Anne Sofie Boelsmand fortryder at blive mor. Men hun kommer aldrig til at fortryde sin søn

TV-et i stuen er pauset på et afsnit af "The Real Housewifes" på Netflix. Et letspiseligt realityprogram, der ikke kræver den store tankevirksomhed.

Det er netop derfor, Anne Sofie Boelsmand ser det. Reality er den eneste slags tv, hun har kunne samle sig om, siden hun blev mor.

I april sidste år fødte hun sin søn. Siden da har hun ikke følt sig som sig selv. Hun oplever sig selv som en helt ny person i rollen som mor.

En rolle, hun helst ville have været foruden, hvis hun havde vidst, hvordan det ville blive.

– Det lyder så hårdt, men jeg tror, hvis jeg havde kunnet se ind i en spåkugle, så havde jeg nok ikke gjort det, siger 30-årige Anne Sofie Boelsmand.

Hun elsker sin søn. Hvis han ikke var her mere, ville hun blive knust og være det resten af sit liv.

Men nogle dage ville hun ønske, at hun ikke skulle være nogens mor, for at blive det har været helt anderledes, end hun forventede.

Inden Anne Sofie fødte sin søn, troede hun, at måden, man er mor på, er et valg man træffer, inden man får et barn. Hun havde forventet, at hun kunne en masse andre ting, end kun at være til stede i babyens behov.

Hun ville være en "sej" mor, som gik ud med sine venner, var væk fra sit barn og tog babyen med til arrangementer om aftenen.

Men i de første mange måneder kunne hun slet ikke være i sociale situationer udenfor sit hjem. Det eneste, hun kunne tænke på, var hendes babys behov.

- Jeg var slet ikke til stede rent mentalt overhovedet. Jeg havde ikke troet, at mit hoved altid ville være andetsteds, nærmest inde i ham.

Hun beskriver de første tre måneder efter fødslen, som et "kæmpe tæppe af angst". Sover han for meget? Eller for lidt? Er der noget galt med ham? Kommer noget til at gå galt?

Tanker, der er forventelige for nybagte forældre. Men hvor de ængstelige og bekymrede tanker havde fokus på barnet i starten, skiftede de hurtigt til at handle om hende selv.

- Det handlede ikke om, hvorvidt jeg havde gjort noget galt i forhold til ham, men jeg tænkte, "Har jeg begået mit livs fejltagelse ved at få ham?"

Hun taler med forbehold, indvendinger og deklarerer, at hun godt ved, hvad andre måske tænker om hende. "Hvad havde du regnet med?" "Er det ikke bare en forkælet tanke, at du skal have plads til dig selv?"

For selvom andre godt kan forstå, at det er svært at blive mor, oplever Anne Sofie, at det bliver pakket ind i fortællinger om, at moderskabet jo også er dejligt og det hele værd.

Mælkemaskinen

Anne Sofie følte sig heldig over, at det var nemt for hende at blive gravid. Kun et par uger inden, Anne Sofie fandt ud af, hun var gravid, havde hun talt med sin mand om, at de ville forsøge.

Hun havde forventet, at det ville blive fysisk hårdt at få et barn. Hun vidste godt, at der ville være søvnløse nætter og gråd, og at babyens behov ville komme først.

Men den psykiske del af moderskabet overraskede hende. Hun oplevede, at hendes søn hele tiden fyldte i hendes hoved, og at hun aldrig fik ro fra tankerne om ham.

Selvom hun var klar over, at bekymringer også hører med til det at blive forældre, havde hun ikke forventet at blive en angstfuld person. For det havde hun aldrig været før.

- Selvfølgelig skulle jeg sætte mine egne behov til side, men det var, som om jeg fik en ny bevidsthed i mit hoved, som jeg hele tiden skulle tage mig af. Jeg blev en person, der var så meget inde i mit barns behov og hans liv, at jeg fuldstændig glemte mig selv.

Hun brugte de første par uger efter fødslen på at "sørge over", at hun ikke kunne finde ud af at være i sine egne behov og ikke kunne nyde noget, fordi hun hele tiden tænkte på sin baby.

Hun vidste ikke længere, hvad hun selv kunne lide. Hvad kunne hun lide at læse? Hvilke film kunne hun lide at se? Hvad smagte egentlig godt? Når hun spiste, følte hun, at hun kun gjorde det for at kunne amme sin søn.

I de første seks måneder ammede hun udelukkende. Selv, hvis hun lykkedes med at slå ham ud af hovedet i et stykke tid, ville spændingerne i hendes bryst være en fysisk reminder om, at hun skulle tømmes, og han skulle have mad.

- Det var en følelse af at være en mælkemaskine for mit barn. Jeg følte mig som en Arla-ko, der blev malket. Der var ikke noget af det, der var for min egen skyld.

Babys spokesperson

Anne Sofie oplever, at der er nogle fortællinger i samfundet om moderskabet, som er svære at leve op til. For eksempel skal den nybagte mor fortsat kunne føre en samtale med sine veninder og være interessant at tale med.

Selvom om den nybagte mor oplever moderskabet som hårdt eller svært, skal hun synes, det er det hele værd. Og den nybagte mor skal have overskud til at gøre og tænke på andet end sin baby.

