"Nogle af mine veninder kan ikke eksistere uden en mand, men jeg bliver stærkere af at være alene"

Christina Jensen havde været på en virkelig god date. Han var fremme i skoene og selvsikker.

Allerede på første date talte han om at flytte sammen – det var måske det første faresignal – men hun blev også smigret over hans interesse.

I dagene efter ringede han flere gange dagligt. Han var virkelig på. Men hun havde ikke tid til at snakke så meget i telefon, som han gerne ville. Hun bad ham derfor om at skrue lidt ned.

Få uger efter var det juleaften, og Christina Jensen sendte ham en besked og ønskede ham glædelig jul. Han svarede.

Han bad hende om at slette hans nummer og ikke opsøge ham mere. Han havde fundet sammen med sin ekskæreste. Samme ekskæreste han havde talt rigtig dårligt om på daten.

Den type historier har Christina Jensen mange af.

Hun er 47 år gammel og har ligesom mange andre kvinder swipet forbi potentielle store følelser og forskellige mulige fremtidsudsigter i en lind strøm på dating-appen Tinder.

Men der er to ting, der altid har været lidt svært at få delt.

For det første er Christina Jensen alene med sin 14-årige søn Gabriel, og det betyder, at der ikke er meget tid – fx til at tale i telefon flere gange dagligt med ham den hurtige fyr.

Og så lever hun med den kroniske sygdom sklerose på syttende år.

Hun ved ikke, om det rigtige er at vente med at sige det til første date, skrive det i profilteksten, eller om hun burde dele det allerede i chatten inden første møde.

Christina Jensen er sikker på, at der er mange kvinder, som er klemte af livet – med en kronisk sygdom, som alenemor eller noget helt andet.

Derfor har hun skrevet bogen "Tindertider", hvor hun åbner op om sine datingoplevelser, Tinder-matches og alt det, hun kæmper med som kvinde i 40’erne.

Hun har besluttet sig for, at det er på tide at være ærlig. Helt ærlig!

Alenemor med sklerose på Tinder

Christina Jensen begyndte at skrive sin tanker ned for to år siden. Det var ting hun undrede sig over i hverdagen.

Tanker om, hvorfor kvinder hev tamponer op af tasken i smug, hvorfor overgangsalderen var et tabu, hvordan Hollywood-film havde givet et forskruet billede af kærlighed, lige så forskruede kropsidealer i den unge generation og af kvinder, hvor manden var så meget under tøflen, at han mistede sin maskulinitet i soveværelset.

Men det var også de tunge ting. For på nogenlunde samme tidspunkt gennemgik hun en livskrise.

Hun var netop kommet ud af endnu et forlist forhold, og hun havde fået en abort.

Hun ønskede et barn mere, men ikke med den mand – sygdommen spændte ind imellem ben for det liv, hun gerne ville leve.

Og fra den ene dag til den anden stoppede deleordningen med Gabriels far, som betød, hun skulle være fuldtids-alenemor.

Mens hun jonglerede med alt det, gjorde hendes relativt nye singlestatus, at hun skulle forholde sig til fremmede mænd på Tinder.

Hun var sikker på, at det rette swipe var vejen til at løse alle de ting i livet, der var i færd med at smuldre.

Ulvene på tinder

Som kvinde i 40’erne fyldte den bagage, hun havde med, en del i hendes tanker. Men det var ikke det største problem i mødet med dating-appen.

For de mænd, hun mødte på tinder, var aldrig dem, de udgav sig for. Mange mænd havde taget 10-20 kilo på, siden deres billeder på Tinder blev taget.

Hendes problem var aldrig, at de vejede for meget, for hun kunne godt lide store mænd. Problemet var, at de ikke var ærlige.

– Det er ligesom ulve, der flokkes derinde, og du kan ikke regne med noget. De kan skrive en masse, og de kan vise en masse billeder, men de ligner aldrig deres billeder, fortæller hun.

Hun tror derfor, at det menneske, man tager på date med på Tinder, udelukkende er skabt af ens egne forhåbninger og drømme.

– Det er et fremmede menneske, fem billeder og lidt tekst, du skal vurdere ud fra. Det er din egen drøm, du opbygger. Intet er som i virkeligheden. Det er en illusion, mener Christina Jensen.

Hun undrede sig over mænd på Tinder, der stolt stillede sig foran kameraet, lige meget hvilken forfatning de var i.

Hun blev både frastødt af pumpede solariebrune mænd og dem med bodegamaven. Hun både beundrede og misundte dem for at acceptere deres kroppe, som de var.

