Katinka har noget på hjerte: "Jeg kan tale virkelig længe om det her, og det gør mig meget vred"

Katinka Bjerregaard har spillet 60 koncerter med sine tvillinger i maven. De første måneder havde hun konstant kvalme, når hun stod på scenen, og de sidste mange måneder var hun "gigantisk som et hus", som hun siger.

Men ingen af delene kunne stoppe hende. Da tvillingerne var fire måneder, begyndte hun at arbejde igen.

Faktisk havde hun på det tidspunkt allerede brugt mange af de søvnløse nætter, man har med spædbørn, på at sidde med dobbelt ammepude og amme tvillingerne synkront, mens hun skrev sange.

Det var i forbindelse med forberedelserne til teaterstykket "Jagten på det gode menneske" på BaggårdTeatret i Svendborg, hvor hun havde fået en rolle og komponerede sange.

Med en kuffert fyldt med bleer, sutteflasker og brystpumpe tog hun både mand og babyer med til Svendborg, så hun kunne lave teater, mens hendes mand gav flaske og tog de lange ture i regnvejr med barnevognen.

– Jeg troede egentlig, at det ville føles anderledes at få børn. Men jeg er stadigvæk meget mig. Jeg troede nok, at de ting, jeg havde lyst til, ud over at få børn, ville forsvinde lidt, da de kom, men det gjorde de ikke.

– Jeg har stadig en masse drømme, som handler om mig selv. Det er, som om min verden bare er blevet udvidet. Som om der er kommet et ekstra værelse i den her rodebutik, siger Katinka Bjerregaard.

Alligevel er der gået mere end to år, siden hun sidst udgav et album med sit band, Katinka Band, som denne måned er aktuelle med albummet "Ekstremsport".

Det er ikke, fordi Katinka har smidt alt over bord for at dedikere sig til morrollen, og det er heller ikke på grund af corona, selv om det ville have været oplagt, at pandemien havde lagt en dæmper for tempoet for bandet, som udgav sine første to album med et års mellemrum i 2017 og 2018.

Det var nærmere, fordi Katinka og resten af bandet havde brug for en tænkepause, og fordi Katinka havde brug for at prøve noget andet. F.eks. at lave teater, som hun altid har drømt om.

– Det begyndte ret hurtigt at gå virkelig godt med bandet. Så jeg skrev og skrev, fordi vi nok tænkte, at folk ikke måtte glemme os. Men efter andet album stoppede vi op og var enige om, at måske vi ikke skulle slide det hele op.

– Det var jo ikke sikkert, at sangene bare ville blive ved med at komme til mig bare, fordi man tror, der er en forventning om det, siger Katinka.

En familie

Katinka øvede med teaterstykket de første måneder af marts 2020 og nåede at spille 15 forestillinger, inden alting lukkede ned. Et halvt år efter spillede hun resten af forestillingerne med hverandet sæde tomt på grund af forsamlingsloftet.

Først i slutningen af 2020 begyndte tankerne at kredse om et nyt album for hende og de øvrige bandmedlemmer. Godt nok er det kun hendes eget navn, der indgår i navnet Katinka Band, men det er med fed streg under “band”. Det har nemlig altid været et “vi” for Katinka, Simon, Marie og Tobias.

– For mig har det været en meget turbulent oplevelser at være musiker, og derfor har jeg været glad for at have en “familie”, hvor vi kan huske hinanden på, hvem vi var og er, og hvad vi har oplevet sammen, siger Katinka om forholdet til bandkollegerne.

Derudover er der fordele ved at have et band, når man, som Katinka siger, “ægte kun kan ni akkorder på en guitar” og har skrevet nærmest alle sangene på ukulele.

– Bandet driller mig ofte med, at jeg ikke er rigtig musiker. Til gengæld skrev de en sang til min 30-års fødselsdag om, at jeg har lært dem om poesi. Man skal passe på ikke at gå ind på hinandens enemærker. Jeg ved ingenting om guitarlyd eller harmoniseringer, så det ville jeg aldrig blande mig i. Ligesom de andre aldrig ville røre noget af teksten.

