En sommer stod Maria med en positiv graviditetstest i hånden. Og et problem

Maria Tórgarð går ind på toilettet med en graviditetstest i hånden. Hun har ikke lagt meget i sin forsinkede menstruation, men hun er nervøs for resultatet.

Stregen viser sig med det samme, og de følgende minutter føles ensomme og uendelige. Da hun kigger på den igen, viser endnu en streg sig. Testen er positiv.

Graviditeten har aldrig været et ønske, nærmere noget, hun altid har frygtet. Hun ved, at hendes muligheder for en abort er små og ligger i hænderne på nogle andre.

Det er en verden, hun ikke kender, hvor oplysningerne er sparsomme, og hvor ingen vil tale højt om det.

På Færøerne er den danske abortlov fra 1956 stadig gældende. Der er ikke fri abort, og det er kun muligt for kvinder at få en abort, hvis de opfylder en række kriterier.

Det betyder, at kvinder skal kæmpe sig igennem systemet og overbevise - i værste tilfælde lyve - over for lægerne om, at de ikke egner sig til at være mødre, for at få tilladelse til en abort.

Den færøske abortdebat er kendetegnet ved at være stærkt politisk polariseret. Det, der for nogen vil være den basale ret til at bestemme over sin egen krop, er for andre et mord på et ufødt menneske.

Den yderste, konservative højrefløj dominerer debatten så meget, at det næsten overdøver de stærke strømninger, der forsøger at bryde med tabuet og råbe politikere op i kampen for bedre abortrettigheder for færøske kvinder.

Den sommer, hvor Maria Tórgarð står med en positiv graviditetstest i hånden, må hun ringe til fem forskellige læger, før hun får fat i en, der endnu ikke er gået på ferie.

Hun får tid samme dag, men den læge, hun får fat i, tager selv på sommerferie dagen efter og derfor sendes hun videre til gynækologisk afdeling på Landssygehuset.

Maria får at vide, at hun vil blive kontaktet, men hun hører ikke noget og vælger derfor selv at ringe dem op.

Flere dage går med forgæves kommunikation frem og tilbage med gynækologerne samt besøg hos lægevagten, der ikke vil hjælpe. Maria oplever, at systemet prøver at holde hende hen i håbet om, at hun ændrer mening.

Med viden som våben

Gynækologerne afviser at give Maria en akuttid. De mener, at hun sagtens kan vente, og forløbet bliver trukket i langdrag.

Marias bekymring vokser, og hun skriver til organisationen Frítt Val, der kæmper for fri abort på Færøerne.

De giver hende en kontakt på en færøsk kvinde, der bor i Danmark, som hjælper færøske kvinder med at få aborter i København.

Kvinden tilbyder at skabe kontakt til en gynækolog i Danmark, som Maria kan tale med.

Et par dage efter, har Maria fået kontakt til en dansk gynækolog.

Den danske gynækolog informerer hende grundigt om abortindgrebet og tilbyder Maria, at hun kan få foretaget aborten i Danmark uden om systemet, hvis det ikke lykkes på Færøerne.

– Jeg følte, at jeg fik en ny styrke og ringede til gynækologerne på Færøerne igen for at fortælle, at jeg havde talt med en dansk gynækolog, der havde sagt, at det ikke var nødvendigt, at de ventede med at se mig.

– Jeg insisterede på, at de så mig og truede med, at jeg ellers ville tage til Danmark, siger hun.

Fem dage efter får Maria en tid.

– I forvejen er det ekstremt sårbart at være gravid og tage en beslutning om at ville abortere, men at føle, at systemet har givet slip på dig, føle sig alene og så skulle tage den kamp for at få lov...

– Det, synes jeg, var virkelig hårdt, siger Maria.

På hospitalet i Thorshavn kommer Maria ind til en dansk læge. Hun siger ikke noget før lægen fortæller, at han ikke lægger så meget i den færøske lovgivning. Han er dansker, forstår hun nok.

Han vil gerne give hende en abort. Maria er lige dele lettet og forundret.

Det er ikke et enestående tilfælde, at kvinder på Færøerne kan ende hos en dansk læge, der ikke underordner sig den færøske lovgivning.

Men det er tilfældigt, fordi de danske læger ikke arbejder fast på gynækologisk afsnit, men har vikariater for det færøske personale f.eks. i tilfælde af ferie.

På hospitalet tager Maria imod pillerne, som udgør den medicinske abort samt et glas vand.

Hun tager alene hjem i sin lejlighed med flere piller men ingen information. Hun tror, forløbet bliver som en voldsom menstruation, men kort tid efter bliver hun ramt af voldsomme smerter.

