Lars Høgh
9. december 2021

”Hvis jeg skal herfra nu, skal I bare vide, jeg har haft et pissegodt liv”

Den tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh er gået bort. Han blev 62 år.
Af: Signe Bertram
Lars Høgh

Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Sent onsdag aften døde tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh efter længere tids kamp mod bugspytkirtelkræft.

– Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften, skriver familien i en mail til Ritzau ifølge DR.

Lars Høgh blev kåret som Danmarks bedste målmand hele fem gange og spillede 817 kampe for klubben OB.

Han spillede også selv otte kampe for det danske landshold, inden han i 2007 blev målmandstræner for landsholdet. Her fortsatte han helt frem til i år, hvor han også deltog i EM-træningen.

Siden 2018 har han kæmpet mod kræftsygdommen, og i efteråret 2021 fortalte han, at han var gået over til livsforlængende behandling, fordi han ikke længere kunne tåle kemobehandling.

I et interview til DR sagde Lars Høgh i den forbindelse:

– Det første, jeg sagde til min familie, var, at hvis jeg skal herfra nu, skal I bare vide, jeg har haft et pissegodt liv. Det giver også dem noget ro. Det er ærligt, og jeg mener det. Jeg har oplevet så mange fede ting.

Han efterlader sig hustruen Tine samt børnene Jonas Høgh og Josefine Høgh.

"Et af de bedste mennesker, jeg har mødt"

Siden den triste nyhed kom ud, er Lars Høgh blevet hyldet af sine fodboldkollegaer, og det er strømmet ind med kærlige mindeord om fodboldlegenden.

På herrelandsholdets Instagram-profil kommer Kasper Hjulmand med en rørende hyldest:

– Absolut et af de bedste mennesker jeg har mødt på min vej. Kærlig, omsorgsfuld, optimistisk, livsglad, nysgerrig, legende, ærlig og generøs. For mig en kæmpe inspiration og et forbillede. Han personificerer den ånd vores allesammens landshold har. Ambitiøs og generøs. Lars – du vil altid være med os. Alle tanker til den fantastiske familie. Æret være hans minde.

Også landsholdsanfører Simon Kjær deler en smuk hilsen på Twitter:

Peter Schmeichels tidligere hustru og Kasper Schmeichels mor, Bente Schmeichel, har også sat ord på Lars Høghs død.

De to familier er nære venner, og Lars Høgh har været træner for Kasper Schmeichel i mange år.

Lars Høgh blev 62 år.

Læs mere om:

Læs også