Det er også rart at have nogle kollegaer, som ikke kun er der for at få 20 procent af kagen, eller som vil ændre på hendes hår eller definere, hvad hun skal være om 10 år.

– Mange musikere bliver skabt i et studie eller på et pladeselskab, hvor de bliver stylet og ordnet og får et nyt navn, så de sælger bedre. Det har jeg slet ikke haft lyst til, siger hun.

Ironisk nok mødes vi i interviewets anledning i et mødelokale hos Sony Music, som Katinka Band har skrevet kontrakt med tre måneder tidligere. Men timingen var rigtig nu til at prøve et større pladeselskab. Der skulle ske noget, mente bandet, selv om Katinka er klar over ironien.

– Vi jokede lidt med, at det nye album skulle hedde "Katinka Band sælger ud". For det er jo det, vi har jo altid været imod. På den anden side er vi et sted nu, hvor man ikke bare kan rykke på os.

– Jeg får jo ikke lige nyt hår, fordi nogen synes, jeg burde. Vi ved godt, hvem vi er, og hvad vi vil med vores musik, ligegyldigt hvilket selskab vi er på, siger hun.

Hun er stadig Katinka. Hendes private emailadresse står på hendes Facebook-side, og hun er ikke for fin til at give 8.-klasses elever gode råd til deres danskopgaver eller svare på spørgsmål fra såvel kvinder som mænd i alle aldre om alt fra musik til kropsidealer.

Hun kan godt lide at få sminke på og få taget billeder, men hun har ingen drøm om at blive nogens idol og i hvert fald slet ingen intentioner om at blive et modeikon.

– Det er vigtigt for mig, at jeg kan holde mig selv ud. Det er, som om man som kvindelig musiker skal have helt vildt meget styr på sin garderobe og måske have lavet en underbuksekollektion. Er det ikke rigtigt?

Fuck dig-listen

Katinka Bjerregaard har, siden hun blev offentligt kendt, været som en åben bog – mere eller mindre.

Hendes tekster tager udgangspunkt i hendes dagbog, og hun har i en række interview fortalt om sine ulykkelige forelskelser, sin evige søgen efter den store kærlighed, og at hendes nuværende mand er hendes første rigtige kæreste. Nu er de gift og har fået børn.

Hvad skriver du om nu, hvor dit liv ikke længere kredser om ulykkelig kærlighed?

– Ja, hvad fanden skriver man så om? Det vidste jeg ikke. Vi tog hul på albummet i mit sommerhus, Svend (ja, hun har et sommerhus, der hedder Svend, red.), hvor vi alle sammen bød ind med ideer. Jeg havde selv en masse tekstbidder, som jeg havde skrevet de sidste par år.

– I dag kan jeg godt se, at de handler om nogle ting, der er sket ude i verden og i mit eget liv i den periode, hvor jeg skrev dem, uden at jeg helt vidste, hvad jeg skrev om, siger Katinka om de fragmenterede stykker tekst, som – meget sigende for hendes liv de seneste par år – har fået titlen “Ekstremsport”.

Det er tydeligt, at Katinka har fået det ekstra værelse, som hun kalder det, hvor musikeren Katinka også er moren Katinka. Også selv om hun siger, at det at skrive tekster om sine børn har været det sværeste, hun har prøvet.

Alligevel har livet som mor sneget sig ind i sange som “For meget”: “Et lille men larmende liv / mellem rolige pligter og lallende stiv”, og om: “Et strækviklet ubehag / hvor blev vi egentlig af?” og også i nummeret “Elastik”:

“Jeg længes langt væk til en verden før alt det her / Blev jeg barn eller voksen / blev jeg noget mer? / Jeg ved ikke, hvad der er mig / jeg er smurt ind i jer / Men I sover så trygt, som om I ved, hvem jeg er”.

