Taliban sender piger hjem fra skole få timer efter genåbning: ”De er bange for uddannede og stærke kvinder”
Foto: Stringer/EPA/Ritzau Scanpix
Næsten alle pigerne i det afghanske klasselokale er ivrige efter at svare på spørgsmålet. Foran sig har de en notesbog og deres skoletaske. I over et halvt år har de ventet på at kunne tage den på ryggen og igen få lov til at lære noget.
For siden Taliban kom til magten i Afghanistan sidste år i august, har de forbudt piger fra 7. klasse og opefter at gå i skole.
I denne uge havde Taliban så meddelt, at pigerne igen måtte gå i skole. Men samme dag blev de sendt hjem på ubestemt tid. Det skriver BBC News.
Det lød fra Talibans uddannelsesministerium, at de skal træffe beslutninger om pigernes uniformer i forhold til ”sharia lov og afghanske tradition”.
BBC News har talt med aktivisten Mahouba Serah, som er grundlægger af et netværk for afghanske kvinder.
- Undskyldningen, de gav, var ”du har ikke den passende hijab på”. Der var ingen regel, de besluttede bare denne morgen, at hijaben ikke var passende af en eller anden grund, siger hun til BBC News.
Undskyldninger
Ifølge BBC resulterede hjemsendelsen af pigerne i stor vrede blandt forældre, og det franske nyhedsbureau AFP rapporterer om, at piger græd, da de blev bedt om at forlade klasselokalerne igen.
Her ses en pige fra Kabul grædende fortælle om situationen til det afghanske medie TOLOnews.
Verden over er Talibans handling blevet fordømt. Blandt andre nobelsprismodtager Malala Yousafzai, der er kendt for at kæmpe for piger og kvinders ret til uddannelse.
- Jeg havde et håb i dag: at afghanske piger, der gik i skole, ikke ville blive sendt hjem. Men Taliban overholdt ikke deres løfte. De vil blive ved med at finde undskyldninger for at forhindre piger i at lære – fordi de er bange for uddannede kvinder og stærke kvinder, skriver hun i et tweet.