Og efter de selvsikre billeder eller dem med bar overkrop fulgte der ofte en liste af krav til, hvad en fremtidig kæreste skulle leve op til.

I jagten på kærligheden måtte Christina Jensen også forbi andre tjenester.

Hun var blandt andet forbi datingsider som Elitedater og Partner med niveau, der krævede månedlige indbetalinger.

Når folk betalte, måtte det være fordi de var seriøse, mente hun – men det var uden succes. Her oplevede hun ofte, at dem, hun skrev med, pludselig stoppede med at svare.

Og lige som alt håb var ved at forsvinde, fik hun en besked fra Carsten på Tinder.

Det var den perfekte besked. Carsten gav komplimenter uden at være påtrængende. Han var en flot fyr. De skrev hele aftenen, og der kom nogle flere billeder.

Måske med lidt for nynazistiske vibes og store tatoveringer, muskler og motorcykler. Men det var for sent.

Hun forestillede sig allerede, hvordan det var at grine med ham som kærester og gå i seng med ham.

Og efter tre dages skriverier frem og tilbage stolede hun på ham.

Han kaldte hende skatter og ville se nøgenbilleder. Hun lod sig overtale til at sende et nøgenbillede af sig selv kun i underdel. Og da beskeden var sendt, ændrede det alt.

Han stoppede med at svare.

Forsøgte at skjule smerter

Christina Jensen har altid haft ret let ved at møde mænd. Hun oplever, at de synes, hun er smuk og har en sund krop.

Mange er gennem tiden blev draget af hendes lyst til livet, store smil og evne til at overraske.

Men det er ikke den hele sandhed, for når Christina Jensen datede mændene fra Tinder, måtte hun bruge meget energi på at skjule, hvor meget sklerosen fyldte i hendes hverdag.

Hun havde en frisørstol i køkkenet, så hun kunne sidde ned og tilberede mad, og hun vidste, at hun måtte takke nej til de helt lange gåture, for det kunne hendes krop ikke holde til længere.

Hun havde brug for hjælp til praktiske ting. En hjemmehjælper hjalp fx jævnligt med at skifte hendes sengetøj.

Men hun så ikke sig selv som kronisk syg, og hun blev derfor selv overrasket over, det var den “kategori”, hun passede i.

Heldigvis viste det sig, at de fleste mænd ikke havde nogen voldsom reaktion, når hun fortalte, hun havde sklerose – særligt når de havde mødt hende uden for appen inden.

På tide at være ærlig

Det stod pludselig klart over Christina Jensen, at alle hendes skriverier var nok materiale til en bog. Hun sendte det ind til et forlag, og de svarede fire timer efter, at de gerne ville udgive bogen.

Uden at svare forlaget gemte hun sig i tre dage og lod, som om hun var syg. Hun vidste, hendes skriverier var alt for ærlige til at udkomme i en bog.

Der var det med hendes forhold til moren og alle hendes Tinder-dates.

– Men en lille stemme i mig spurgte: “Er det ikke på tide, du er ærlig?” Og jo, det var det faktisk. Jeg har brugt så meget af mit liv tid på at skjule så meget for min omverden, fortæller hun.

Og den 13. december 2021 kom hendes bog “Tinder-tider” i butikkerne i sin helt ærlige udgave.

Men der skete også noget andet i hendes liv nogenlunde samtidig, som havde været undervejs gennem hele skriveprocessen.

Har fundet lykken

Lige så langsomt blev det klar for hende, at lykken ikke lå i at finde en mand. Hun havde selv bygget sit liv og sin lykke op med hende venner, sønnen Gabriel og familien.

Hendes lykke var, når hun vinterbadede i det kolde vand og motionerede. Eller når hun udfoldede sine kreative evner og malede billeder eller skrev bøger.

Derfor har Christina Jensen nu slettet sin Tinder-profil. Hun er sikker på, at hun aldrig kommer til at aktivere den igen.

– Det er indkodet i os hele vores liv, at lykken er en mand. Jeg kan jo se, alle mine veninder har det.

– Det er, som om nogle af mine veninder ikke kan eksistere uden en mand, men jeg bliver stærkere af at være alene, fortæller hun.

– Da jeg kørte hjem i går, så jeg et kærestepar og tanken strejfede mig, at det kunne være dejligt. Men så tænkte jeg: “Nah, jeg er sgu lykkelig alene”.

– Jeg har altid troet, jeg skulle bruge en mand til at opbygge et fantastisk liv, men det har jeg gjort helt selv, fortæller hun og fortsætter:

- Da jeg kom hjem, slog jeg motorhjelmen op og fyldte sprinklervæske på. Jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er det fedt, jeg kan alle de her ting alene”, siger hun.