”Jeg kan løbe nøgen gennem strøget. I skal fucking ikke røre mig. Så slår jeg jer ihjel”

16-årige Anna Thygesen står i hjørnet af en smykkeforretning i Grækenland. Foran hende står en stor mand, som er omkring ti år ældre end hende. De er alene, og han blokerer døren, så hun ikke kan komme ud.

Hun er på studietur med gymnasiet, da hun en aften falder i snak med manden på en restaurant. Anna er på jagt efter nogle øreringe, og han fortæller, at hans forældres smykkebutik ligger længere nede af gaden. Så hun følger med ham i håbet om en god handel, og de småsnakker på vejen derned.

Da de træder ind i butikken, låser han bag dem. Han har aldrig haft en intention om at sælge hende et par øreringe. Hver gang Anna prøver at flytte sig, går han tættere på.

Hun siger nej, men han tager fat i hendes arm og siger, at hun jo selv er gået med ham derind. Og så stiller han sig op foran døren.

Det er første gang, Anna Thygesen får tanken: Hvis han forsøger at voldtage mig, så vil jeg prøve at slå ham ihjel.

Ikke fordi, hun faktisk har lyst til at slå ham ihjel. Og hun er jo også meget mindre end ham. Men tanken gør, at hun ikke viser ham, hvor bange hun i virkeligheden er.

Da han igen begynder at nærme sig, banker det på ruden. En af Annas veninder fra gymnasiet er fulgt efter hende. Manden vender sig om og åbner døren, og Anna og veninden skynder sig at løbe derfra.

Kvinder, der frygter mænd

Siden den gang har Anna Thygesen tænkt sig mere om. Hun er begyndt at risikovurdere, når hun går alene hjem fra byen.

I dokumentaren ”Alle kvinders frygt” på discovery+ fortæller hun og 11 andre kvinder om deres oplevelser med utryghed og overgreb i det offentlige rum. Anna Thygesen er nemlig en del af statistikken, som siger at 66 procent af danske kvinder er bekymrede for at blive overfaldet, når de færdes alene i byen om aftenen.

– Selvom det ligger så mange år tilbage, kan jeg huske det hele, fordi det virkelig har betydet meget for mig. Man bliver mærket af sådan en oplevelse, fortæller Anna, som i dag er 56 år.

– Jeg fik en generel mistillid til mænd. Du kan simpelthen ikke gå ud fra, at mænd ikke gør noget. Det var det, jeg gjorde, men det ændrede den oplevelse.

I dokumentaren fortæller radiovært Ditte Okman og skuespiller Anne Sofie Espersen også om oplevelser med overgreb i deres ungdom, som har præget dem lige siden. De 12 kvinders historier skal sætte fokus på, hvorfor så mange føler sig utrygge, når de for eksempel går hjem fra byen.

– Det virker som om, at hvis flere går ud og fortæller på hver deres måde, hvad det betyder for dem, så giver det en større forståelse. Man kan jo se på alle i programmet, at det er noget, der nærmest definerer os.

Kvinders egen skyld

Anna Thygesen føler, at veninden, som bankede på ruden den aften på studieturen, reddede hendes liv. Hun var fulgt efter Anna, fordi hun var bekymret. Men da de var sluppet derfra, satte hun ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor Anna overhovedet var fulgt alene med en mand, hun ikke kendte.

– Jeg har tænkt over bagefter, at der ikke var nogle af mine venner eller lærere på turen, som var fordømmende, da jeg fortalte dem historien. Dengang var der ikke nogen, der sagde: ”Hvis du bare gik til selvforsvar eller sagde fra, så var det ikke sket”

– Det er som om, at der er sket noget med måden, vi taler om overgreb på, siden dengang. Jeg ved ikke, om det bare er fordi, vi har fået sociale medier, hvor mænd vil fortælle kvinder, hvordan de skal forsvare sig mod nogle andre mænd. Men jeg tror, unge kvinder i dag får mange flere løftede pegefingre om at passe på sig selv.

Hun kalder tiden i dag for mere puritansk og bibelskoleagtig end 70’erne. Og så køber hun ikke argumentet om, at mænds gode råd til kvinder bare er for at passe på dem. Det er victim blaming.

– Man kan ikke lade være med at tænke: Du synes jo lidt, det er min egen skyld, hvis jeg har en lårkort kjole på. Selvfølgelig må kvinder gå til selvforsvar, hvis de har lyst, men det virker som om, at der i virkeligheden bliver sagt: ”Hvis I drikker jer fulde i byen, så er det jeres egen skyld, at I føler jer utrygge, når I går hjem.”

– Det har man ikke behov for. Man har behov for at samfundet siger: Vi passer på jer. Når I går herude, så skal det være trygt for jer, og dem, der overhovedet tænker på andet, er dem, der har et problem.

Jeg slår dem bare ihjel

Anna Thygesen føler heller ikke selv, at det var hendes skyld, at hun blev låst inde i en smykkebutik med en mand, der ville voldtage hende. For det var det ikke.

Og selvom hun begyndte at være mere på vagt over for mænd, tog hun en beslutning om, at det ikke skulle betyde, at hun gik mindre i byen eller tog tidligere hjem.

– Du kan sætte så mange begrænsninger op for dig selv, at du ikke gør noget. Og det har jeg hele tiden været meget bevidst om, at jeg ikke ville. Så når jeg har oplevet, at nogen gjorde mig utryg, har jeg brugt den samme tanke igen: Jeg slår dem bare ihjel.

– Det er jo en mental ting, men jeg har en idé om, at det nogle gange har hjulpet mig attitudemæssigt. Hvis jeg er i en situation, som jeg ikke kan løbe fra, så udstråler jeg i hvert fald ikke, at jeg er bange. Det er selvfølgelig ikke rationelt, for jeg kan ikke klare mig, hvis jeg står over for en eller anden kæmpe, men det giver mig en følelse af ligeværd.

– Jeg bruger også min vrede i den situation. Selvom jeg er bange, tænker jeg: Jeg kan løbe nøgen gennem strøget. I skal fucking ikke røre mig. Så slår jeg jer ihjel. Det er sådan, jeg er jo. Og det er jeg også blevet af dårlige oplevelser.

Anna Thygesen understreger, at det handler om, at hun har ret til at være der. Ret til at gå på gaden uden at skulle have alle parader oppe og kigge sig over skulderen.

– Jeg fortæller den her historie så mange år senere, fordi det er vigtigt, at vi taler om, at kvinder går rundt og er bange. Hvis man ikke har prøvet det selv, så er det måske svært helt at forstå, hvorfor. Og hvor grænseoverskridende det er, når man ikke føler, man bare kan løbe væk.

De to afsnit af ”Alle Kvinders Frygt” kan ses på Discovery+. Andet afsnit sendes på Kanal 5 1. december.