- At blive mor har føltes så voldsomt, fordi det er altoverskyggende og fordi, jeg ikke kunne leve op til forventningen om at være andet end det.

Hun føler sig kompetent i rollen som mor. Selvom hun tror, at følelsen af fortrydelse altid kommer til at bo i hende, kommer den ikke til at have en effekt på, hvordan hun er mor.

Men havde hun vidst, hvor altopslugende det ville være, havde hun ikke valgt at få børn. I virkeligheden, hvis hun kunne vælge, ville hun hellere være barnets far.

- Det virker, som om min mand har mindre identitetsforvirring, og at det ikke har påvirket ham på samme måde.

Forventningerne til en far oplever Anne Sofie også som anderledes. De må gerne tænke, at det er træls, de må gerne fortryde.

- Det virker, som om det er mere "lovligt", at sige "Jeg orker ikke mit barn" som far end som mor.

Men hvor kommer de forventninger fra?

- Fra alle mulige steder, fra forældre, fra samfundet og jeg tror også, at noget af det er indlejret i os. Folk henvender sig til én på en anden måde, når man er mor. Det er mig, de henvender sig til, når det handler om babyens behov.

Hun tror også, at det er en del af grunden til, at hun havde en følelse af at have mistet sin subjektstatus, mens hendes mand ikke gjorde.

- Jeg blev babys spokesperson. Det er er ikke fordi, folk aldrig spørger mig om mine behov, men de glemmer lidt, at jeg også er en person, for nu er jeg jo bare mor til min søn.

Anne Sofie har været på barsel indtil midten af december 2021, mens hendes mand startede på arbejde to uger efter fødslen. Hendes konstante samvær med sønnen under barslen føltes som at miste adgang til sin krop og til sit sind.

Barslen var for hende et underligt, ensomt arbejde. Babyen var hendes chef, der, selvom hun talte til ham, ikke rigtig kunne give nogen respons. Hun følte sig understimuleret.

Hvis det havde været hendes mand, der havde været på barsel, og hun ikke havde ammet, tror hun, det var ham, der var blevet babys primære person. Og måske havde hun haft det anderledes.

I januar startede hun på sit arbejde som pædagogmedhjælper igen. Og selvom det ikke har fjernet hendes følelse af fortrydelse, har det gjort det nemmere for hende at slå baby ud af hovedet.

- Det er en kæmpe forskel for mig. Der er mere plads til mig, når jeg arbejder, for jeg skal ikke tænke på ham, mens jeg er på arbejde. Der er det ikke ham, der er mit arbejde.

Stor glæde eller fødselsdepression

Anne Sofie har savnet, at folk spurgte ind til hende i stedet for kun at spørge til baby. I starten delte hun sine ængstelige følelser og fortrydelsen med sin mand.

Det hjalp at sige det højt, men det har også været svært for ham at forstå, hvordan hun kan fortryde. Nu har han overtaget barslen, og forstår bedre hendes ængstelige følelser og oplevelsen af barslen som en understimulerede tilstand.

På sin Instagram har hun også delt sine tanker om moderskabet og følelsen af fortrydelse. Hun har kun fået gode tilbagemeldinger, folk genkender hendes følelser.

Selv har hun savnet andre, der taler højt om, at moderskabet ikke kun er en lykkelig fortælling.

- Jeg tror, folk glemmer, hvordan det er. De glemmer at fortælle, at de følelser, der kan opstå, når man bliver mor, ikke bare er enten voldsom glæde eller voldsom fødselsdepression. Det var lidt de to ting, jeg troede, der fandtes.

Selv føler hun hverken, at starten på moderskabet var det ene eller det andet. Men hun har oplevet, at det er der, folk gerne vil placere hende.

- Fordi, det er så vild en ting at få et barn, så er fortællingen, at det også skal være så vilde følelser. Det er det også, men jeg kan ikke identificere mig med nogle af de to.

Det handler ikke om ham

For Anne Sofie er det at fortryde at blive mor og kærligheden til hendes barn to forskellige ting. Hun oplever, at de to ting sameksisterer, og det har kun hjulpet hende at sige det højt.

- I starten kunne jeg godt være lidt bange for, om det handlede om ham. "Er det ham jeg fortryder?" "Hvad er der galt med mig?" Men han har ikke gjort noget.

- Det handler om den følelse, jeg fik, efter han kom. I virkeligheden ville jeg jo bare ønske, at jeg havde haft det på en anden måde, efter han kom.

Hun har fundet ro i, at følelsen af fortrydelse nok altid kommer til at bo i hende, i varierende grad. Det gør hende ikke lige så ked af det, som det har gjort. Det er bare én del af, hvordan det for hende er at være blevet mor.

Når hendes søn når en alder, hvor de kan have en kompleks samtale, vil hun gerne tale med ham om hendes forhold til rollen som mor. Hun har selv savnet at få en mere nuanceret fortælling om det at blive forældre.

- Jeg tænker, det er mere normalt at have det sådan her, end man tror. Det er bare vigtigt at min søn til den tid forstår, at det ikke handler om ham. Det handler kun om mig.