg er blevet herre i eget hus og kan sammensætte mit liv på helt nye måder. Foruden at være coach og spille med i tv-serierne er jeg også oldfrue.

– Det kalder jeg mig, fordi jeg lejer min lejlighed ud om sommeren. Det er med til at gøre, at jeg selv kan bestemme, hvordan jeg vil bruge min kræfter.

Da samtalen er slut, følger hun mig muntert ud, og jeg når at spørge, om hun så aldrig kommer til at spille teater igen. Hun læner sig op ad dørkarmen i den smukke gamle opgang:

– Jo, men det skal være noget, jeg ikke har prøvet før, noget, der udfordrer mig. For nylig ringede et ungt menneske og gjorde mig nysgerrig, og jeg hørte mig selv sige ja til en udfordring, jeg skal lave til marts. En hybrid mellem teater og installation.

Mere vil jeg ikke røbe, siger hun hemmelighedsfuldt og vinker, da jeg går ned ad trappen.