Nicelas fødsel varede 42 timer: ”Det kom til at handle om overlevelse. Jeg følte ikke længere, min krop var min”

De havde sat mig i gang lørdag morgen kl. 9, og bagefter tog vi hjem.

Jeg fik veer om eftermiddagen, og om aftenen ringede vi ind for at få lov til at tage ind på fødemodtagelsen. Det virkede, som om de helst ville have, jeg blev væk, fordi de ikke havde tid til mig.

Men vi kom derind ved midnatstid.

En jordemoderstuderende tog imod os og sagde, at jeg ikke var i aktiv fødsel, at hun godt kunne se, jeg var i smerter, men at vi bare skulle tage hjem igen.

Den studerende ville prøve at finde den jordemoder, hun fulgte, så hun kunne undersøge mig. Men jeg mødte aldrig den jordemoder.

I stedet kom den studerende tilbage og tilbød mig forskellige smertepakker.

Jeg bad om morfin, og den studerende forklarede, at hvis jeg fik det, kunne de ikke sende mig hjem. Men de havde ikke plads til os.

Hun endte med at finde et lille rum på barselsgangen, hvor de lige kunne proppe en ekstra seng ind til min kæreste.

Næste morgen var et nyt hold jordemødre mødt ind. De ville gerne tage mit vand, men de blev nødt til at vente, til der var en ledig fødestue.

De tog vandet kl. 9.45 og sagde, at der nok var en ledig fødestue om en time eller to.

De bad os gå en tur imens. Vi gik over på den anden side af gaden, men mine smerter var så voldsomme, at jeg ikke helt kan huske, hvordan vi nåede tilbage til hospitalet.

Kroppen spændte sig sammen

Klokken 11.45 fik vi en fødestue. Jeg fik lattergas to gange i masken. Efter det var jeg ikke ved bevidsthed i to timer.

Da jeg vågnede, var der nye mennesker på stuen. Jeg kan huske glimt af en læge, der prøvede at indhente samtykke til at give mig en epiduralblokade.

Jeg forstod ikke noget, men de gav mig epiduralen.

Min kæreste fortalte senere, at jeg havde spurgt, hvor jeg var henne.

Jeg havde ingen pauser mellem mine veer. Det var, som om hele kroppen, bækkenet og hofterne spændte fuldstændigt op og maste sig sammen. Jeg skreg ind i lattergasmasken.

Det var første gang, hvor jeg tænkte, at det var okay, hvis jeg ikke vågnede igen. Jeg tænkte, nogen må vide, hvad de skal gøre her, for jeg har givet op.

Jeg faldt til ro på grund af epiduralen.

Da jeg vågnede igen, kom en jordemoder ind og sagde, at hendes vagt sluttede nu, men hun mente, jeg skulle have vedrop. Det nåede hun bare ikke at sætte op.

Lidt senere kom en ny jordemoder ind, som tydeligvis ikke havde talt med sin kollega, for hun spurgte, om jeg havde fået vedrop og sagde, at jeg måske skulle have det.

Klokken 17.30 satte en jordemoder endelig vedroppet op, og bagefter kom forskellige jordemødre skiftevis ind og skruede op og ned for det. Det virkede ikke, som om de havde tid til at snakke sammen.

Min tillid begyndte at dale

Hele aftenen gik med, at de skruede op og ned for vedroppet. Jeg kunne ikke følge med i, hvornår det var tændt og slukket.

De lyttede til min søns hoved gennem en elektrode og tog en blodprøve fra hans hoved, fordi hans hjerterytme dykkede.

De sagde, det så fint ud, men jeg forstod ikke, hvorfor de gjorde det, og hvad det var, der så fint ud.

Jeg oplevede dem travle, og som om de ikke havde tid til at forklare mig, hvad de gjorde og hvorfor.

Min tillid til, at de vidste, hvad de gjorde, begyndte at dale.

Jeg følte ikke længere, at min krop var min. Den var allemandseje, og jeg var ikke tryg ved den. Hvor mange mennesker havde stukket deres hånd op i mig og mærket på min mave?

