Siden min datter døde, har jeg været i en tung tåge. Nu er jeg gravid igen. Hvordan håndterer man det?

Den 13. maj 2021 mistede jeg min datter. Jeg bar hende i ni måneder. Ingen havde forestillet sig, der var noget i vejen med Vilma, men da hun kom ud, fandt lægerne ud af, at hun ikke kunne trække vejret selv. Hendes lunger kunne simpelthen ikke optage ilt.

Siden da har mit liv været tåget. Alt hvad jeg foretager mig, foregår med mit barn i ascendanten. Nøjagtigt som de fleste andre forældre. Forskellen på os er bare, at du kan tage hjem fra arbejde og kysse dit barn. Jeg kommer hjem og kigger på et billede, for Vilma ligger i jorden på Bornholm, hvor min mor passer hendes gravsted med kærlighed og omhu. Min datter bliver aldrig ældre end 55 minutter.

Jeg kan huske min veninde spurgte mig efter et par måneder, hvordan tung sorg egentlig føles. Det har jeg tænkt meget over siden. Hvordan beskriver man så eksistentialistisk en følelse overfor en, der aldrig selv har mærket det? Jeg tror, jeg bedst kan beskrive det som en tåge. En mørk tåge, der er trukket ind over mit liv. En kraftig tåge, der til tider letter, men aldrig helt. Den vil altid være der.

Det ved jeg, for jeg mistede min søster for 15 år siden, da jeg var 20, og Jannis tåge er aldrig forsvundet, men det er blevet nemmere at se igennem den. Jeg skal ikke altid have tågelygterne tændt mere. 10 måneder er der gået, siden Vilma forlod mig, og jeg græder, mens jeg skriver det her, for det er stadig svært for mig at forstå, at så mange andre får lov til at beholde deres børn, mens jeg måtte aflevere mit til jorden, hvor hun ligger sammen med sin moster, mens jeg nu brygger på hendes lillebror.

For jeg er gravid igen, og det er fuldstændig umuligt at navigere i, så jeg lader være. Jeg har ingen forventninger til mig selv. Det har hverken jordemødre eller læger gudskelov heller ikke. Jeg følger bare med og håber på det bedste. Det er det eneste, jeg kan gøre, og det føles ærligt talt også som at løbe et maraton hver dag.

I mandags måtte jeg kapitulere efter en søvnløs nat. Min angst blev årsagen til, at jeg for første gang i mange år simpelthen holdt mig oppe til Oscar-uddelingen. Så sad jeg der i nattøj i sofaen med min hund, Hanne, ved mine fødder, og så glimmer og store kjoler fra Hollywood, mens jeg selv forsøgte at styre mine tanker.

Jeg turde ikke gå i seng, for hver gang jeg lukkede øjnene, føltes det som om at hele min verden forsvandt for mig, for jeg er simpelthen så bange. En angst, de færreste mennesker gudskelov kan forstå og en angst, ingen kan fikse for mig, selvom alle gerne vil.

Men det behøver I ikke prøve på, for jeg er ikke bange for de her følelser. De må gerne være der. De er uundgåelige, når man mister så vitalt et menneske i sit liv. Da min søster blev slået ihjel, sov jeg med lyset tændt i et halvt år, hvis altså jeg overhovedet sov.

Men det gik over igen. Jeg fik min søvn og mørkets ro tilbage. Det skal jeg også nok få den her gang, men ikke uden en kamp først og det er den, der gør mig så træt lige nu. Jeg er bare ikke bange for kampen. Jeg er bange for livets sving.

Det kan måske være svært at forstå, men jeg er bange for uforudsigeligheden. Ikke processen. Den skal jeg nok klare med hjælp fra læger og jordemødre. Jeg ved også, at den forandrer sig på et tidspunkt.

Jeg er heller ikke bange for at vise verden processen, som i mandags, hvor jeg rev hele dagen ud af kalenderen, for at ligge i min seng med min hund, fordi min hjerne ikke kunne kapere andet. Noget min familie, venner og arbejdsrelationer alle forstod, for det er mit krav. Det er et urokkeligt et af slagsen, synes nogen måske, til gengæld kommer det af kærlighed til mig selv.

Jeg synes, vi skal være blidere ved os selv, når vi er i voldsom sorg. Vi må gerne trykke på pauseknappen. Lade verden drive forbi, mens vi uforståeligt betragter, hvordan den kan fortsætte.

Jeg bor med semistore vinduer ud til en cykelgade i København, og nogle morgener betragter jeg bare mennesker på vej i livet, mens jeg selv er gået i stå. Andre dage sætter jeg mig selv op på cyklen og forsøger at følge bare lidt med. De dage er jeg uhyre stolt af mig selv, og det er min mand, min mor og min far også.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden mit bagland. Det bedste i hele verden, når vi er i sorg, er når vores omverden griber os og forsøger at forstå. De behøver ikke forstå, men i forsøget ligger kærligheden.

De næste måneder kommer jeg til at skrive om at miste et barn, men også om, hvordan det er at være gravid igen. For de følelser er ikke farlige at vise omverdenen. Tværtimod.

Det er på tide, at vi taler om alt det svære, som for eksempel nu, hvor jeg skriver det her, mens jeg kan mærke lillebror sparke i maven. For hvordan håndterer man egentlig lige det? Jeg ved det ikke.