Anita Hopland har lavet en film om at være dansk og pakistansk: "Selvom vi lever i en anden kultur, er vi ikke så forskellige"

De første gange, Anita Mathal Hopland besøgte sin familie i millionbyen Karachi i Pakistan, føltes alt fremmed.

Og med en labyrint af overfyldte gader, var det nærmest umuligt overhovedet at finde rundt.

Gennem årene har hun oplevet sin kusines arrangerede ægteskab, højtider, hvor køer er blevet slagtet på åben gade, og fra tid til anden har hun skulle forholde sig til uro og skudhuller som følge af hyppige bandekrige.

Samtidig har hun levet et privilegeret liv i Danmark med fester og øl i Fælledparken om sommeren.

Kontrasterne mellem hendes eget liv i Danmark og den pakistanske kultur er ikke til at tage fejl af.

– Jeg kunne sidde til en fest i Danmark, men jeg følte mig ikke som en del af den, fordi jeg lige var landet fra en helt anden verden. Hvordan skulle jeg kunne være her og tage i byen med mine venner, når jeg lige er kommet tilbage fra Pakistan og bandekrig?

– Det var en stor kontrast at komme hjem til stille Østerbro, så jeg har skulle lære at navigere i to parallelle verdener, siger hun.

Anita Mathal Hopland er samtidig en nysgerrig sjæl, som gerne vil lære, møde nye mennesker, skabe dialog og blive klogere på verden. Derfor har hun skabt dokumentarfilmen "Moosa Lane", som vises på dette års CPH:DOX.

Her inviterer hun publikum med hjem til den pakistanske gren af sin familie, der bor i millionbyen Karachi i Pakistan langt væk fra hendes egen hverdag i København.

– Jeg har først og fremmest skabt filmen, fordi det, jeg oplever hos min familie i Pakistan er noget, som andre ikke kender til.

– Filmen er også lavet for at vise, at selv om folk lever langt væk og i en anden kultur, så er vi ikke så forskellige. Det er også noget af det, jeg selv har lært i de år, det har taget mig at skabe filmen, siger hun.

Bevidst om privilegier

Anita Mathal Hopland tager imod i sin herskabslejlighed på Østerbro i København, hvor hun bor sammen med sin kæreste.

I stuen står hendes computer fremme, hvor hun er i gang med næste projekt.

Vi går ned ad en lang gang og sætter os i en spisekrog i køkkenet, hvor vi “er tættere på kaffe og te”, som hun siger.

En lille højtaler spiller jazz, og på bordet foran os står der mandler og dadler. På en post-it bag hende, står der "Ha’ en fin aften. Kys".

– Jeg er ekstremt opmærksom på, hvor privilegeret jeg er. Der er ikke noget i mit liv, jeg tager for givet, siger hun eftertænksomt, inden hun fortsætter:

– Jeg er en del af den første generation af familien, der er vokset op i Danmark. Mine søskende og jeg er alle bevidste om, hvor privilegerede vi er.

– Der er mange privilegier ved at bo i det her land, bare det at vi kan gå sikkert i gaderne. Det er vi bevidste omkring, fordi vi har en pakistansk familie.

Siden 2005 har Anita Mathal Hopland jævnligt besøgt sin pakistanske familie. Med i tasken har hun hver gang haft et kamera.

– Da jeg rejste til Pakistan første gang, var jeg på SU. Det var jo ikke meget, men i Pakistan var jeg rig.

– Da der var bandekrig i Pakistan, og min familie var bange for at gå på gaden, kunne jeg trygt cykle hjem klokken to om natten i København. Det er et kæmpe privilegium, siger hun.

– Det, der er svært med privilegier er, at vi vokser op i tilfældige omgivelser. Når man er barn, stiller man ikke spørgsmålstegn ved ens omgivelser, fordi det er normalt, men fordi jeg har også har haft Pakistan i mit liv, har der altid været en kontrast.

Født i et mellemrum

Kontraster og modsætninger – og det midtimellem – har fyldt meget i Anita Mathal Hoplands liv. Hun er selv født og opvokset i Danmark, men hendes far er pakistansk og hendes mor er norsk.