For der er sket noget. Ikke bare i Katinkas eget liv, men også i verden, som gør, at der især er ét tema, som har ulmet længe hos Katinka, som hun først nu er klar til at synge og tale om.

– Før i tiden ville jeg aldrig nogensinde skrive noget om at være kvinde. Jeg ville gerne have, at folk så mig som musiker frem for kvinde. Men jeg har kunnet mærke, at jeg var nødt til at udfordre den idé, for det går ikke op i forhold til, hvad jeg egentlig tror på, eller hvad jeg gerne vil have ændret lige nu, siger Katinka Bjerregaard.

Det er især MeToo-debatten, der har fået hende til at se verden, musikbranchen og sig selv på en ny måde. Det kan man bl.a. høre i nummeret “Luftmadras”.

– Den handler om alle de der mænd, der har taget mig på låret på en bar, mens de har sagt noget grimt til mig, siger Katinka og fortæller, at de i bandet har en “fuck dig-liste”.

– Det er en liste over alle de mennesker, der har fucket med os, og for mit eget vedkommende er det også en liste over alle dem, der har sagt til mig: “Lille skat, nu skal du høre her.” “Luftmadras” er en humoristisk sang, for man må gerne grine af, at det er så vanvittigt. De mænd skal punkteres som en luftmadras.

Bandeord at være kvinde

Katinka har flere gange fortalt i interview, hvordan hun oplevede at være anderledes i folkeskolen, men det er først de seneste år, hun er begyndt at tænke over, at det i virkeligheden i høj grad har handlet om køn.

– Jeg fik altid at vide, at jeg var larmende og for aktiv, og det gav mig nok en opfattelse af, at piger skulle være stille og rolige, og at det var drenge, der var vilde og larmende. Når kasserne blandes, kan folk ikke rigtigt overskue det, og du er nødt til at rette ind, siger hun.

Men hvor Katinka indtil for få år har tænkt, at det blot handlede om, at hun var anderledes, står det i dag klart for hende, at det er strukturen og kulturen, der er noget galt med.

– Jeg har tænkt helt vildt meget over det og tænker meget over det for tiden.

– Der har, lige siden jeg startede med at skrive musik, været stor opmærksomhed omkring, at jeg var en kvindelig musiker, og jeg havde hurtigt en fornemmelse af, at der ikke rigtig var plads til så mange kvinder i musikbranchen. “I er jo konkurrenter”, fik jeg tit at vide, fortæller hun.

Men det gjorde ikke Katinka til glødende feminist i første omgang – det gjorde nærmere, at hun ville bevise, at der absolut ingen forskel var på at være kvinde og mand i musikbranchen.

– I begyndelsen af min karriere handlede det meget om, at jeg var sådan en sød pige, som spillede ukulele og sang om mine følelser fra min dagbog, og at mine fans nok mest var efterskolepiger.

Dengang tænkte jeg bare: “Fuck jer. Det er ikke sådan, jeg er. Overhovedet.” Og så bliver jeg altid meget kontrær. Jeg ville vise, at jeg fucking ikke var piget, og hvis de kaldte mig kvinde, ville jeg slå dem ihjel, siger hun.

Katinka havde en følelse af at være fanget i sin krop, som hun gennem hele sin karriere har fået kommentarer for. Så var brysterne for store i dén kjole. Så var maven tyk. Og burde hun ikke lige tage makeup på?

– Det blev nærmest et bandeord for mig at være kvinde. Det er, som om kvindekroppen aldrig bare er neutral. Og når du bare sætter den op på en scene, så må andre godt vurdere den. Så jeg havde nok en trang til at være lidt uden for min krop, for den føltes som et fængsel, siger hun.

Men de seneste par år er der sket noget. Det ene er, at Katinka er blevet mor.

– Jeg er blevet meget mere bevidst om de strukturer, der gør sig gældende. Jeg har både en datter og en søn, og jeg har virkelig ikke lyst til, at de nogensinde skal føle, at deres kroppe hæmmer dem. De skal jo være glade for deres kroppe, og de skal ikke føle, at samfundet kategoriserer dem i deres liv på nogen måde, siger Katinka.

