For Marie Sloma Qvortrup var skilsmissen fra Henrik Qvortrup ren overlevelse

Marie var kun 25, da hun mødte den 12 år ældre journalist Henrik Qvortrup, som på det tidspunkt sad i chefredaktionen på B.T. og siden blev chefredaktør på Se og Hør og i dag Ekstra Bladet.

– Jeg er imod arrangerede ægteskaber, men for den del, der handler om, at to mennesker, som skal stifte en familie og have et liv sammen, laver en form for værdiafstemning og taler om, hvad der er vigtigt for dem hver især.

– Hvad er din driver her i tilværelsen? Hvad får dig til at stå glad op om morgenen? Hvad fylder dig med energi? Det gjorde vi ikke dengang. Og det ville jeg ønske, vi havde gjort. For det gik op for mig hen over årene, at vi var et virkelig dårligt match.

– Henrik og jeg er helt grundlæggende forskellige, og jeg kunne mærke i mit 18 år lange ægteskab, at jeg blev mere og mere ensom. Der var dit og mit, men ikke ret meget vores.

– Jeg er et hippiebarn, der er vokset op med et sæt værdier, der handler om, at det allervigtigste i livet er vores relationer til andre mennesker, og på det punkt er Henrik og jeg ikke ens.

– Så mens jeg har brugt 18-20 år på at dyrke mine relationer, var jeg gift med en mand, som brugte al sin vågne tid på at arbejde.

– Jeg har respekt for ambitiøse mennesker, men hvad hjælper det, at man har status og en masse materielle goder, hvis man går i seng om aftenen og føler sig ensom.

– Jeg ved ikke, hvordan det har set ud fra den anden side, men det er helt sikkert, at jo mere ensom og uforløst, jeg blev, og jo mere jeg savnede nærhed og fortrolighed og tid og dybe lange samtaler og følelsen af at blive set og hørt, jo mere irriterende, vred, frustreret og umulig er jeg helt sikkert blevet at leve sammen med.

– Vi boede jo hver for sig i seks et halvt år, og set i bakspejlet burde vi nok aldrig være flyttet sammen igen. Det gjorde noget godt for os på den måde, at jeg fandt tilbage til min kerne og slog rødder i den. Men vi flyttede sammen igen og fik to børn mere.

Mistede du så Marie igen?

– Ja, det gjorde jeg. Og jeg var tæt på at miste hende helt.

Hvad mener du?

– At jeg de sidste år, inden vi blev skilt, var så fortvivlet, at jeg ikke kunne se mig ud af det. Jeg mistede glæden ved store dele af livet og fik rigtigt meget angst, og jeg havde svært ved at holde sammen på mig selv.

– Så skilsmissen var ren overlevelse for mig.

Hvordan klarede du hverdagen – med alle de børn?

– Det klarer man jo, fordi man skal. Og så findes der noget, der hedder lykkepiller, og man kan gå til psykolog. Man kan symptombehandle, men den psykolog, jeg gik hos, kiggede på mig efter nogle gange og sagde: ”Du skal skilles. Ellers får du det ikke bedre.”

Galopperende angst

Det sidste år har Marie tabt 17 kilo.

Og da hun havde det værst, stod hun op om morgenen med galopperende angst og nåede at ryge tre cigaretter på altanen, inden hun fik smurt madpakker og afleveret alle børnene, hvor de skulle afleveres.

– Jeg blev mere og mere underskudsramt og havde til sidst kun kræfter til det allermest nødvendige. Jeg holdt kun sammen på mig selv, fordi jeg havde nogle børn, jeg skulle være mor for.

– Så der var ikke nogen vej til sidst, jeg stod med tæerne ud over klippen og kunne mærke, at hvis ikke jeg hoppede nu, så var jeg færdig. Så hed det psykiatrisk afdeling.

Hvordan har du det så nu?

– Meget bedre, er du sindssyg! Angsten var voldsom i den første periode efter skilsmissen, fordi jeg var i frit fald, og det kan angst jo godt lide. Men angsten og ensomheden fortager sig, når man handler i overensstemmelse med sit hjerte.

– Jeg kommer fra en rigtig kludetæppefamilie, hvor mine forældre blev gift og skilt flere gange, og så blev vi børn hevet med i det, der nu var.

– Mine forældres skilsmisse har siddet rigtigt hårdt i mig, så jeg har haft en grundlæggende stædighed over, at jeg sateme ikke skulle skilles!

– Jeg er på mange måder gået kontra på mine forældres hippieliv ved at gifte mig med en karrieremand og i en ung alder blevet indehaver af en stor villalejlighed på Frederiksberg, fin bil og diamantringe på fingrene.

– Fordi jeg langt hen ad vejen ville det modsatte. Men jeg kunne mærke, at det modsatte var helt forkert for mig.

– I dag har jeg taget mit Rolex-ur af, og jeg vil ikke for noget i verden befinde mig i et guldbur igen. Det er ikke det, der gør mig glad.