Uden at være bevidst om det, lukkede jeg mig om mig og min kæreste. Det var det eneste, jeg kunne overskue, for min kæreste har jeg tillid til, ham kan jeg stole på.

De jordemødre og læger, der kom ind, blev nærmest robotter, fordi der kom så mange forskellige ind og ud.

Det kom til at handle om overlevelse for mig på en måde, jeg aldrig har prøvet før.

Jeg prøvede bare at få tiden til at gå og tænkte, at nu må der snart være nogen, der gør noget. Jeg ville ikke være til besvær.

Lidt senere kom endnu en jordemoder og mærkede efter. Siden middag havde jeg kun været fem cm åben, og det var jeg også der. Ved 22.30-tiden besluttede hun og to læger, at jeg skulle have kejsersnit.

Jeg tænkte: For guds skyld, gør noget. Men da var operationsstuen optaget af et kejsersnit, som var mere akut end mit, så jeg skulle vente.

Det forstod jeg ingenting af. Var det her ikke akut? De fyldte min epiduralblokade igen, og jeg faldt lidt hen.

Det gik for hurtigt

Jeg vågnede ved totiden ved, at jeg blev hevet over i en anden seng og fik lagt kateter.

Jeg fik at vide, at jeg skulle sluge noget væske og nogle piller, men jeg fik ikke at vide, hvad det var.

En portør styrtede rundt med min seng. Jeg tænkte, hvorfor skal det hele pludselig gå så stærkt? Før var der ikke tid til mig, nu skulle det gå så hurtigt.

Vi var hurtigt ind og ud af en elevator, og nogle blå døre blev skubbet op. Fra det sekund, jeg kom ind på operationsstuen, følte jeg mig som et stykke kød på et slagteri.

Der var et leje, som de sagde, jeg selv skulle komme op på, men hvordan fanden skulle jeg det? Jeg kunne næsten ikke bevæge mig.

De begyndte at stikke i mig, og jeg spurgte flere gange, hvorfor jeg skulle have endnu et drop i hånden, og hvad det var, men jeg fik ikke noget rigtigt svar.

Så begyndte min krop at ryste fuldstændig. Jeg kunne slet ikke styre mine arme og ben.

Jeg sagde til personalet, at det gik for hurtigt, at jeg ikke kunne følge med. De sagde, at det skulle gå hurtigt, og at jeg bare skulle slappe af.

De blev ved med at sætte ting op og sprøjte ting ind i mig. Der blev sat et gardin op foran mig, så jeg kunne ikke se kirurgen, der skulle skære i mig.

Der var mange på stuen, og de lavede et navneopråb, men mit navn blev ikke sagt.

Jeg følte, at de snakkede om mig, men ikke til mig. Jeg følte ikke, jeg var et menneske.

De spurgte, hvem faren var. Jeg kaldte på min kæreste, jeg kunne ikke finde ham. Han sad bagved og sagde, han ikke måtte være hos mig under kejsersnittet.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne følge med. Han prøvede at berolige mig.

Kirurgen, som jeg ikke havde set, spurgte, om jeg kunne mærke “det her”, mens hun lagde en kold klud på min mave.

Jeg sagde ja, og hun spurgte, men er det koldt?

Jeg sagde nej.

Nå, men så starter vi, jeg skærer, sagde hun.

Men jeg kan jo mærke det, sagde jeg, og blev vildt bange.

Så skar hun i mig, og jeg fik ikke sagt mere fra, for de gange, jeg havde forsøgt, var jeg ikke blevet hørt. Jeg så min krop udefra og håbede, den ville overleve.

Sort og mørkt og koldt

Kort efter var min søn født. Jeg lå med ham, mens de syede mig sammen, og var så glad for, at han var ude. Han var så fin.

Klokken var tre om natten til mandag, og det var 42 timer siden, min fødsel var blevet sat i gang.

Inden vi tog hjem om onsdagen, begyndte jeg at græde utrøsteligt. Jeg følte ikke, jeg var tilstrækkelig, at jeg kunne være mor.

Jeg var bange for at falde i søvn og for, at roen skulle overmande mig, så jeg kunne mærke, hvad der var sket. Jeg sov halvanden timer om dagen i den første uge.

