"Bare fordi jeg var glad for min abort, så var det stadig en oplevelse, som havde sat sig i min krop"

For seks år siden så Laura Kristensen to streger på sin graviditetstest. Hun var ikke i tvivl: Hun ville have en abort.

Hun tog til lægen med en ven, hvor hun fandt ud af, at hun var næsten tre måneder henne. Derefter skulle det gå hurtigt, hvis hun skulle nå at have en abort inden uge 12.

Lægen sendte Laura Kristensen videre til hospitalet. Lægerne sender normalt gravide hjem for at tænke sig om i et par dage, men fordi Laura Kristensen var så langt henne, besluttede hun sig allerede på dagen.

– Jeg var så sikker på min beslutning, og jeg har heller ikke været i tvivl eller fortrudt siden, siger hun.

Morgenen efter lå Laura Kristensen på lægebriksen og fik foretaget en kirurgisk abort.

– Jeg har det stadig med mig, men overhovedet ikke på en måde, hvor jeg føler savn eller sorg. Det er bare surrealistisk at tænke på, at jeg har været gravid. Der er så mange følelser i det her emne, fortæller Laura Kristensen.

Netop de mange følelser og oplevelser i forbindelse med en abort har Laura Kristensen samlet i projektet ”Abortfortællinger” på Instagram.

Hun har indsamlet vidnesbyrd fra personer, der har fået foretaget en abort, og det skal senere blive til en bog af samme navn.

– Samtalen om abort handler meget om, at enten er man for eller imod fri abort. Men jeg manglede en samtale mellem polerne, der handler om, at det ikke er en simpel oplevelse.

– Bare fordi jeg var lettet, glad og taknemmelig for min abort, så var det stadig en oplevelse, som havde sat sig i min krop.

Faktisk nåede Laura Kristensen kun at vide, at hun var gravid i to dage, inden hun fik en abort. Når hun ser tilbage på det, kalder hun det en "vildt kropslig oplevelse".

– Min krop skulle efterfølgende forstå, at den havde været gravid, og at den ikke var det længere. Det gjorde nok det største indtryk på mig efterfølgende, at jeg kunne mærke, hvordan min krop ændrede sig, siger hun.

En sårbar tid

I den første tid efter aborten havde Laura Kristensen ikke et behov for at snakke med andre om sin oplevelse.

Hun nævnte det for sin familie og nogle venner, men hun havde svært ved at sætte ord på de følelser, hun havde. Laura Kristensen oplevede også, at det for mange var svært at tale om, og folk vidste ofte ikke, hvordan de skulle reagere.

– Jeg har efterfølgende tænkt over, at det er bedst at spørge ind til personen, før man fortæller, hvad man selv ville gøre i den situation. Man ved jo aldrig, om graviditeten er ønsket eller ej, og om personen har besluttet sig endnu, siger hun.

Laura Kristensen havde i den periode også ret til en støttesamtale hos sin læge efter aborten, men ellers kendte hun ikke til andre tilbud.

I sine google-søgninger fandt hun Abortlinjen, der er ejet af organisationen Retten til Liv, som er imod abort.

– Da jeg fandt ud af, hvem der ejede Abortlinjen, så følte jeg mig ret snydt. Mange personer oplever at være ret sårbare i den periode, så det burde ikke være besværligt at finde frem til ordentlige støttetilbud, siger Laura Kristensen - og tilføjer at hun aldrig selv ringede til Abortlinjen.

Personlige fortællinger

Der gik nogle år, før Laura Kristensen igen begyndte at tænke over, hvad det var for nogle følelser, hun havde omkring aborten.

– Det var en periode, hvor jeg ikke havde så travlt. Så jeg havde tid til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg havde det, siger Laura Kristensen.

En samtale med en veninde gjorde blandt andet, at Laura Kristensen ville tale mere åbent om alle de følelser, der følger med en abort.

– Jeg kunne mærke, at der var noget, der landede i mig selv, da jeg hørte min veninde sige nogle ting højt. Jeg tror, det er sådan med mange ting, at man har brug for at blive spejlet for at forstå, hvad man selv går igennem.

– Det hjalp i hvert fald mig med at få parkeret den oplevelse, og på den måde blev ”Abortfortællinger” født.

Laura Kristensen har også fulgt med i, hvordan abortmodstanden er vokset i bl.a. Polen de seneste år. Når hun hører polske kvinders fortællinger, så føler hun, at hun har taget det for givet, at hun kunne få en abort i Danmark.

I starten af projektet lavede hun nogle skriveworkshops for en lille gruppe af mennesker, der ville være med i projektet "Abortfortællinger". Også her fyldte samtalen om, hvordan abortmodstanden rykker tæt på.

– Der var en underliggende frygt for, at den her ret lige pludselig bliver taget fra en. Det var faktisk en fælles frygt for os alle i gruppen.

For Laura Kristensen har det dog været vigtigt, at "Abortfortællinger" ikke strander i en politisk diskussion, der handler om at være for eller imod abort.

Det skal derimod skabe rum for de personlige fortællinger. Et tilbud, som hun selv manglede.

– Jeg synes ikke, diskussionen om, hvorvidt man skal have fri abort i Danmark, hører nogen steder hjemme. Det afsporer samtalen fra noget, vi hellere burde tale om, som er, hvordan vi kan forbedre det her område. Det er lidt som om, vi aldrig når til den samtale, fordi vi skal diskutere det andet først.