"Jeg har haft en stærk tro på, at vi var ligestillede. Når jeg er blevet klappet i røven har jeg tænkt, at mænd er mænd"

– Vi har ikke været blodtørstige på noget som helst tidspunkt. Vi har slet ikke været ude efter, at nogen skulle henrettes offentligt. Vi vil bare gerne have en dialog om de her ting. Men det ville da være nemmere, hvis tabloidmedierne ikke havde et behov for at klaske folk op ad væggen og sømme dem fast med en sømpistol.

Cecilie Beck taler lige ud af posen. Det har hun altid gjort. Også dengang hun var en del af den sexistiske kultur på TV 2, som hun fortalte om i dokumentaren "MeToo: Sexisme bag skærmen", der udkom i november på Discovery+.

Hun har, siger hun selv, en "forfærdeligt beskidt mund" og har bidraget med både sjove og grove jokes gennem tiden.

Det samme gælder hendes kollega og veninde gennem mere end 30 år, Janni Pedersen.

– Der er da folk på mit arbejde, som har sagt: "Nå! Så Janni skal være den store bannerfører for #MeToo? Der er sgu da ikke nogen, der er så grim i munden, som hun er."

– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt "pik" eller "vil du mærke mine bryster i nakken?" på min arbejdsplads, siger Janni Pedersen.

Men det skal være slut nu. Ikke de grove og sjove jokes, for dem skal der være plads til, men den sexistiske jargon, som de to kvinder også har spillet med på.

Derfor sidder vi ved Cecilie Becks køkkenbord i hendes lejlighed på Vesterbro.

For at tale om, hvad der skal ske, nu hvor skeletterne er ude af skabet, men også om, hvorfor de to kvinder ikke går ind for en offentlig gabestok for navngivne krænkere, apropos sømpistolen.

Og ikke mindst, hvorfor de mener, at deres egen generation har et særligt ansvar lige nu.

Kom nu ind i kampen

Da dokumentaren udkom, havde Janni Pedersen i første omgang ikke tænkt sig, at hun ville udtale sig.

– Jeg tænkte, at nu har dokumentaren været undervejs i et år, nu bliver den sendt, og så kan folk se den. Så trækker jeg mig.

Derfor tog hun til sin ødegård i Sverige sammen med sin mand, hvor hun efter et par dage fik besøg af TV 2 News-vært Karen-Helene Hjorth, som også medvirker i dokumentaren.

– Vi magtede ikke de københavnske gader. Men kort efter begyndte de andre kvinder at lave interview, og Karen-Helene havde pludselig Politiken, B.T. og Berlingske i røret, mens jeg gik rundt og lavede frokost og kaffe og vist også en del gin&tonics, siger Janni Pedersen.

Det var Jannis mand, der først sagde til hende, at hun var nødt til at stille op.

– Han sagde: Du er ligesom en politiker. Du går ud og sprænger en bombe, og så trækker du dig og siger, at du ikke vil sige noget. Kom nu ind i kampen!

Samtidig gik det op for Janni Pedersen, at medierne mere eller mindre var på deres side.

– Det handlede ikke om, hvorfor vi ikke sagde krænkernes navn, eller om vi selv bar en del af skylden. Det virkede, som om medierne købte præmissen om, at det her handlede om at gøre op med sexistisk magtstruktur på arbejdspladsen og i særdeleshed på TV 2, siger Janni Pedersen.

Man kunne måske tro, at to garvede nyhedsjournalister, som er vant til at lave kritiske interview i komplicerede sager og dække konfliktfyldt stof, kunne gætte, hvilken vej vinden ville blæse. Men det var slet ikke tilfældet.

– Vi kunne simpelthen ikke regne den ud på forhånd. Det var måske godt nok for os at opleve, at når man selv er en del af historien, kan man ikke sidde og tænke spin-agtigt på den.

– Så vi havde virkelig ingen forventninger. Derfor var vi også overvældede og lykkelige over den modtagelse, den fik, siger Janni Pedersen.

Velkommen på forsiden

Cecilie Beck ser dokumentaren som en milepæl i diskussionen om MeToo.

– Den har været med til at cementere, at vi ikke længere diskuterer, om problemet er der.

– Det er blevet slået fast én gang for alle i en stor, bred del af befolkningen, siger Cecilie Beck og tilføjer, at hun har fået adskillige henvendelser fra folk, der siger, de først rigtigt forstod, hvad #MeToo drejede sig om, da de så dokumentaren.