Alt var sort og mørkt og koldt og forfærdeligt indeni. Jeg græd og blev ved med at undskylde for, at jeg ikke kunne være der for min søn. Jeg kunne kun sidde med ham få minutter om dagen.

Jeg blev sygemeldt, min kæreste tog barsel, og min mor hjalp os meget.

Jeg begyndte at kradse mine arme helt op. Jeg tænkte, hvad er det inden i mig? Hvad har de puttet ind i mig?

Det sveg, og jeg ville kradse det ud, så jeg kunne få lidt mere kontrol. Hvis jeg kun havde ondt i mine arme, ville jeg ikke have så ondt indeni.

Hver gang, han græd, blev jeg panisk. Det var, som om jeg var i en krigszone, hvor der sprang en bombe. Jeg sagde tit, at jeg ikke havde lyst til at være her mere.

Jeg tænkte på, at mit mentale jeg stadig lå på operationsbordet. Jeg følte, at min krop var helet og kommet videre derfra, men at mit jeg stadig lå der.

Engang, vi kørte til Jylland, hvor min kæreste sad bagved med vores søn, nåede jeg at tænke, at hvis jeg bare kører ud i grøften, så vi bare ikke er her mere.

Så stoppede jeg bilen og sagde til min kæreste, at han blev nødt til at køre. Jeg var bange for mig selv.

Systemet

Hos den psykiatriske akutmodtagelse sagde de, at de kunne tilbyde, at en sygeplejerske kunne komme en gang om ugen, men jeg havde brug for mere hjælp.

Jeg blev henvist til en psykiatrisk klinik, hvor jeg blev vurderet for “ressourcestærk” til at få hjælp. De tilbageviste mig til min egen læge.

Jeg græd og tænkte, at der ikke var nogen, der kunne hjælpe mig. Jeg var for velfungerende til at få hjælp, men for dårlig til at kunne være mor.

Min kæreste fik arrangeret, at jeg kom til en psykolog, som vi selv betalte for, fordi ventetiden i det offentlige var på et halvt år.

Jeg blev ved med at tænke, at det jo bare var en fødsel, og når andre kunne klare det, hvorfor kunne jeg så ikke?

Psykologen fortalte mig, at jeg var helt normal, og at hvis jeg ikke havde reageret på det, jeg havde været igennem, så havde hun været bekymret.

Jeg fik også at vide, at det ikke handlede om, at jeg ikke passede ind i systemet, men at systemet kunne være indrettet anderledes.

Det var virkelig rart at få at vide.

Psykologen sagde, at jeg havde PTSD-symptomer. Men jeg havde jo ikke været i krig, sagde jeg.

Hun sagde, at det havde jeg faktisk. Mit alarm- og nervesystem havde været i en krigszone.

Dårlig samvittighed

Da vi skulle til efterfødselssamtale tre måneder efter fødslen, var jeg også rædselsslagen ved tanken om at skulle op på fødegangen igen. Jeg rystede og ville ikke tage elevatoren.

Jeg var helt spændt op.

Hvis jeg skal have et barn til, skal jeg ikke føde der.

Efter tre-fire måneder havde jeg det godt nok til at kunne gå på barsel med min søn.

Jeg får stadig nogle dyk, hvis jeg ikke får søvn nok, eller jeg bliver usikker. Jeg har også stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke var der mere i de første tre måneder af søns liv.

Men min kæreste har min ryg og hjælper mig.

Jeg ville ønske, at der havde været bedre overlap mellem jordemødrene under de mange vagtskifter.

At der havde været en tovholder, som sagde, nu har du været i gang så og så længe, så nu gør vi sådan her.

En overlæge sagde også til mig dagen efter fødslen, at fødslen havde trukket for langt ud.

Hvis jeg skal føde igen, bliver det fuldstændig på mine præmisser. Jeg kommer til at betale mig fra at få ekstra hjælp.

Jeg føler, at fødslen var et overgreb, hvor jeg ikke var med. Jeg finder trøst i, at jeg prøvede og gjorde mit bedste for at sige fra. Det blev bare ikke hørt.