Frederik fra Den store bagedyst: Sådan har han det efter finalenederlaget
Foto: DR
Denne artikel blev første gang udgivet hos Billed-Bladet.
Der var spænding lige til det sidste, da vinderen af årets sæson af ”Den store bagedyst” skulle kåres lørdag aften.
Alle tre finalister præsterede på tårnhøjt niveau, og det var i sidste ende 29-årige Sæþór Kristínsson, der løb med sejren.
Sindssygt højt niveau
Frederik Haun, 30, som gennem sæsonen har vundet hele fire mesterbagerforklæder, lægger ikke skjul på, at han gerne ville have stået med trofæet til sidst, men han synes også, det er fuldt fortjent, at Sæþór løb med sejren.
– Niveauet var sindssygt højt i alle tre udfordringer. Vi kender formatet og ved, at det er den, der præsterer bedst på dagen, der render med det hele. Jeg følte, minde chancer var gode, fordi jeg tidligere havde vundet fire mesterbagerforklæder, men da vi var færdige med mesterværket, tænkte jeg: ”Shit!”. Inden vi gik i gang, syntes jeg, mine chancer var bedre, end da vi var færdige, forklarer han.
For Frederik Haun var det en helt vild oplevelse at være med i finalen af ”Den store bagedyst”.
Han havde et håb om at nå dertil, men han havde slet ikke forventet det, og han var da også voldsomt nervøs, da det gik løs i teltet.
Følelserne fik frit løb
Mange følelser var på spil, og mange ugers hård bagetræning kulminerede, da han afleverede sit sidste mesterværk, og så fik følelserne frit løb.
– Da jeg får sat mit mesterværk, begynder jeg bare at tude. Det var bare en forløsning af det, og at jeg var færdig, og at jeg havde været så vanvittig stresset og presset op til. Det var min måde at reagere på, forklarer han.
Var skuffet over sig selv
Netop fordi Frederik Haun havde lagt så mange kræfter i det at være med i ”Den store bagedyst”, ærgrer han sig også over, at det ikke lykkedes ham at hive sejren hjem.
– Jeg er kæmpe konkurrencemenneske og ville sindssygt gerne have vundet. Helt vildt meget. Lige bagefter var jeg sindssygt skuffet over mig selv og min præstation, fordi jeg vidste, chancerne var der. Men man er ikke bedre, end det man præsterer på dagen, og Sæþór var en my bedre. Det er fuldt fortjent, han løber med trofæet, og jeg kan sagtens unde ham at vinde det.
Havde hård skoletid: Nu er hun bageteltets yngste talent
Stolt af fire mesterbagerforklæder
Frederik Haun har flere gange spekuleret på, hvad han kunne have gjort anderledes i finalen, men han er kommet frem til, at det ikke er værd at bruge mere tid på at tænke på det.
– Hvis jeg skal dunke mig selv oven i hovedet over det, bliver det ikke supersjovt at komme videre. Det, der skete, skete sikkert, fordi det var sådan, det skulle være. Det var fuldt fortjent, at Sæþór fik trofæet. Jeg har gjort, hvad jeg kunne og er løbet med fire mesterbagerforklæder, og det er jeg stolt af, siger han og fortsætter:
– Og jeg har fået sindssygt meget kærlighed fra så mange mennesker, der hepper og hujer og har været med hele vejen. Det har været helt fantastisk.
Vil fortsætte med at bage
De seneste ni uger er der flere hundredetusinde seere, der har fulgt Frederik Haun og de øvrige deltagere i ”Den store bagedyst”, og han har gjort et godt indtryk på mange.
I hvert fald er det væltet ind med interessante tilbud til den populære bagedyst-deltager.
– Det er både inden for og uden for bageverdenen og om alle mulige forskellige produkter og samarbejder og ambassadørskaber. Det er sindssygt overvældende.
– Jeg vil gerne prøve at bruge den her kæmpe eksponering til noget og se, om jeg kan fortsætte med at bage og inspirere andre til at bage. Dele opskrifter og måske lave mere tv, lyder det fra Frederik Haun, der til daglig arbejder som ejendomsmægler.