Seks ting, du skal vide om type 1-diabetes ... fra en, der har det selv

Man må ikke forveksle type 1- og type 2-diabetes

Mange forveksler type 1-diabetes med type 2-diabetes. Det er svært for mange at skelne.

Det, der kan være en trigger for mit vedkommende, er, hvis folk spørger, om jeg må spise mine kager, når jeg ikke kan tåle sukker.

Jeg har jo en bare en bugspytkirtel, der ikke virker, så jeg skal tage insulin, hver gang jeg spiser. Men jeg må spise alt det sukker, jeg vil.

Type 2-diabetes derimod er en livsstilssygdom, hvor man ikke må spise for sukkerholdig mad. Jeg kan godt blive lidt lettere provokeret, når jeg bliver spurgt, om jeg må spise kager.

Det er voldsomt invaderende i ens hverdag

Det ligger hele tiden i mit baghoved.

Hvis jeg skulle sætte en kuglepensstreg på min hånd, hver gang jeg tænker på, hvad mit blodsukker er, ville jeg have 50-100 streger på min hånd om dagen.

Inden jeg indtager min morgenmad, skal jeg måle mit blodsukker for at vide, hvor mange insulinenheder, jeg skal indtage, og sådan fortsætter det hele dagen.

Hvis bare jeg tager en håndfuld chips, skal mit blodsukker tjekkes og insulinen frem. Også når jeg ikke indtager mad, og jeg f.eks. er ude ved mine heste og er fysisk aktiv, kan jeg risikere at mit blodsukker pludselig falder.

Jeg skal helst tage insulin 10 minutter inden et måltid, for at det kan nå at påvirke mit blodsukker. Så jeg skal hele tiden være på forkant.

Sygdommen gør ikke ondt fysisk, men den kræver meget psykisk. Den er voldsom, den er sindssygt invaliderende.

Du har aldrig fri. Det er en rådden sygdom.

Køkkenet kan ligne en krigszone om natten

Selv om natten er jeg oppe, hvis mit blodsukker er for lavt, for at få kulhydrater.

Jeg bliver en grib om natten. Jeg kan spise, uden jeg tænker over det. Jeg skal spise det med mest muligt sukker i.

Når jeg har haft lavt blodsukker om natten, står min mand op om morgenen og spørger, hvad fanden der er sket.

For så er jeg gået all in i køleskabet og slikskuffen.

Jeg bliver så desperat efter at få blodsukkeret op, at det kan ligne en krigszone. Jeg bliver lidt diffus, når jeg får lavt blodsukker.

Alle med type 1-diabetes har et fælles hemmeligt sprog

Jeg tror, det bedste, jeg ved, er at møde nogen, der også har diabetes. Der er en forståelse for hinanden, jeg slet ikke kan forklare.

Den måde, man snakker sammen på, er så intern, at selv min mand ikke kan være med på det. Det er en indforståethed om livet, fordi man hele tiden tænker på det.

Det er bare vildt. Jeg elsker det. Det er nærmest et hemmeligt sprog.

Det har altid en juice på mig

Min taske indeholder altid nåle, insulin og juice. Det skal være en Capri-sun. Jeg har også ofte druesukker med.

Det kan ind i mellem være et problem. Det kan være, når vi skal med fly og igennem security.

Jeg skal have et skriv med fra min læge om, at jeg gerne må have insulin på flyet, og at jeg har en juice med i tasken, som er over 200 ml.

Når jeg siger det højt, kan jeg høre, hvordan det lyder, når der er folk, der er mega syge, og jeg brokker mig over, jeg skal have et stykke papir med gennem security.

Men det er fucking hele tiden.

Jeg kan stadig drikke alkohol

Du kan bande på, jeg kan tage i byen og drikke alkohol. Jeg kan drikke mig lige så fuld som før.

Det er noget værre rod at måle blodsukker og tage insulin, men jeg sørger for at lægge lidt højt, så det ikke bliver for lavt, mens jeg er i byen.

Men jeg skal fandme ikke gå resten af livet uden en god brandert i ny og næ. Der er ikke noget, jeg kunne før, jeg ikke kan længere. Det har jeg bevidst valgt.

Jeg fik sygdommen, to måneder efter jeg havde vundet "Den Store Bagedyst", så det var vigtigt at bage.

Og så er jeg en aktiv hestepige, elsker god mad og at gå i byen og drikke mig fuld i Mokai fyldt med sukker. Det må ikke stoppe.