Efter 19 år i Jehovas Vidner ville Tabita mærke friheden. Nu ved hun, hvor grænsen går

Tabita Thinggaard ligger i græsset og kigger op på himlen. Hun ved, at hele hendes liv er ved at blive lavet om lige nu.

”Hvad fanden skal jeg gøre?” er det eneste spørgsmål, der cirkulerer i hovedet på hende.

Et par timer inden havde Tabita pakket sin bil og kørt væk fra sin eksmand. Hun var fast besluttet på ikke at vende tilbage, for nu havde hun taget et valg.

– Jeg havde overvejet det i lang tid, og jeg kunne bare ikke mere. Jeg var nede i kulkælderen, siger Tabita.

Hun havde besluttet sig for at forlade sin familie og mand, der var Jehovas Vidner.

En beslutning, der ikke var nem og som har betydet afsavn til familien, en flugtvej i stoffer og alkohol og en ny begyndelse uden for Jehovas Vidner.

I dag er Tabita 24 år gammel og bor med en roomie i København. En mandag morgen byder hun mig inden for i deres lejlighed for at tale om alt det, der er sket i hendes liv de seneste år.

Vi sidder på et tæppe på gulvet, og imens hun lægger sin makeup, fortæller hun om svære tanker og bruddet med familien. Hun fortæller om, hvordan hun har lært at acceptere sin fortid, som hun ikke kan ændre på.

Et nært forhold til gud

Tabita er vokset op i en lille by i Midtjylland i en familie på fem. En klassisk kernefamilie med mor, far, Tabita og to brødre.

Når hun kigger tilbage, var det en god barndom, hvor hendes forældre gjorde alt i kærlighed. Hun manglede ikke noget.

På sigt kunne hun dog ikke holde til at være i et miljø, hvor hele omdrejningspunktet var et nært forhold til gud.

Det stressede Tabita, at man skulle bruge alt, der står i biblen i sin dagligdag.

Der var ugentlige møder med menigheden, og aftener, hvor familien studerede biblen sammen derhjemme.

Fødselsdage, juleaften og højtider blev ikke fejret, hvilket kunne være svært at forstå for en pige på otte år.

– Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg tænkte meget over, hvorfor jeg ikke bare var vokset op i en ganske almindelig familie.

– Hvorfor skulle jeg lige være vokset op i en familie, der er Jehovas Vidner? Jeg ville bare gerne leve som de andre i skolen, siger Tabita.

Svære tanker

Da Tabita fyldte 17 år, begyndte hun at kæmpe meget med sine tanker, og hun fik en depression. Hun delte sine tanker med sine forældre, men hun følte ikke, at nogen forstod hende. Hun forstod ikke engang sig selv.

Tankerne cirkulerede omkring Jehovas Vidner, uddannelsen til mekaniker, fremtiden og ikke mindst en ny kæreste, hun havde mødt i menigheden.

Tabitas forældre observerede, når parret var sammen, og de var meget inde over, hvad parret måtte.

– Mine forældre sagde til mig, at de ikke ville respektere det, men de måtte acceptere det. Det hele var meget efter deres principper, og hvad de følte, de havde samvittighed til at lade os gøre, siger hun og fortsætter:

– Vi begyndte også at mødes i smug, for vi var så trætte af, at vi ikke kunne være os selv. Vi måtte ikke være sammen uden en tredje part, og i længden er det hårdt, for man vil bare gerne danne sig et indryk af personen på egen hånd.

Tabita og kæresten blev hurtigt forlovet.

Efter deres forlovelse blev de kaldt ind til overhovederne i menigheden, også kaldet ”de ældste”, hvor de skulle forventningsafstemme, hvordan de skulle omgå hinanden i offentligheden, så der ikke blev overtrådt nogen grænser.

Som 18-årig blev Tabita gift, men kort efter brylluppet begyndte dog både kærligheden og forholdet til Gud lige så langsomt at glide længere væk fra hende.

Tankemylderet om fremtiden i Jehovas Vidner fortsatte, og hun ville gerne prøve at leve et liv uden for menigheden. Uden regler og et nært forhold til Gud.

– Jeg har respekt for, at de kan leve i Jehovas Vidner på den måde, men det kunne jeg ikke falde til i, siger Tabita.

Ud mod friheden

Tabita stopper kun op og tøver få gange, når hun fortæller om sin barndom og familie. Og enkelte gange, kan hun heller ikke huske, hvad der er sket på visse tidspunkter. For der er sket meget de seneste fem år.

Et af de øjeblikke, som Tabita ikke kan huske i dag, er det tidspunkt hun fortalte til sine forældre, at hun ville skilles fra sin mand og bryde med Jehovas Vidner. Hun var lige fyldt 19 år.

Hun var ikke forelsket i sin mand længere, og en skilsmisse ville også være en vej ud af Jehovas Vidner.

