Keri undrede sig, da familien skulle danse om et grantræ. Men særligt én juletradition har hun taget til sig
Foto: Emma Line Sejersen
Keri Bloomfield står hånd i hånd med sin entusiastiske danske familie og får et flashback til dengang, hun skulle danse folkedans i skolen.
Da hendes danske mand havde fortalt hende, at de skulle danse om juletræet juleaften, havde hun ikke troet ham. Men her står de med hinanden i hænderne, et sanghæfte og skal til at synge den første sang.
Hvor meget afstand, skal der være mellem hinanden? Hvor højt skal man synge? Og hvor fast et greb, skal man have om hinandens hænder?
Den slags spørgsmål dukker op i Keris hoved, mens de slår ring om træet og danser rundt sang efter sang.
I en kort pause hvor hendes danske familie diskuterer, hvad der nu skal synges, får Keri løsnet sig fri af cirklen.
Hun bliver nødt til at tage nogle billeder og filme oplevelsen til sin familie i New Zealand. Ellers vil de simpelthen ikke tro på, at man faktisk danser rundt om træet.
At føle sig hjemme i et nyt land
For knap seks år siden flyttede Keri Bloomfield til Danmark. Hun mødte sin danske mand i sin hjemby Wellington i New Zealand. Han var rundt på cykel som turist i landet, og en aften mødte de hinanden på en pub.
Keri Bloomfield
44 år. Flyttede til Danmark fra New Zealand med sin danske mand for seks år siden. Sammen har de en datter.
Arbejder til dagligt med kommunikation i Det Europæiske Miljøagentur.
Skriver om sit liv i Danmark på keribloomfield.com og Instagram @keribloomfield.
Udkommer snart med bogen “Nothing like a Dane”.
De boede få år i New Zealand og fik sammen en datter, der i dag er fem år. En dag besluttede de, at det var tid til noget nyt og flyttede sammen til Danmark.
– Det er godt, at vi har prøvet at bo i New Zealand sammen og oplevet, hvordan man gør tingene der. Og så var det bare tid til at prøve at bo i Danmark, siger Keri.
Hun føler sig heldig, fordi hun har muligheden for at vælge mellem to dejlige lande at bo i. Men der er også udfordringer ved at flytte væk fra det, man kender.
Efter fem år prøver hun stadig at finde ud af, hvem hun er, når hun bor i Danmark.
– New Zealand-Keri kan let finde ud af, hvordan ting fungerer, hvor jeg kan søge arbejde og deltage i en samtale. Jeg kan godt forstå dansk, men jeg har svært ved aktivt at deltage i en samtale, siger Keri og fortsætter:
– Man mister lidt selvtillid på den front. Så det er en lang rejse at føle sig hjemme i et nyt land. Også selv om man holder af det.
Deler ud på Instagram
Særligt det første år i Danmark var hårdt for Keri. Hun skulle være der for sin lille datter, lære dansk og lede efter et nyt job.
– Det kunne være ret ensomt, så jeg ledte efter noget, der kunne være meningsfyldt i mit liv. Og min veninde foreslog, at jeg startede en blog, hvor jeg skrev om mine oplevelser, siger hun.
Bloggen er i dag sat på pause, og i stedet skriver Keri om sine oplevelser i Danmark på Instagram.
– Jeg prøver ikke at sige, at et land er mere rigtigt end et andet. Jeg vil bare gerne vise, at der er forskellige måder at gøre ting på, siger hun.
På Instagram deler Keri alt fra gode steder at besøge i Danmark til ting eller traditioner, som hun undrer sig over. For ikke nok med at Keri skulle lære et nyt sprog og nye systemer at kende, så var der også en del nye traditioner for hende.
Og efter cirka otte måneder i Danmark begyndte en af de største højtider at nærme sig: Julen.
En fyldt kalender
Faktisk begyndte det allerede i starten af efteråret, hvor Keri fik den første indbydelse til en julefrokost i december.
Jeg holder virkelig af danske traditioner, men jeg har også brug for at mærke mine newzealandske rødder og vise min datter, hvad hun også kommer fra.
– Jeg blev overrasket over, at danskerne fylder deres kalender måneder i forvejen. Det var lidt intenst, at alle ens weekender er fyldt op i december. Ugerne op til jul i New Zealand er også travle, men det er ikke så struktureret som i Danmark, siger hun.
Det blev december, og til den danske julefrokost overraskede det Keri, hvor lang tid man sidder omkring bordet. En stor forskel fra festerne i New Zealand, hvor man bevæger sig mere rundt efter maden.