Det andet er, at der er sket noget i musikbranchen. Kvinderne er begyndt at tale med hinanden. I februar 2018 optrådte musikeren Lydmor nøgen ved Gaffa–prisen med et budskab om at sætte fokus på sexisme i musikbranchen.

I oktober 2020 fortalte 97 kvindelige musikere, herunder Katinka, i Politiken om overgreb og sexisme i branchen, og i november 2018 skrev 132 klassiske, danske sangerinder under på et manifest om chikane og diskrimination, de havde oplevet i deres karrierer.

– Kvindelige musikere fandt ud af, at vi var nødt til at tale sammen. Og jeg var samtidig selv nødt til at vende det at være kvinde til en positiv ting i mit hoved. Det er mit køn, det er min krop, det er sådan, jeg ser ud, og det er også, at jeg er blevet mor.

– Jeg har også et ansvar for at ændre de strukturer, som begrænser os. Måske kan jeg ikke ændre den for mig selv, men måske kan jeg være med til at ændre den for de næste generationer.

Tidligere var Katinka imod kvoter og kunne hurtigt blive enige med mandlige guitarister – som i øvrigt aldrig er blevet kaldt "mandlige", men bare "guitarister" – om, at musik er musik, og at det ikke handler om køn.

– I dag tænker jeg: Fuck jer. Vi skal have kvoter, og det skal være nu!

Hvad tænker du konkret, der skal til?

– Jeg tænker, at tingene skal ændres heroppe og hernede, siger Katinka, som nu er rykket frem på kanten af sofaen og med hænderne først i vejret og i så knæhøjde viser, at det er både helt store tiltag og de mere usynlige hverdagsting, som skal ændres.

– Der skal proppes en masse kvinder ind i radioen, og det vil kræve kvoter. Ellers vil der altid være nogle, der kan sige, at kvinder jo nok bare ikke har lyst til at vælge det besværlige erhverv, det er at være musiker. Der tænker jeg bare: Det er jo bare, fordi kvindelige musikere ikke har muligheden for det, siger Katinka.

Hvorfor har de ikke de muligheder?

– Det starter allerede i skolen. Unge piger skal få en guitar i hånden og lære, at de også kan spille et instrument. Man skal stoppe med at tænke, at drenge er bedre til at nørde og derfor skal spille instrumenter, eller at de skal afreagere ved at spille trommer.

– Og at piger højst kan holde en shaker eller måske synge kor, fordi de er så søde, når de synger sammen, siger Katinka, som mener, at det ansvar bl.a. ligger hos lærere og andre, der har med børn og musik at gøre.

Hvordan har dine mandlige bandmedlemmer reageret på dine tanker?

– De har faktisk været enige. Vi er altid blevet kaldt et kvindeband, fordi jeg er frontkvinde, selv om vi ikke er det. Der er sgu da aldrig nogen, der har kaldt et band med mænd for et mandeband!

De seneste år har Katinka derfor været meget fokuseret på at ville gøre noget ved den kønsmæssige ubalance i musikbranchen. Bl.a. med projektet Pop-Pilot, som er musiklejre, hvor piger lærer at spille instrumenter, synge solo eller skrive en rap.

Derudover mener hun, at det er nødvendigt, at kvindelige musikere taler endnu mere sammen om alt fra løn til arbejdsvilkår.

Få dig en boksepude

Katinka mærkede også selv forskellene på at være kvinde og mand i musikbranchen, da hun blev gravid.

– Da jeg ringede til Udbetaling Danmark for at få barselsdagpenge, følte jeg, at jeg var den første selvstændige kvinde, som skulle have et barn, nogensinde.