– Det er, som om at min hjerne har slettet den periode. Det har været så kaotisk og en mere traumatisk oplevelse, end jeg havde regnet med. Jeg har helt fortrængt det, siger hun.

Til gengæld kan hun huske køreturen væk fra sin eksmand. Hun pakkede alle sine ting og satte dem ind i sin bil.

Det første hun gjorde, var at køre over på tankstationen og købe en pakke cigaretter.

Nu skulle hun prøve alt det, som hun aldrig fik lov til.

– Jeg var klar til at komme ud til min frihed, og jeg vidste, at det var på vej. Det gjorde bare, at jeg var så ligeglad med alt andet, fortæller hun.

Tabita kørte hen til en shelterplads, hvor hun lagde sig i græsset. Hun havde taget beslutningen, og hun kunne ikke køre tilbage.

Derefter blev hun indlogeret på et skolehjem i Skjern tilknyttet den skole, hvor hun var ved at uddanne sig til mekaniker.

Det var første gang, at hun skulle involvere andre, der kom udefra, i sit liv og sine tanker.

– Det var nervepirrende. Jeg synes, det var pinligt, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Den følelse har jeg heldigvis aldrig haft siden. Der har jeg taget alt den hjælp, som jeg kunne få, siger hun.

Afprøve grænser

Tabita havde i 19 år levet et liv, som hun ikke kunne se sig selv i. Så da hun pludselig var fri, fik hun travlt med at prøve en masse nye ting.

Hun fandt hurtigt tryghed i en ny kæreste, der introducerede hende til alkohol og stoffer, der blev styrende i hendes liv på det tidspunkt.

– Jeg ville gerne prøve det, men jeg fandt også ud af, hvor stor en flugtvej det var for mig. Inderst inde vidste jeg godt, at der var nogle følelser, som jeg prøvede at komme væk fra, siger Tabita, der stoppede sit misbrug for et halvt år siden.

Tabita og den nye kæreste gik hurtigt fra hinanden, men hun var ikke færdig med at afprøve grænser.

Hun følte sig til tider ensom og havde ikke mange venner efter bruddet med familien og Jehovas Vidner.

En dag dukkede en casting op til realityprogrammet "Ex on the beach", hvor deltagerne bor sammen i et hus og bliver konfronteret med tidligere ekskærester.

Hun tilmeldte sig i håb om at finde nye venner og få nye oplevelser. Hun var med i to sæsoner af programmet.

I dag ville hun dog ønske, at hun havde tænkt mere over, hvad programmet ville betyde for folks opfattelse af hende i dag.

– Det var for at prøve noget vildt, der gik imod alle mine principper. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke var stoppet lidt mere op og tænkt over min fremtid, men jeg var så travlt optaget af at leve i nuet, siger Tabita.

– Jeg tænkte ikke over konsekvenserne af det, for nu havde jeg tænkt over konsekvenser hele mit liv. Jeg håber, at der er forståelse for, hvorfor jeg havde et behov for at prøve nogle ting.

Et nyt ståsted

I dag er Tabita ved at skabe sit eget liv efter fem hektiske år. Det starter blandt andet ved at åbne op omkring sin fortid og acceptere den.

Hun ville væk fra reality-verdenen, og et vendepunkt for hende blev i foråret, hvor hun besluttede sig for at tage på togt med skoleskibet Georg Stage.

Her brugte hun flere uger på skibet, og det har ført til en karriere til søs.

Hun har taget sin mekanikeruddannelse i brug igen og arbejder på et skib, hvor hun er på havet hver anden måned. Når hun ikke er ude at sejle, bor hun i København.

– Jeg associerer Jylland med min opvækst og familie, så det ville være hårdt at bo et sted, hvor jeg hele tiden bliver mindet om det. København er nok et af de eneste steder, som jeg ikke har været med min familie, siger hun.

Tabita tænker dog stadig meget på sin familie, som hun ikke har set i flere år. Natten inden interviewet har hun faktisk også drømt om dem, hvilket hun ofte gør.

Hun savner at dele oplevelser med sine brødre og at kunne ringe til sin mor om de små ting i hverdagen.

– Jeg savner generelt bare at være sammen med dem. Jeg vil gerne dele nogle ting med dem i min hverdag, som jeg ikke kan, siger hun og stopper lidt op.

Derefter forsætter hun:

– I starten tænkte jeg også rigtigt meget over, hvad jeg så skulle tro på. Det er svært at have levet et helt liv, hvor man er overbevist om, at der er en mening med det hele, og at jorden vil blive et paradis igen, siger hun.

– Og så kommer man ud på den anden side og skal vænne sig til et nyt liv, hvor der stadig ikke er nogen der forstår en. Jeg vil jo stadig gerne finde en mening i det hele.