Miranda "wants more" – Det vil jeg også! Blandt andet flere "zero fucks"

Dorthe Kandi er mediechef på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

"Udlev din sandhed. Du har intet at skjule. At gemme sig er totalt gammeldags. At gemme sig er ikke nøglen til noget."

Sådan siger Che i starten af afsnit 8 i ’And Just Like That’ – og peptalken er selvfølgelig en direkte reference til, at Miranda gemmer sig, fordi hendes søn ikke kender til Che, da Miranda – til elskerindens overraskelse – ikke lever i et åbent ægteskab.

Og ja, det er også temaet for afsnittet – at lade være med at gemme sig. Men det er åbenbart utrolig svært for de meget voksne kvinder i serien at stå ved sig selv!

Men helt ærligt: Er en af de skønne ting ved at blive ældre ikke netop, at vi ikke gemmer os, som vi gjorde i 20’erne og 30’erne?

Desværre virker det til, at de tre veninder stadig er alt for optaget af, hvad andre tænker om dem. Og det gør mig ærlig talt MEGET træt.

Jeg er 53 år – og ja, jeg kan stadig føle mig usikker. Jeg kan stadig have lyst til at være cool i andres øjne – men ikke for det samme, som da jeg var 25.

Fordelen ved at blive ældre er i mine øjne, at man netop kender sig selv og ved, at man er ret god, som man er. Og være ret ligeglad med om en eller anden smart 25-årig synes, man er cool.

Og ikke mindst lade den 25-årige være cool uden at nedgøre hende med ’hun er nok russisk luder’. WTF!

Er det bare mig, der er så gammel, at jeg også er glemsom, eller var der flere ’zero fucks’ i ’Sex And The City’, end der er i ’And Just Like That’?

Personligt synes jeg, det er trættende at se 55-årige kvinder være så bekymrede for, om venner ser dem skændes med deres mænd, som Charlotte er i afsnit 7.

Her får konkurrencen om at være det mest cool par en pinlig runde til. Det er åbenbart ikke cool at skændes med sin partner og være ’that couple’.

Det er muligt, det rent faktisk er sådan blandt de mest privilegerende par i New York, men det fritager jo ikke folkene bag serien for at have en smule mere kontakt med virkeligheden.

Jeg beklager, hvis jeg nu ødelægger nogle læseres drømme om konfliktfri parforhold, når de bliver ældre, men jeg kender faktisk ikke et par, der ikke skændes.

Og ja, de findes helt sikkert – men de er hverken værre eller bedre end alle os, der stadig skændes.

I mine øjne havde det været rart med nogle mere realistiske og mindre stereotype parforholdsskildringer.

Det bliver ikke bedre, da vi skal se Charlotte forsøge at kontrollere sin mands sundhed, og hvad han spiser! WHAT?

Hvis min mand blandede sig i min kost, og hvor mange skridt, jeg går om dagen, så ville vi helt sikkert blive ’that couple’ – for han skal ikke være forælder for mig eller omvendt.

Det kunne være så meget mere underholdende og befriende for kvindebilleder og -skildringer, hvis de tre tilbageblivende veninder ikke var stagneret i 20’ernes usikkerhed.

Dengang hvor det betød uendelig meget, hvad mere eller mindre tilfældige mennesker synes om dem.

Det kunne være så givende, hvis et af de vigtigste popkulturelle fænomener fra 90’erne var vendt tilbage med nogle 55-årige, der sagtens kunne være usikre og famlende stadig – for sådan er livet også – men på nogle helt andre områder end de kedelige, klassiske ’er jeg stadig den sejeste pige i klassen’.

En af de store sandheder, der er gået for mig, er, at jo ældre jeg bliver, jo færre fucks giver jeg for andres fordomme og opfattelse af mig.

Tænk hvis ’And Just Like That’ havde turdet tage den vej – og f.eks. italesatte Charlottes læber mere end hendes overfladiske parforholdsimage.

Hvis de turde bruge de læber til at tale om, at vi selvfølgelig selv må bestemme, om vores læber skal filles eller ej – at det netop handler om, hvad vi selv synes og ikke om at passe ind i andres idealer om, hvordan kvinder skal være og se ud.

Tænk hvis serien viste, at det er muligt primært at gøre det for sin egen skyld! Eller lade være med at gøre det, men ikke fordømme dem, der gør.

Tænk hvis de havde turdet lade Miranda udforske sin seksualitet uden at nedgøre de lange parforhold og karikere Steve som kedelig og så fastgroet, at han knap nok kan finde ud af at bruge sine høreapparater.

Helt ærligt – manden er 55. Ikke 85.

Frihed ligger i at eje sig selv. Sin alder, sine læber, sin seksualitet, sit eventuelle parforholds foranderlighed.

Ikke mindst ligger frihed i at mærke, at det betyder mindre og mindre, hvad andre synes for hver eneste festlige fødselsdag!

Og ja, jeg følger med igen i næste afsnit, for det er stadig som at gense sine virkelig gode veninder fra 20’erne – og jeg har stadig et spinkelt håb om at møde den cool udvikling, som de fleste mennesker trods alt gennemgår på 20 år.

Men jeg frygter, at jeg må nøjes med at komme til denne ene reunion og melde afbud, hvis jeg får en ny en invitation. Medmindre den er fra Samantha!