Hun er imidlertid ked af den drejning, den offentlige debat hurtigt tog, hvor især navne som Jes Dorph-Petersen og Michael Dyrby kom i fokus i mediernes omtaler.

– Der gik en tabloid "pegen fingre ad" i nogle medier, som gav et lidt uheldigt efterspil. Jeg har aldrig syntes, at det var interessant at sætte navne på. Jeg vil gerne pege på nogle strukturer og ikke enkeltpersoner, siger hun.

Men få uger efter dokumentaren kom ud, var det Cecilie Beck selv, der blev hængt ud med navn på forsiden af Ekstrabladet.dk med gul “BREAKING”-bjælke under overskriften: "Afsløring: Cecilie Beck knaldede praktikant."

Hvordan var det at være dig, den dag den historie kom frem?

– Jeg var jo blevet truet med, at den sag ville blive bragt frem, tidligere, så jeg vidste godt, at det kunne være prisen for at medvirke i dokumentaren, siger Cecilie Beck, der dog ikke vil afsløre, hvor truslen kom fra.

– Men jeg havde det også sådan, at det ikke skulle holde mig tilbage. Den sag har intet med #MeToo at gøre. Der er ikke nogen krænket part.

– Jeg har hverken udøvet sexisme eller sexchikane, som er det, #MeToo handler om. Og derfor synes jeg egentlig, at det var en krænkelse af mit privatliv at bringe historien på forsiden, siger Cecilie Beck.

Hun er lodret uenig i udtalelsen fra Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup om, at der er tale om hykleri.

– Qvortrup mener, at en mand i min situation ville være blevet behandlet på en anden måde.

– Men han har stadig til gode at vise mig den mand, der er blevet fyret for at have samtykkesex med en praktikant, eller at vise mig de feminister, der mener, at mænd skal fyres for det, jeg har gjort, eller som har skiftet mening, fordi det er mig, siger hun.

Ifølge Cecilie Beck har Ekstra Bladet misforstået, hvad MeToo handler om, nemlig sexisme, sexchikane og krænkelser, når de fokuserer på det, hun kalder “samtykkesex” med en kollega – også selv om der var tale om en kollega under uddannelse.

– Jes Dorph blev ikke fyret for at have samtykkesex med en praktikant. Der er ikke kommet en eneste sag frem om en mand, der er blevet fyret på dét grundlag.

– Der er heller ikke en eneste mand, der har været på forsiden, selv om om der uden tvivl er hundredvis af den slags sager, siger Cecilie Beck.

Hvor bevidst var du om din uformelle magt?

– Det tænkte jeg slet ikke over. Jeg tænkte helt ærligt mest over aldersforskellen, og derfor talte vi om det. Jeg havde slet ikke magt til at kunne påvirke hans karriere, så det virkede ikke relevant.

– Jeg tror på, at man selv kan mærke, hvornår man udøver magt over andre mennesker, og hvornår man ikke gør. Og det vidste jeg, at jeg ikke havde gjort i det her tilfælde, siger Cecilie Beck og tilføjer:

– Når det er sagt, kan vi sagtens tage en snak om, hvem man må have sex med på sin arbejdsplads, og jeg vil også gerne tale om, hvorvidt jeg har været klar over min uformelle magt – det har bare ikke noget med krænkelser af gøre.

Vil blive bedre journalister

Janni Pedersen oplevede også, noget tidligere i forløbet, at det ikke var gratis at træde frem og udtale sig om #MeToo.

I begyndelsen af 2021, hvor resultatet af TV 2’s advokatundersøgelse om sexisme var lagt frem, Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen var blevet fyret, og det blev offentligt, at en dokumentar var undervejs, florerede der rygter om hendes rolle.

– Der blev tegnet et billede blandt blåskjorterne i den danske mediebranche om, at det var mig, der havde foranstaltet hele advokatundersøgelsen på TV 2 og lavet interviewene med kvinderne med det eneste formål at få Jes Dorph-Petersens job (på "Go’ Aften Live", red.), siger Janni Pedersen.

Hun tilføjer, at hun havde været i dialog med “Go’ Aften Live” om værtsjobbet i to år, langt før MeToo eksploderede i Danmark i slutningen af 2020.

