De her film glæder vi os til i 2022 (Spoiler: En 80'er-klassiker vender tilbage)
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Foto: Tv-desk, Ritzau/Scanpix
I videoen øverst i artiklen kan du høre om nogle af de film, vi glæder os til i 2022.
Vi har på fornemmelsen, at 2022 bliver et stort filmår efter et år med lukkede biografer og udskudte filmproduktioner.
2021 sluttede af med premiere på Lady Diana-filmen "Spencer", det italienske drama "House of Gucci", den længe ventede "Spider-man: No way home" og ikke mindst "Hvidstengruppen 2".
Hvis du ikke har været i biografen endnu efter genåbningen, så har du en helt masse til gode.
Og det ser også ud til, at de store filmproduktioner fortsætter ind i 2022.
I starten af året har den danske film "Du som er i himlen" premiere med 16-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollen.
Hun vandt sidste år en Robert-pris for årets kvindelige hovedrolle i serien "Ulven kommer".
Herudover har endnu en film fra Marvel-universet premiere, nemlig "Doctor Strange in the Multiverse of Madness".
I slutningen af året får "Avatar 2" premiere, og den har været 13 år (!) undervejs.
Flere anbefalinger? Her er fem andre film, vi glæder os til
Legally Blonde 3
Reese Witherspoon er tilbage som Elle Woods. Legally Blonde havde første gang premiere i 2001, og efter mere end 20 år gør holdet et comeback. Der vides intet om plottet endnu, men Mindy Kaling (der bl.a. står bag Netflix-serien "Never Have I Ever") har skrevet manuskriptet.
Forventet premiere: 19. maj 2022.
Top Gun 2: Maverick
Fortsættelsen til 80'er-klassikeren har været undervejs i flere år, men nu ser det ud til at ske.
Tom Cruise spiller igen piloten Pete "Maverick" Mitchell, der i den nye film skal træne nye rekrutter.
Forventet premiere: 26. maj 2022.
The Batman
Kan du se, hvem der gemmer sig inde bag masken på Batman?
Det er Robert Pattinson, der særligt blev kendt for at spille vampyren Edward i Twillight-filmene.
Tidligere er superhelten også blevet spillet af Ben Affleck og Christian Bale.
"The Batman" er den første film med Robert Pattinson i hovedrollen.
Forventet premiere: 3. marts 2022.
Untitled Elvis Presley Project
Biograffilmen om Elvis Presley bliver et biografisk drama, der fokuserer på Elvis Presleys tidlige karriere.
I rollen som Elvis ses Austin Butler, og bag kameraet instruerer Baz Luhrmann, der især er kendt for "The Great Gatsby" med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.
Forventet premiere: 2. juni 2022.
Don't Worry Darling
Sanger Harry Styles og skuespiller Florence Pugh, kendt fra bl.a. "Little Women", har hovedrollerne i filmen "Don't Worry Darling".
De spiller et ægtepar i et utopisk samfund i 50'erne, hvor skræmmende hemmeligheder pludseligt kommer frem i lyset.
Forventet premiere: 23. september 2022.