Hvorfor er mødre med barnevogne nederst i hensynshierarkiet, spørger denne mor

Sille Kirketerp Bertelsen er forfatter. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Der er to trin op til lægen, så vi kører ned i den anden ende af p-pladsen, hvor der er en rampe. Men barnevognen må ikke komme med ind. Det står der selv på et stort skilt på døren, som er blevet hængt op, siden jeg havde mit barn til tremånedersundersøgelse.

Regnen falder tungt og støjende. Barnet faldt i søvn det sekund, jeg trykkede på stopknappen i bussen. Jeg tænder babyalarmen og går ind i venteværelset med pusletasken. Der er masser af plads.

Jeg hænger mit overtøj, før jeg går ud igen og forsøger at manøvrere det våde regnslag til side og pakke den lille sovende ind i dynen. Hun bliver kun lidt våd, før vi sidder trygt i lægens skalstol. Vi kom ikke for sent, men jeg når heller ikke at tisse.

Turen til lægen går gennem Frederiks Allé, som vel er en form for hovedpulsårer ind til Aarhus C. Der er ingen vej uden om, selvom fortovet på store dele af strækningen kun har et spor og er fyldt med dørtrin og efterladenskaber fra midlertidige skilte til annoncering af vejarbejde og den slags.

Vi krydsede cykelstien og steg på bussen, hvor der heldigvis hverken var myldretid eller andre vogne.

Vaccinen og undersøgelsen klarer hun flot. Jeg har ellers været nervøs, men hun græder kun lidt og følger alle sine kurver.

Jeg skal tisse. Barnet er i højt humør, men jeg slipper ikke af sted med at efterlade hende alene ude foran. På toilettet ligger jeg hende på puslebordet, mens jeg trækker mine strømpebukser ned.

Så tager jeg hende på armen og vralter hende til kummen, hvor jeg tisser og tørrer mig så godt, jeg kan, før jeg tager turen tilbage til puslebordet med hende og får bukserne op igen.

Spritter hænder og så ud med barnet, men nu er hun blevet sulten, så jeg ammer på skalstolen, og det går bedre end forventet, selvom jeg sidder lidt akavet, for jeg har egentlig brug for en sofa for at få hende til at ligge ordentlig. For selv at få skuldrene ned, så mælken vil løbe ud i brystet og ned i den lille mund.

Jeg er begyndt at gå på toilettet derhjemme. Eller det vil sige, at efter barnet kom til verden, har det været svært for mig at komme af med afføring, fordi jeg aldrig sidder længe nok.

Så jeg er begyndt at tage mig nogle længerevarende private sessioner på badeværelset, når barnets far har fri fra arbejde.

Mens jeg sidder der, læser jeg Usynlige kvinder, hvor den britiske journalist Caroline Criado Perez afdækker alle de områder, hvor man har glemt at tage kvinder i betragtning i tilrettelæggelsen af vores fælles verden.

I et af kapitlerne kortlægger Perez med eksempler fra hele verden, også Skandinavien, hvordan vores trafikale infrastruktur tager udgangspunkt i mænds færden.

Hun dokumenterer, hvordan kvinder i langt højere grad end mænd benytter kollektiv trafik eller bevæger sig rundt til fods, ligesom de stadig udfører 75 procent af alt det ulønnede omsorgsarbejde.

Herunder det arbejde, som er forbundet med at bevæge sig rundt i det offentlige rum til læge, for at aflevere børn eller hente bodyer til babyen i Børneloppen.

På Frederiks Allé er det bilerne, der tæller. Før jeg fik et barn, brokkede jeg mig selv over klapvogne og ladcykler, som sinkede min færdsel.

Så når cyklisterne vrisser af mig, fordi jeg blokerer det sted, de skal vente på grønt, får jeg den tanke, at vi måske slet ikke burde leve med barnet i byen.

Måske er vi slet ikke ønsket her. Men så talte jeg med mødrene i den forældregruppe, jeg er en del af.

De bor i forstæderne. Tranbjerg, Kolt og Stavtrup. De syv kilometer fra Tranbjerg til Stavtrup tager 55 minutter med bus.

Men så kan man jo cykle, fortæller hende fra Tranbjerg, men turen går ad lang smal landevej, som ikke føles sikker med babyen i anhænger, og så råber billisterne i øvrigt ad en, fordi de ikke er tilfreds med måden, man viser af.

Fra Tranbjerg til Kolt er der cykelsti, men hvis man skal med bussen er det det samme.

Bussen kører som regel to gange i timen, når man skal ud til en forstad. Og det er jo egentlig rimelig hyppigt.

Men når man så står der og har været til børnefys eller efterfødselstræning for at lære at holde på vandet, og barnet er blevet sultent, og den forsinkede bus endelig kommer, så er det pludselig blevet myldretid, og der er proppet med folk, eller barnevognspladserne er allerede optaget.

Så klapper dørene i lige for næsen, også når det regner. Og så kan man godt føle, at man er placeret nederst i ”hensynshierarkiet”, fortæller en af de andre mødre.

Sveden gennemvæder vores tøj, hver gang vi skal ud. Vores hjerner er af post its med barnets basale kropslige behov og funktioner, som vi indplacerer i skemaer med ramper og mulige ammelokationer.

Vi er projektledere og kaospiloter, uden øvre arbejdstid, ferier eller fridage. Vi lykkes igen og igen og græder kun lidt, når vi ser en allieret i en anden mor.

For det behøvede faktisk ikke at være sådan, forvisser vi hinanden.

Vi vil have bedre arbejdsvilkår, siger vi samstemmigt. Men så er barnet blevet træt, så vi tørrer øjnene og går ud på gaden igen.