– Jeg var virkelig shaky i den periode. Jeg blev simpelthen så ked af, at der kom sådan nogle usandheder frem. Folk skrev til mig, at jeg var en dum sæk, der bare ville score Jes Dorph-Petersens job, fortæller hun.

For Janni Pedersen har det at stå frem med personlige holdninger og erfaringer sat tanker i gang om, hvordan hun og andre journalister har håndteret cases med svære og følsomme historier.

– Vi borer i deres maver og river deres hjerter ud og tygger på dem og kaster dem ind igen og siger “hej hej” og “tusind tak, fordi du kom”. Nu har vi selv prøvet det, og vi er endda nogle, der har ordet i vores magt og er godt funderede i vores liv.

– Der synes jeg, at vi som journalister i fremtiden godt kan blive bedre til at passe på dem, som kommer og fortæller deres historie, siger hun.

I er jo offentlige personer, og det er ikke første gang, at medier skriver om jer som privatpersoner. Hvad har været anderledes denne gang?

– Jeg har ikke rigtig medvirket i nogen følsomme interview, før jeg begyndte at skrive bøger med min mand, hvor det føltes mere nødvendigt, at folk vidste mere om mig, siger Janni, som siden 2019 har udgivet kriminalromaner sammen med sin mand, Kim Faber.

– Jeg har altid gerne villet være et stykke hvidt papir, når jeg sad inde i fjernsynet – jeg ville gerne have, at man ikke kunne læse min baggrund eller politiske holdninger, mine følelser eller fornemmelser ind i mine interview.

– Derfor har jeg ikke lavet ret mange personlige interview tidligere. Men jeg har også været gift med min mand siden 1995, så de gange, hvor jeg har stillet mig frem og blafret på den måde, har det været utrolig trygt, siger Janni, næsten undskyldende.

Cecilie bryder ind:

– Lad os sige det på den her måde: Dit sexliv er simpelthen for kedeligt til at komme på forsiden af Ekstra Bladet.

De slår begge en stor latter op.

– Præcis! stemmer Janni i.

Cecilie Beck har givet flere personlige interview tidligere, men ud over selve dokumentaren var det sagen med Ekstra Bladet, der var mest grænseoverskridende.

– Jeg har aldrig fået mit sexliv blæst ud på forsiden før. Det var intimiderende. Men så tager jeg også det med. De fleste har jo sex. Så jeg regner ikke med, at folk blev så overraskede over, at jeg har et sexliv, siger hun.

Ikke værre på TV 2

Cecilie Beck har ikke oplevet en eneste negativ kommentar efter dokumentaren, og selv efter historien i Ekstra Bladet har den negative respons – til hendes egen overraskelse – været beskeden.

– Jeg er ikke på Facebook, fordi jeg synes, det er et helvedes gab, men på Instagram er der måske 10 mennesker, der har anfægtet mig, og en enkelt har skrevet, at jeg er en klam kost, som burde blive fyret.

– Jeg har derudover fået tusinder af beskeder fra folk, der sagtens kan se forskel på at have konsensuel sex med en elev og så at udøve #MeToo. Fra mænd og kvinder i alle aldre, siger Cecilie Beck.

Også Janni Pedersen har fået fyldt sine indbakke og DM’s på Instagram med stort set udelukkende positive reaktioner og ikke mindst en lang række vidnesbyrd fra andre, som har oplevet sexisme.

– Det har været alt fra sekretæren for en diplomat, til en bagerelev, en HK-ansat eller en skuespiller, som alle har oplevet fuldstændig de samme ting, som vi beskrev i dokumentaren, siger hun.

Der var særligt én historie, som påvirkede Janni Pedersen så meget, at den erfarne journalist får blanke øjne, da hun fortæller den.

– Der var en mand, der skrev til mig, at hans kone have været udsat for sexchikane, var gået ned med PTSD og ikke havde været i stand til at arbejde i seks år.

– Han fortalte, at han havde set programmerne med hende og kunne se, hvordan hendes skuldre faldt længere og længere ned, jo mere hun så af den.

– Hvis jeg og vi har været med til at påvirke, at hun er kommet af med noget skyld og skam, er det de hele værd, siger hun.

Historier som denne har også fået de to journalister til at erkende, at den første, store internationale #MeToo-bølge nærmest gled forbi dem, uden de reagerede, og at der derfor nu også ligger en opgave for dem i at være med til at skabe forandringen i deres nyhedsdækning.