– De vidste intet om, hvad jeg skulle gøre, når jeg både var selvstændig og gravid. Og jeg var helt hormonel og grædefærdig, så jeg endte med at sige undskyld, siger Katinka og imiterer den grådkvalte gravide kvindes samtale med de offentlige kasser, så man forstår, hvorfor hun også er skuespiller.

Hun ser helt træt ud, når vi taler om debatten om øremærket barsel til mænd – og hvordan selvstændige lige netop ikke blev omfattet af den øremærkning.

– Så siger alle de selvstændige mænd: “Det er altså virkelig vigtigt, at vi ikke bliver tvunget til at holde barsel, for vi kan jo ikke bare lukke ned …” Så hvad? Der er ikke kvindelige selvstændige, der får børn? Hvad er det for en branche? Det er simpelthen så latterligt.

Katinka trækker vejret lidt hurtigt nu og siger, næsten undskyldende:

– Ja, jeg kan tale virkelig længe om det her, og det gør mig meget vred. Jeg har været nødt til at øve mig i at tale om de her ting.

Det kan være, når hun oplever, at nogen siger noget til hende, som de ikke ville sige til en mandlig kollega. Hun har brugt mange år på at finde sig i ting, som egentlig føltes forkert, men hvor hun ikke sagde fra. Og derfor har det taget tid at lære sine egne grænser at kende, fortæller hun.

– Jeg har bare tænkt: "Okay, det her er rigtig ubehageligt, men jeg vil helst ikke pisse dem her af, fordi jeg rigtig gerne vil være i musikbranchen."

– I dag finder jeg mig ikke i, hvis nogen snakker til mig på en nedladende måde, og de skal heller ikke snakke sådan til mine kollegaer eller mine veninder og slet ikke til min datter – eller min søn for den sags skyld. Og det skal jeg være med til at ændre.

Katinka er godt klar over, at hun i den grad er kommet på barrikaderne.

– Jeg læste Birgitte Possings "Argumenter mod kvinder", og hvis man ikke har læst den, skal man gøre det, og så skal man få sig en boksepude, og så bare gå i gang.

Er du ligeglad med, om det koster dig noget at udtrykke de holdninger?

– Ja. Nu er jeg. For det er vigtigt for mig. Det er vigtigt for mig at sige fra og være med til at skabe en kultur, hvor man siger fra. At sige: Der gik du over min grænse – det skal du stoppe med. Det er et helt nyt ordforråd, vi også skal have.

Trives i rod og kaos

Katinka og hendes kæreste er begge selvstændige, og bortset fra besværet med Udbetaling Danmark ser Katinka det som en fordel i forhold til at være mere lige i forældrerollerne.

– Vi har været meget enige om at "it takes two to tango". Der har ikke været noget med, at "så blev moren gravid, og så skulle faren ud og jage" hos os. Vi gjorde det fuldstændig lige.

– Det har været supervigtigt, både som forældre, men også for vores arbejdsliv, som jo er lige så vigtigt for mig som for ham. Skulle min karriere gå i stå, men ikke hans, bare fordi jeg har kroppen til at brygge et barn?

Det er ikke, fordi hun ikke gerne vil tale om, at det også har været et par hårde år at ville så meget. Ud over at lave teater, skrive sange til det kommende album og medvirke i "Toppen af poppen", har hun skrevet sange på bestilling, herunder to coronasange til hhv. DR2 og Information.

Og så er hun flyttet en håndfuld gange – fra 6. til 3. sal på grund af tvillinger i tunge lifte, så til Nyborg, så til Svendborg og nu tilbage på Vesterbro. Og så er hun blevet sommerhusejer i mellemtiden.

Det lyder som et par vanvittige år?

– Det har det nok også været. Men når man får tvillinger, bliver man hurtigt vant til, at alting er uforudsigeligt. Det var hele mit arbejdsliv også i forvejen. Selvfølgelig er det at få børn, og to på én gang, en helt ny sportsgren, men jeg har også fundet ud af, at jeg trives meget godt i rod og kaos. Det gør min kæreste også. Her to år efter kan jeg godt nogle gange tænke: Hvad skete der egentlig dengang? Jeg kan nærmest ikke huske halvdelen af det, siger hun.

