"Jeg går lige ud og skider" er en sætning, vi sjældent hører. Hvorfor egentlig?
Foto: Colourbox
Vi oplever det alle sammen. Dagligt. Nogle gange mange gange dagligt. At kroppen med al tydelighed fortæller os, at nu skal "lageret tømmes", for nu er det altså, ja fyldt op.
Der er bare det ved det, at mange af os ikke reagerer på det.
En undersøgelse fra Megafon lavet for TV 2 og Politiken viste for et par år siden: At 65 procent af os undgår bestemte steder at gå på toilettet, selv om trangen melder sig.
Faktisk svarer tre ud af ti, at de stort set aldrig går på toilettet andre steder end hjemme hos dem selv.
Hvad al den undvigelsesadfærd, når det gælder toiletbesøg, handler om? Skam. Kort og godt.
Faktisk findes der termer for det: Afføringstabu, toiletskam, hjemmeskidere. Kært barn har mange navne.
Men fælles for dem er skammen.
Psykolog Krista Bojesen, der er ekspert i skam og blandt andet har instagramprofilen @skamfrizone, har spurgt sine tusindvis af følgere, om de kender til afføringsskam.
– 80 procent af dem siger ja til, at afføringsskam er et problem for dem. Det er en meget uvidenskabelig rundspørge, men stadigvæk.
Der var flere kvinder, der efterfølgende sendte mails om, at de havde trykket nej, hvor de ville have trykket ja. Så det findes, og det er noget, der ligger kvinder meget på sinde, siger Krista Bojesen.
Skal hun forklare afføringsskammen helt overordnet, så kan hun gøre det meget kort:
– Hvis der er noget, kvinder ikke vil være, så er det ulækre, siger hun.
Hun forklarer, at det ofte føles farligt for kvinder at være frastødende. De frygter at se afsky i andre menneskers ansigt. For afsky betyder, at "du er klam", og "vi vil ikke være sammen med dig".
Få det hurtigt overstået
Sidder du rigtigt på toilettet, kan du tømme tarmen på få sekunder:
Efterlign en hugsiddende position på toilettet. Sørg for at have godt fodfæste. Hvis toilettet er for højt eller dine ben for korte, er det en god idé at sætte fødderne op på en skammel.
Svaj i lænden, læn dig let forover, og læg dine hænder eller albuer på knæene. Træk vejret dybt og pres med mellemgulvet.
Kilde: "Fra ende til anden" af Gerd Johnsen.
– Derfor er der også mange kvinder, der går højt op i deres udseende.
Fordi det ligger meget dybt i kvinder for alt i verden ikke at vække afsky, forklarer psykologen.
Netop toiletbesøg er gjort ulækkert i vores kultur, selv om det er naturligt for alle mennesker at prutte og have afføring dagligt.
For drenge og mænd er der dog den væsentlige forskel, at sanktionerne ved at være ulækker ofte er mildere end for kvinder.
Tænk sig lige, hvad kvinder kan finde på at gøre for at sikre sig mod at være frastødende. Jamen det er vildt.
– Vi har en kultur, hvor drenge ser, hvem der kan slå den største og mest larmende prut. Det samme kan mænd også finde på.
Men vi er blevet indoktrineret med, at det er ulækkert for kvinder. Der bliver taget noget fra det at være kvinde, når hun slår en prut. Det gør det ikke for mænd, forklarer Krista Bojesen.
Annika led af kronisk forstoppelse i 25 år: "Jeg kunne sidde på toilettet i timevis"
Hele regionen omkring endetarmen anses generelt for ulækker i vores kultur. For kvinder ryger skeden ofte med ind i det område, så vi frygter at lugte dernede under sex.
Der findes endda især nogle, der får bleget numsehullet, fordi det anses for at være ulækkert, hvis huden der er mørkere, pointerer psykolog Krista Bojesen.
– Tænk sig lige, hvad kvinder kan finde på at gøre for at sikre sig mod at være frastødende. Jamen det er vildt. Og meget komplekst, siger hun.
Komplekst, fordi skam er en svær størrelse at få bugt med.
Skam stammer fra ét behov, som vi alle sammen har: At høre til. Skam er frygten for at blive udstødt, fordi vi er forkerte.
– Skam knytter sig til frygten for ikke at være værdig til relationer. Den knytter sig til vores dødsangst. Evolutionært har vi kun kunnet overleve, hvis vi var en del af et fællesskab.
Det har til alle tider været livsfarligt for os ikke at være en del af gruppen. I dag er det ikke helt så livsfarligt, men det ved vores hjerner ikke, forklarer Krista Bojesen.
Sådan får du gode afføringsvaner
1. Gå på toilettet, når du føler trang til afføring, hold ikke igen.
2. Har du ingen rytme i tømningerne, skal du indøve nogle.
3. Gå på toilettet på et bestemt tidspunkt efter et måltid – for eksempel efter morgenmad.
4. Gør du ovenstående konsekvent dag efter dag, vil tarmen begynde at samarbejde, hvis du f.eks. døjer med forstoppelse, oppustet mave osv.
Kilde: Sundhed.dk
Fordi, det er vores overlevelsesinstinkt, der er i spil, når vi skammer os over vores afføring, er det svært at komme skammen til livs, påpeger psykologen.
– Det handler om hele følelsen af, om vi må være her. Den er virkelig svært at hamle op med.