– Det er vores opgave som journalister også at sætte fokus på historier fra andre erhverv, så diskussionen ikke kun kommer til at handle om TV 2 og om mediebranchen, siger Janni Pedersen.

Cecilie Beck mener i den forbindelse, at det er ærgerligt, at dækningen har været så centreret om TV 2.

– Jeg er ked af, at det i nogens øjne er kommet til at se ud, som om TV 2 har været et helt særskilt vanvittigt sted. Det har det ikke.

– Når nogen kalder TV 2 et horehus, vil jeg bare sige: I’m sorry, men det her er simpelthen foregået rigtig mange steder i rigtig mange brancher, siger hun.

Ifølge Cecilie Beck er hovedårsagen til, at TV 2 er bragt i fokus, at ledelsen har taget sexismen alvorligt.

– TV 2 er efter min overbevisning ikke en virksomhed, hvor der har været særskilt mange #MeToo-sager, men den er kommet i søgelyset, fordi der er lavet en enormt grundig advokat-undersøgelse, som ledelsen efterfølgende har taget dybt alvorligt, siger hun.

Har Generation X svigtet?

Janni Pedersen og Cecilie Beck har begge mødre, der var aktive i rødstrømpebevægelsen. Alligevel husker Janni, at hendes mor i sin basisgruppe brugte virkelig meget tid på at hækle og tale om børn.

Samtidig oplevede hun, at piger blev opdraget til, at hvis de ville opnå noget, skulle de opføre sig som mænd.

– Jeg er jo opvokset med, at kvinder har de samme muligheder som mænd, og at det er deres opgave at gribe dem, men også med en opfattelse af, at hvis kvinder bliver pressede, skal de opføre sig som amazonekvinder.

– Men jeg har ikke lyst til, at min datter skal blive en amazone. Vores døtre skal ikke gå til selvforsvar. Mændene skal bare opføre sig ordentligt. Og det er måske der, vi er ved at være, siger Janni Pedersen.

Hun fremhæver bl.a. sin mands søn, som har taget barselsorlov med begge sine børn, som et eksempel på, at manderollen er i forandring.

– Jeg tror, at der kommer nogle andre mænd nu, som er vant til at forholde sig til kvinder på en anden måde, fordi de har været en del af børnenes liv på en helt anden måde, end vores fædre var, siger hun.

Cecilie Beck er som Janni Pedersen vokset op med en absolut tro på, at kvinder var ligestillede med mænd. Først sent er det gået op for hende, at hun ikke har været ligestillet – på arbejdsmarkedet i særdeleshed.

– Det var først, da Sofie Linde stod frem, at jeg kom i tanker om alle mulige langt ude-episoder, som jeg har været udsat for i mit arbejdsliv.

– Jeg har haft en så stærk tro på, at vi var ligestillede, så når jeg er blevet klappet i røven – hvilket er sket adskillige gange – har jeg bare tænkt, at "mænd er mænd", siger hun.

Cecilie Beck har også engang været til samtale på et værtsjob, hvor en mandlig og en kvindelig vært skulle castes.

– Der fik jeg at vide, at hvis en af os skulle kastes ud med en faldskærm, var det manden, og hvis det handlede om blomsterbinding, var det mig, fortæller hun.

Cecilie Beck takkede nej til jobbet, fordi hun fandt det "diskriminerende og idiotisk", men hun tænkte ikke over, at det var et udtryk for generel sexisme i branchen.

– Jeg kan godt føle, at min generation har svigtet lidt. Vi har langt hen ad vejen lukket det ene øje eller bare ignoreret det og tænkt, at sådan var det bare, siger hun.

Ignorerede I det, eller så I det rent faktisk ikke?

– Jeg tror ikke, at jeg så det. Det er, som om vi lod vores mødres generation tage den kamp, og så slap vi tøjlerne lidt. Og så er det først nu, hvor en ny generation har grebet dem, at vi er tvunget til også at gøre det, siger Cecilie Beck.

Manden tager naturligt fokus

Begge kvinder har fået deres børn i begyndelsen af deres karrierer, hvilket de har oplevet som en fordel på et arbejdsmarked og i en branche, hvor prestigen lå i at arbejde virkelig mange timer og lave de bedste indslag, og hvor der dengang ikke altid var plads til hjemmearbejde, flekstid eller børns sygedage.