Men det er også en prioritering.

– Jeg har hele tiden haft det sådan, at børnene skal have det godt, men jeg skal også have det godt. Jeg skal kunne lave det, jeg gerne vil. Og jeg skal kunne komme hjem og være stolt og glad for at være der, hvor jeg er.

Og trods brystbetændelse og børne-afsavn er hun glad for beslutningen om at vende hurtigt tilbage til det arbejde, hun brænder for. Og ikke kun for sin egen skyld.

– Jeg synes, det var virkelig vigtigt, at min kæreste kom så hurtigt på banen. Der er noget, der bliver frataget i parforholdet i den periode, hvor børn er så afhængige af moren.

– Jeg synes, at det føltes rigtigt, at jeg kunne give børnene til ham og sige: “Nu skal du være den primære.” Det var også en gave for ham, tror jeg. Vi blev meget hurtigt meget lige.

Mor og far skal ud og snave

Fordi både Katinka og hendes mand har haft et ønske om at fortsætte deres karrierer, om de så måtte arbejde på skift og på skæve tidspunkter, har de også være nødt til at takke ja til hjælp fra især Katinkas mor.

– Jeg synes jo ikke, at man skal få børn i verden for at få dem passet, men mit liv er sådan, at de altså skal passes nogle gange. Vi lærte fra begyndelsen, at man altid skal sige ja til hjælp, når man har tvillinger, lyder tippet fra Katinka.

Børnene sover derfor hos hendes forældre mindst en nat hver anden uge og indimellem oftere. Af flere grunde.

– Det er for det meste, fordi vi begge to arbejder om aftenen, men indimellem er det også, fordi min kæreste og jeg skal ud og drikke os fulde og snave. Det er også vigtigt, for det er ligesom hele fundamentet for, at det hjem, de bor i, kan køre rundt: At mor og far også er glade.

"Rodebutikken", som Katinka kalder sit liv, og som hun tidligere har opkaldt en sang efter, hænger sammen, også med børn, fordi Katinka og hendes kæreste er ligeglade med netop rod.

Fordi de ikke laver ret meget mad med grøntsager fra bunden, og fordi Katinka groft sagt tænker, at børn er selvrensende, selv om hendes kæreste holder fast i, at de skal i bad fra tid til anden.

Det er bare ikke de ting, der er vigtige for hende, når det handler om hendes børn. Det er der til gengæld en masse andre ting, der er.

– Jeg synes, det er vigtigt, at de kan mærke os. At vi snakker med dem. I det hele taget synes jeg, at sproget er noget af det vigtigste. At vi får talt rigtig meget.

Derudover vil hun gerne have, at hendes børn vokser op med en masse larm og musik. Sådan er hun selv opvokset på Christianshavn med journalistforældre, bogreolen fyldt med bøger, musik og masser af diskussioner.

– Jeg har aldrig kunnet lide stilhed. Jeg har altid syntes, det var meget utrygt. Jeg vil gerne give dem sådan en fjollet opdragelse.

– Jeg vil gerne have, at de kan få lov til at turde at gå på gaden og råbe “tissemand!”. At de lærer, at man gerne må råbe, men også kan hviske, og at man må danse, og man må synge, og at der er fantasi, og at vi klæder os ud, siger Katinka.

Hun ved godt, at hendes børn nok ikke ligefrem lever i “ro, renlighed og regelmæssighed”, og kan tænke, at de måske en dag bliver “überstrukturerede”, fordi de er vokset op, som de er.

– Jeg er jo selv vant til at bo i en taske, og jeg har ikke noget imod det. Men jeg kan godt indimellem tænke: Gad vide, om de har det godt med det? Samtidig tror jeg, at dårlig samvittighed er en helt uundgåelig del af det at være forældre. Der er jo ikke nogen af os, der kan være Mary Poppins hele tiden.