Anita Mathal Hopland er det, man kalder et "third culture kid": Et barn af flere kulturer.

– Jeg har jo altid tænkt, at det var normalt og har aldrig set det som et problem at komme fra flere kulturer med store forskelligheder. Andre vil gerne kategorisere mig som "dansk". Og ja, det er jeg, men jeg er også fra Pakistan og også fra Norge.

– Andre har ofte ment, at jeg skulle vælge side, men det har jeg aldrig selv følt. Jeg har ikke et behov for kun at være dansk. Hvad er definitionen overhovedet på at være dansk, spørger hun retorisk.

Anita Mathal Hopland taler roligt, og der vægt bag hendes ord. Hun vender flere gange tilbage til begrebet "ma" – både når hun taler, men også i sin film. "Ma" er en japansk betegnelse for "The negative space".

Et begreb, der blandt andet bruges i arkitektur til at beskrive et tomrum mellem to bygninger, der står ved siden af hinanden, eller i kunsten til at beskrive pausen eller stilheden mellem to noder.

Og så er det et begreb, hun kan identificere sig med – ikke mindst, når hun bliver spurgt, om hun er dansk eller pakistansk.

– Jeg er det ene og det andet og det midt i mellem. Jeg er født i mellemrummet. Jeg står i midten af en kontrastfyldt verden og kender begge verdener og ved, at de ikke taler sammen.

– I alle de her år, har jeg ledt efter "ma" – et mellemrum, jeg kunne føle mig hjemme i, siger hun og fortsætter:

– "Ma" er et sindssygt vigtigt begreb, der nuancerer den virkelighed, som vi lever vi i. "Ma" er det mellem kontrasterne. Mellem rigtigt og forkert. Mellem sort og hvid. Det er ikke kun modsætninger, der eksisterer, det gør det midt imellem også.

– Jeg faldt tilfældigt over begrebet, og det ramte mig bare. Det er måske lidt skørt, men jeg synes bare, det er et vigtigt begreb og en måde at forstå mange ting på. Der er noget omkring "ma", der rammer mig helt præcist.

Bygger bro

Selvom kulturforskellene er tydelige, er der også ligheder. Det ser vi blandt andet i "Moosa Lane", da hendes fætter mister livet til kræft i en alder af bare 24 år, og familien går igennem en stor sorg.

– Det var forfærdeligt at være i Karachi under bandekrigen, og der var en følelse af konstant usikkerhed, men cancer endte alligevel med at være den største udfordring for min familie.

– En så universel sygdom. En finte er, at hvis man lytter længe nok, så opdager man, at vi ikke er så forskellige alligevel, siger filmskaberen.

Med "Moosa Lane" har Anita Mathal Hopland lavet en film om kontrasterne i de kulturer, som har præget hendes liv.

– Med min film kan jeg bidrage med nogle nuancer. Ikke bare omkring Pakistan, men også omkring mit liv her i Danmark.

– Jeg er opdraget med, at vi er en dialogsøgende familie, der bygger bro. Med min film vil jeg gerne vise, hvor jeg også kommer fra.

Da Anita Mathal Hopland begyndte at filme familien i 2005, havde hun ingen planer om, at det skulle blive til en dokumentarfilm.

Og hun havde ingen ide om, hvad livet ville bringe for hende og familien.

– Jeg føler, at jeg har fået mange gaver ved at være "third culture kid". En af dem er at have fundet af ud af, at der er meget, jeg ikke ved. Det er en stor gave at indse, at man altid kan blive klogere i denne her verden.

– Det er også noget, jeg bruger i mit fag. Dokumentarfilm kræver, at man hele tiden bliver klogere. Virkeligheden ændrer sig konstant og man ved aldrig, hvad man står med til sidst.

Moosa Lane kan opleves under filmfestivalen CPH:DOX, hvor den har premiere 25. marts. Filmen kan desuden streames på www.cphdox.dk fra 1.-10. april.