– Jeg har bare knoklet røven ud af bukserne. Der er ikke noget, der er blevet givet til mig, siger Janni Pedersen, som især husker en dag, hvor hendes datter, der dengang var syv-otte år, ringede til hende, mens hun var på arbejde.

– Jeg kan huske, at det var lidt irriterende, at hun ringede. Der var et eller andet breaking news i gang, og jeg havde ikke tid til at snakke med hende. Jeg sagde: "Hold nu op" og "snak med far om det", men hun blev bare ved.

– Til sidst sagde jeg: "Nana, nu stopper du. Jeg skal ind i fjernsynet nu, så hvis du savner mig eller vil have mere af mig, må du fandeme tænde for fjernsynet." Og så lagde jeg røret på.

Der var en enkelt kollega, der så målløs på hende bagefter, men de fleste roste hende for at sige fra.

– Jeg syntes også selv, at jeg var lidt sej. Det var den kultur, der herskede, og den var jeg en del af.

Janni Pedersen husker ikke, at hun har oplevet meget sexisme personligt, ud over den episode, hun fortæller om i dokumentaren, men hun ved i dag, at den eksisterede.

– Jeg satte mig hurtigt på krimistoffet og blev en hård nitte. Jeg var også reporter og var ikke vært de første mange år, og da jeg endelig blev vært, var jeg ved at være en gammel krage, siger hun med hentydning til, at sexismen har været særlig udtalt for kvindelige værter.

Cecilie supplerer:

– Jeg føler, at jeg har skullet kæmpe imod nogle fordomme og bevise mit værd, og at jeg var intelligent.

– Jeg har mange gange oplevet, at det er kommet totalt bag på folk, at jeg har studeret fysik og kemi på universitetet, bare fordi jeg havde langt, lyst hår. Men det er først noget, jeg har tænkt over i bakspejlet.

Men alle oplevelserne med sexisme ligger ikke langt tilbage i tiden. Både Janni og Cecilie har også i nyere tid oplevet at føle sig forskelsbehandlet på grund af deres køn.

Janni Pedersen fortæller, hvordan hun sidste år skulle være vært med Anders Breinholt til Folkemødet på Bornholm, og hvor mændene, som værtsparret interviewede, konsekvent henvendte sig til hendes mandlige medvært.

– Jeg holder meget af Anders, og han tiltrækker naturligt meget opmærksomhed, men der var tale om gæster, som jeg kendte væsentligt bedre, og som jeg har interviewet op mod 30 gange før, som her kun taler til ham og kun ser på ham, siger Janni Pedersen.

Hun oplever i øvrigt det samme, når hun er i "Go’ Aften Live"-studiet med Abdel Aziz Mahmoud eller Lasse Sjørslev.

– Selv når det er mig, der stiller spørgsmålene, kigger de mandlige gæster på Abdel eller Lasse, når de svarer. Hvis man spørger folk, vil de sikkert sige “nej nej, det er der overhovedet ikke noget i”.

– Men der er et eller andet inkorporeret i dem om, at respekten ligger over for den anden mand, ikke over for den kvinde, der sidder lige ved siden af, siger Janni Pedersen.

Hvem kigger de kvindelige gæster på, når det er dig, der stiller spørgsmålene?

– De kigger også på Abdel eller Lasse, konstaterer Janni.

Cecilie har også mange gange oplevet, at mænd tilsyneladende har en større autoritet eller respekt omkring sig end kvinder i samme position, men også i parforhold og andre private sammenhænge.

– Jeg har prøvet hundredvis af gange, når jeg sidder på en restaurant, og det er mig, der beder om regningen, at tjeneren alligevel giver den til manden.

Stolthed fra ledelsen

Cecilie har brugt meget af det seneste års tid på at tænke over, hvordan vi kommer videre nu, hvor vi endelig er begyndt at erkende, at sexismen findes, og at den er strukturel. For hvordan får vi hele befolkningen med?

Og ikke mindst hvordan vi får ord som "strukturel", "samtykke" og "male entitlement" til at lyde mindre støvede og får dem oversat til den hverdag, de fleste lever i?

For Cecilie handler det bl.a. om, at vi skal tage snakken alle de steder, hvor den opstår, og sige fra, når det er nødvendigt.

Det gør hun på sociale medier, når nogen er uenige med hende, eller hvis hun støder på sexistiske kommentarer eller opslag.

Som da en af hendes følgere for et års tid siden skrev på hendes Instagram-profil, at hun var for gammel til at iklæde sig en buksedragt.

