Seks ting, du skal vide om helbredsangst fra en, der har det selv

Lad være med at kalde mig hypokonder

Det er virkelig forskelligt, hvad folk med helbredsangst er bange for. For mig er det mit hjerte og mine blodårer og ting, der er forbundet med det.

Hvis jeg for eksempel har ondt i hovedet, så tænker jeg: "Det her er en svulst, og den dræber mig nu." Mine tanker handler meget om, at hvis jeg falder om, og der ikke bliver gjort noget med det samme, så dør jeg.

Helbredsangst er det, man plejede at kalde "hypokondri". Hvis man siger "hypokonder", ved folk, at det er en, der er bange for at blive syg.

Men at kalde nogen hypokonder, særligt nogen, der er bevidst om, at de har sygdomsangst, er det værste, du kan gøre, fordi det så ofte er blevet brugt som punchline i comedy og tv-serier.

Det giver mig en følelse af, at folk tænker: "Nå, er det dig, man ikke skal tage seriøst? Dig, der råber ulven kommer?"

Det startede med stress

Jeg havde en uges ferie, og pludselig fik jeg ondt i højre side af hovedet. Jeg blev bange, og jeg kunne ikke tænke på andet end det.

Jeg begyndte at mærke efter på mit hoved for at se, om det bulede ud. Og jo mere jeg trykkede, jo mere ondt gjorde det.

Jeg endte med at få scannet min hjerne, fordi der ikke var nogen forklaring på min hovedpine. Og efter det, fik jeg at vide, at lægerne simpelthen ikke kunne se noget.

Jeg kan godt se nu, at min hovedpine nok skyldtes stress, men det tænkte jeg ikke på dengang, så det satte gang i en overopmærksomhed på kroppen og på at blive syg.

Jeg begyndte hele tiden at trykke på mine arme og mærke efter mit blodtryk og min puls. Jeg var sindssygt bange for at falde om med et hjertestop eller forhøjet blodtryk.

Det år, det var slemmest, brugte jeg flere timer om dagen på at mærke på min krop.

Corona gjorde det værre

Min sygdomsangst gik helt amok, da Covid-19 kom, fordi det triggede så mange ting.

Hvor syg bliver jeg af at blive smittet? Bliver jeg smittet af, at der er en, der går forbi mig på den anden side af gaden?

Jeg kunne se, at hele landet blev lukket ned, og så måtte det jo være virkelig alvorligt. Det triggede virkelig min angst for at blive syg og dø.

Der er svært for mine omgivelser at forstå

Jeg går tit til lægen, selv om det godt kan være ambivalent. Min læge ved godt, jeg har sygdomsangst, så jeg føler ikke altid, at hun kan tage mig seriøst.

Jeg er heldigvis god til at udtrykke mig og formidle, hvad jeg mener, men det har jeg ikke altid været.

Det er svært at forklare folk, at jeg er bange for at få blodpropper, når de står over for en person, der ser sund og rask ud. Men de ved jo ikke, at jeg kan bruge ti timer om dagen på at mærke på mine blodårer.

Jeg har haft flere venner og kærester, som ikke har forstået det. Jeg tror, det er svært for folk at forstå, hvor meget helbredsangst kan invalidere dig i din hverdag.

Reaktionen er ofte: "Det skal du stoppe med," eller: "Det lyder meget hypokonderagtigt."

Det hjælper, at mine venner og min kæreste lytter

Hvis folk skal møde mig i min helbredsangst, så er det ved – og nu bliver det lidt klichéagtigt – at lytte til det, jeg siger, og ikke det, de tror, jeg siger.

Jeg vil for eksempel gerne lyttes til, når jeg siger til min læge: "Lige nu er jeg bange, og min angst taler, men derfor skal du stadig tage mine symptomer alvorligt."

Den eneste, jeg føler, der forstår det 100 procent, udover dem jeg går i terapigruppe med, er min kæreste, som jeg har været sammen med i fire år. Han har kendt mig, mens min angst ikke var i udbrud, gennem corona og til nu. Han har set det hele.

Han forstår det virkelig, når jeg siger: "Prøv at mærke den her bule. Jeg er ret sikker på, det er en svulst."

Han er den eneste, hvor jeg føler, jeg kan sige det, uden at han tænker: "Hold nu kæft."

Han ved godt, at det handler om angst, og at han skal tage det alvorligt.

Det bedste, han kan sige, er, at han godt kan forstå, jeg er bange. For det hjælper ikke, at venner og familie siger: "Der er ikke noget galt."

Det er muligt, men svært at få hjælp

Det er mig selv, der har fundet frem til det tilbud, jeg er i nu. Det er Hovedstadens tilbud til folk med helbredsangst, og det kendte min læge ikke.

Det er mig selv, der har googlet mig frem til det og efter syv år med helbredsangst bedt om at blive henvist til det.

I første omgang blev jeg afvist af hospitalet, fordi jeg ikke var "syg nok". Men jeg insisterede over for min læge på, at vi skulle prøve igen. Jeg kunne mærke, at nu skulle jeg altså have behandling.

Jeg fik en anden henvisning, og efter nogle måneder gik den igennem. Der stod, at jeg var indkaldt i august, og det her var i juni eller juli, så jeg tænker: "Fedt."

Men så opdagede jeg, at der stod "2022." Det var 13 måneder efter, jeg endelig havde haft ressourcerne til at sige, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg ringede så og bad om at komme på afbudslisten. De ringede heldigvis efter et halvt år, og nu er jeg i gang.

Jeg tænker rigtig meget på dem, der er lige så syge som mig, men som måske ikke kan formulere, hvad det er, eller som ikke har et netværk eller en god læge, der vil henvise dem.

Jeg føler mig meget heldig over at have fået en plads i det her behandlingsforløb. Det er gruppeterapi over 12 gange. For mig er gruppeterapi virkelig en effektiv måde at få det bedre på.

Jeg kan mærke, at mit system kæmper imod behandlingen, fordi jeg har så mange indlærte antagelser, der bliver udfordret. Så der sker store ting. Jeg er virkelig træt, når jeg lægger mig til at sove.

Nu håber jeg bare, det rent faktisk virker.