– Jeg har virkelig kæmpet med at sidde ved spisebordet i så lang tid, for jeg var slet ikke vant til det, siger hun.
Til gengæld var hun meget begejstret for æbleskiver og ikke mindst traditionen om pakkeleg.
– Det er en dansk tradition, som jeg virkelig har taget til mig, og som jeg også har introduceret for venner og familie i New Zealand, siger hun.
Juleaften
Den 24. december nærmede sig, og julen stod for alvor for døren. I alle år har Keri normalt været i gang med de sidste forberedelser den 24. eller på pub med familie og venner.
Keri Bloomfield fejrer i år sin sjette jul i Danmark og har besluttet at introducere sin danske familie for en pavlova – en kage med marengs og bær, man spiser ved højtider i New Zealand.
Først den 25. december fejrer de i New Zealand julen med gaver om morgenen og god mad til frokost. Men dette år var det anderledes.
– Min første danske jul var meget traditionel med dansk mad, dans rundt om juletræet og at åbne gaver i stuen. Jeg forstod ikke helt de brunede kartofler med sukker, men jeg elskede til gengæld risalamande og mandelgave-legen, siger Keri.
– I Danmark er der meget en bestemt måde at holde jul på. Jeg kunne se på Instagram, at alle fik det samme at spise, og det syntes jeg var ret sjovt. Det var en dejlig jul, men det kan også være ret underholdende, når det ikke er den måde, som man normalt fejer jul på, fortæller hun.
"Jeg bliver ikke mindre muslim af at holde jul"
I år er det sjette gang, Keri skal fejre jul i Danmark, og til tider savner hun en newzealandsk jul. Derfor har familien valgt også at fejre jul på newzealandsk manér den 25. december.
– Jeg holder virkelig af danske traditioner, men jeg har også brug for at mærke mine newzealandske rødder og vise min datter, hvad hun også kommer fra, forklarer hun.
Sommer, strand og BBQ
Det lyder måske underligt for en dansker at forbinde julen med godt vejr, ture til stranden og grillmad, når det i Danmark bliver mørkt klokken 16, og byen er pyntet med julelys.
Men for Keri er det sådan, de fleste af hendes juledage ser ud i New Zealand.
– Overordnet set er jul i New Zealand en smule mere afslappet end i Danmark. Der er ikke en bestemt måde at fejre dagene på eller en bestemt menu, siger hun.
I Keris familie finder de opskrifter i dagene op til julen, og så spiser de ofte glaseret skinke eller lam. Andre gange har de grillet på stranden.
Hvis danskere har en international gæst med ved julebordet, så synes jeg, de skal spørge, om de vil tage noget med fra deres kultur. Jeg ville ikke kunne bede om en bedre gave.
– Det handler dog stadig om at samle familien, så på det punkt er vi ens, siger Keri og fortsætter:
– Jeg synes bestemt ikke julen i Danmark skal ændres, for det er traditionerne, der gør folk glade. Det er bare dejligt at anerkende forskellene.
Pavlova
Det kan være udfordrende at være i et parforhold, hvor man kommer fra to forskellige kulturer. Særligt når det gælder traditioner, som er en så stor del af ens opvækst.
For Keris mand var det også meget anderledes at holde jul i New Zealand, lige så vel som det er for Keri, når de fejrer julen i Danmark.
– Det kan nogle gange være svært at forstå, hvorfor det kan være udfordrende for den anden, når det er noget, som man selv er vant til. Jeg har nu lært at acceptere, at en dansk jul ikke er, hvad jeg traditionelt vil forbinde med jul, siger hun.
– Og så mangler jeg også en stor del af min familie på dagen, og det tror jeg er svært for alle udlændinge, der bor i Danmark, tilføjer hun.
Keri har efter en del juleaftener i Danmark lært, at det kan være rart at indføre nogle traditioner fra sin egen kultur. Det kan være alt fra en leg til en speciel ret.
– Hvis danskere har en international gæst med ved julebordet, så synes jeg, de skal spørge, om de vil tage noget med fra deres kultur. Jeg ville ikke kunne bede om en bedre gave, siger hun.
Da Keris mand fejrede jul med hendes familie i New Zealand, introducerede han risalamande og mandelgaver til familiens store begejstring.
Keri vil i år også følge sit eget råd og bage en traditionel newzealandsk pavlova. En kage med marengs og bær, der ofte bliver spist på højtider.
– Det bliver min sjette jul i Danmark, så jeg tænker, det er på tide, at jeg introducerer familien for den newzealandske tradition, siger hun.