"Jeg viser lige nøjagtig, hvad jeg vil. Min krop, mit valg. Men tak for kropsshaming. Håber, at resten af dit 2021 bliver lidt mere rummeligt og konstruktivt," lød Cecilies svar.

Man kunne måske godt få det indtryk, at der ikke ligefrem er den store opbakning til kvinderne i dokumentaren fra TV 2’s ledelse, når man læser omtaler i medierne om uddeling af kondomer til et firmaarrangement og en chef, der har udtalt, at hende må man gerne klappe i røven.

Men ifølge Janni Pedersen og Cecilie Beck har de stor opbakning oppefra i forhold til både deres medvirken i dokumentaren og udtalelser efterfølgende.

– Vi har været med til at sætte gang i en debat, som har sat fokus på vores arbejdsplads, og selv om det har været voldsomt, har det også gjort, at mine chefer i dag siger:

"Vi er stolte af jer. I har været med til at skrive mediehistorie. Og alt, hvad der kommer af debat fra nu af, står på skuldrene af, at I har stillet jer frem." Det er jeg enormt glad for, siger Janni Pedersen.

Cecilie Beck har også oplevet at få ros fra mandlige kolleger og at få åbnet op for nogle snakke med nogle af dem, hun vil kalde skeptiske over for MeToo.

– Der er tydeligvis nogen, som har haft svært ved at finde deres ben i den her debat, og som synes, det er svært at navigere i den. Men det er også vigtigt, at der er plads til en dialog med dem. Der går ikke en dag, hvor vi ikke diskuterer de her ting på redaktionen, siger hun.

Der skal statueres eksempler

Janni Pedersen har tidligere fortalt, at det var hendes datter, der overtalte hende til at medvirke i dokumentaren om TV 2.

– Hun sagde konkret til mig: "Mor, når man har den platform, du har, og når man har de brede skuldre, så har man en forpligtelse til at gå ud og bære noget af det her – for min skyld."

Men det var ikke første gang, at hun talte med sin datter om MeToo. Janni Pedersen var i begyndelsen, da #MeToo begyndte at rulle internationalt, skeptisk over for, at man kan blive straffet for sager, der ligger 20 år tilbage. Bl.a. fordi ham, der udsatte Janni Pedersen for sexistisk magtmisbrug, har sagt undskyld til hende efterfølgende.

– Der sagde min datter: "Mor, det, de gjorde for 20 år siden, ville være ulovligt i dag. De skal bare være glade for, at de har fået 20 år ekstra." De unge har bare en anden tilgang til de ting i dag, siger hun om sin 23-årige datter, Nana.

Cecilie Beck havde en lignende samtale med sine døtre, Frida og Astrid, på hhv. 20 og 24 år.

– I begyndelsen af MeToo tænkte jeg også, om det krævede en fyring, når der var tale om så gamle sager, hvor mine døtre sagde:

"Jo, mor. Det kan godt være, at det er lidt barsk, men vi er simpelthen nødt til at statuere nogle eksempler, i hvert fald hos dem, der har krænket serielt. For hvis vi lader dem slippe af sted med det, har vi ikke for alvor fået markeret over for nye generationer, hvad det er, vi ikke vil have."

– Og det kunne jeg jo godt se, siger hun.

Det er også Cecilie Becks døtre, der har mindet hende om, at det aldrig nogensinde bliver sjovt at bruge sexistiske skældsord som "kælling", "bitch" og "skinger".

– Min yngste datter fortæller, at det er noget, hun husker at blive kaldt helt tilbage i folkeskolen. Det fortæller desværre også, at der er et stykke vej igen.

Alligevel er Cecilie Beck og Janni Pedersen optimistiske. For selv om vi ikke er i mål, oplever de, at døtrenes mandlige bekendtskaber er "woke" og kalder sig selv feminister.

Hvilket råd vil I give til de næste generationer?

– De skal sige det højt. De skal fortælle det, hvis de er blevet udsat for krænkende adfærd. Sig det til deres tillidsmand, sig det til chefen på stedet, lyder det fra Janni.

Cecilie supplerer:

– De må ikke give slip. De må ikke lave det der slip på 20 eller 30 år, som vi gjorde, hvor vi tænkte, at den kamp var færdig. For det er ikke kun 20 eller 30 år endnu, de skal kæmpe. De må ikke give slip, før de er færdige.