Annas brevkasse
28. december 2021

Brev til Anna Mejlhede: Jeg savner min mand

"SÄ jeg fÞler mig meget alene om min sorg, jeg savner ham sÄdan." LÊs denne uges brev til Anna.
Af: Anna Mejlhede
Anna Mejlhede

Foto: Betina Fleron

KĂŠre Anna

Min mand er dÞd for knap et halvt Är siden efter et lÊngere forlÞb af krÊft. Vi har vÊret sammen i over 30 Är.

Det var et ĂŠgteskab med op- og nedture, men ingen tvivl om, at vi elskede hinanden.

NÄ, hvad gÞr man sÄ, nÄr den ene dÞr? Jeg grÊder, jeg sover, jeg prÞver at komme op pÄ hesten, jeg prÞver at gÄ ud og se folk og opleve verden, men jeg har mest lyst til at vÊre hjemme.

Vi havde flere gode vennepar, og han har et barn fra et tidligere Êgteskab, men vi er ikke tÊtte som sÄdan.

Det er heller ikke det samme at se venneparrene alene, jeg bliver mindet om min mand. Og han havde ogsÄ en anden rolle i forhold til dem, end han havde til mig.

SÄ jeg fÞler mig meget alene om min sorg, jeg savner ham sÄdan.

Jeg vil gerne mindes ham og fortÊlle om vores tid sammen, men der er ikke rigtig nogen, jeg kan fortÊlle det til, selv om jeg ogsÄ har mine egne venner, men de kendte ham ikke sÄ godt, vi sÄs ofte uden mÊnd.

Jeg vil ogsÄ gerne have, at nogen holder om mig og trÞster mig en gang imellem, men det er svÊrt at bede om. Og nu er det ogsÄ nÊsten et halvt Är siden.

Jeg fÞler mig tom indeni, sorgen knuger, og jeg gider ikke rigtigt lave noget. Hvordan kan det vÊre sÄ hÄrdt?

Fra

Den sĂžrgende

KĂŠre sĂžrgende

Sorg er kÊrlighed, der er blevet hjemlÞs. Derfor er der intet besynderligt i, at din mands dÞd har slÄet sÄ stort et hul i dit liv, som du her beskriver.

Du plejer jo at vére en del af et ”vi,” men nu mangler den anden halvdel.

Et sÄ fundamentalt og smerteligt forandret livsvilkÄr kan ingen mennesker vÊnne sig til at leve under pÄ bare fÄ mÄneder.

Vi kalder det netop ”at bére sorg,” fordi sorgen ikke er noget, vi pludselig bare kommer os over.

Sorgen gÞr os til én lang stiplet linje, og det tager tid at finde ud af at leve med hullerne.

Det er ikke uden grund, at virkelig megen litteratur lige prĂŠcis handler om, hvad sorgen gĂžr ved et menneske.

Den engelske forfatter Julian Barnes skrev bogen ”Vejen op, vejen ned,”, efter at hans kone dĂžde – ogsĂ„ efter 30 Ă„rs samliv.

I bogen fortĂŠller han, hvordan han, i sorgen og smerten over tabet, mistede dybden i tilvĂŠrelsen og samhĂžrigheden.

Han skildrer sin kamp for at finde ud af at leve med, at hans sorg for altid vil ”omfigurere” alt.

Nogle gange er det lige prĂŠcis det, vi ikke har lyst til, som vi har mest brug for.

I din situation er det mÄske at komme ud af huset og mÞdes med andre mennesker der, som du, kÊmper med at finde mening i deres liv efter tabet af det menneske, de elsker?

Hvis du pÄ nogen mÄde kan se ideen i det, sÄ findes der sorggrupper forskellige steder i landet.

Her mĂždes mennesker for at tale med hinanden om den sorg, andre kan have svĂŠrt ved at begribe omfanget af.

Ofte har disse sorggrupper en prĂŠst som mĂždeleder, andre gange en psykolog eller terapeut.

Min erfaring som prĂŠst er den, at et sĂ„dant fĂŠllesskab kan give, om ikke ligefrem trĂžst over dit tab, sĂ„ i hvert fald den trĂžst, der kan ligge i at mĂŠrke, at du ikke er det eneste menneske i verden, som kĂŠmper med at finde ud af at leve uden sit gamle ”vi.”

KĂŠrlig hilsen

Anna

StÄr du i et dilemma eller i en svÊr situation? Skriv til prÊst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spÞrgsmÄl, der bringes i bladet, kan forvente svar.

LĂŠs mere om:

LÊs ogsÄ

Bliv medlem af femina+

Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrÊnset adgang til alt indhold.