– Jeg rystede, blev helt bleg og havde det som om, jeg skulle besvime. Jeg begyndte at bløde og kaste op, siger hun.

Den færøske abortlov er på mange måder elastisk og op til den enkelte læge at fortolke, fortæller Katrin Kallsberg, der er overlæge på gynækologisk afdeling på Landssygehuset i Thorshavn.

– Hvis en kvinde ønsker en abort, skal hun gå til sin egen læge. Her vil lægen vurdere om hun opfylder lovens kriterier for en abort.

– Hvis lægen, typisk efter flere konsultationer, finder kriterierne opfyldt, kan kvinden blive henvist til gynækologisk afdeling på Landssygehuset i Thorshavn, hvor man igen foretager en vurdering af, om abortkriterierne er opfyldt, siger hun.

Men selvom systemets procedure kan lyde simpel, er det langt fra alle kvinder, der oplever at komme nemt igennem systemet.

Hvis det stod til Katrin Kallsberg, der har arbejdet i systemet mere end 15 år, skulle loven også laves om:

– Jeg ville foretrække at arbejde under en lov, hvor det var kvinden, der selv måtte bestemme.

Vigtigheden af netværk

Når Maria i dag ser tilbage på forløbet, står det klart for hende, hvor vigtigt det har været, at hun har kunne tale med sine venner og sin familie.

Særligt fordi systemet skabte en altoverskyggende følelse af at være alene, og at hun gjorde noget, der var anset som forkert.

Alligevel har Maria efterhånden erfaret, at hun langt fra er alene. En af dem Maria har haft gavn af at tale med, har været veninden Marjun Drós.

Marjun har ikke selv fået en abort, men deler interessen i at tale åbent om abort og andre tabubelagte emner.

– I de seneste år har jeg fået at vide, at mange jeg kender, faktisk har fået en abort, hvor jeg aldrig har vidst det. Fordi der er ingen, der siger det.

– Det er meget tabubelagt, og hvis man har fået en abort, så siger man det ikke til nogen, fortæller Marjun Drós.

Når loven er skruet sammen som den er, bliver der antydet, at du kun kan få foretaget en abort, hvis du ikke er egnet til at være mor.

For Marjun og Maria er det selvmodsigende, da de begge mener, at det, at fravælge en graviditet, er at tage ansvar for sig selv og sit liv.

Det afgørende for dem begge er, at kvinder ikke skal fremstilles som ofre, fordi de har været igennem en abort, men at det skal ses som et stærkt og ansvarsfuldt valg, og et valg for kvindens egen krop og fremtid.

– Man må stole på, at kvinden selv kan tage ansvar og beslutninger, siger Maria Tórgarð.

Politisk modstand mod fri abort

Det Færøske lagting ledes af en borgerlig regering; liberale Sambandsflokkurin, konservative Fólkaflokkurin og kristendemokratiske Miðflokkurin.

Alle tre partier er modstandere af fri abort. Der er derfor ikke nogen konkret udsigt til, at loven bliver ændret.

Generelt er den færøske abortdebat præget af de kristne politikere, der også sidder tungt på mandaterne samt personer fra interesseorganisationen Pro Vita, der arbejder for et abortforbud.

Men de seneste år har nye tendenser vist sig i debatten.

Græsrodsorganisationen ‘Frítt Val’ opstod i 2017. Frítt Val er en bevægelse, der arbejder for at forbedre de færøske kvinders abortrettigheder.

De vejleder og oplyser kvinder, der ønsker abort og bruger særligt de sociale medier til at kæmpe for deres sag.

For Vivian handlede aborten om at tage ansvar

Der kan gå få minutter fra blændende sol, der får vandet til at glinse, til fuldkommen tåge og stærke vindstød.

En sen eftermiddag står solen i vest.

På vej til at lukke dagen skifter himlen farve og får det til at ligne en tidlig morgen.

Vivian skal bade, som hun gør dagligt. En blanding af kaffegrums og olie er blandet på forhånd og lagt i en lille kop.

Efter et hurtigt dyp smører hun blandingen på huden.

Hun går i for anden gang, og så snart hun rammer vandoverfladen, bliver der skabt en skygge af olie formet som hendes krop.

Det ligger i vandet som en uopløselig størrelse, men forsvinder stille af syne, da hun træder op fra vandet og på sædvanligvis ifører sig sit uldne tøj, der hurtigt får kropstemperaturen i balance.

Vivian Sjóðklett blev gravid som 32-årig, da hun boede i Danmark.

En usikker situation med hendes kæreste og planer om at tage til Grønland for at arbejde, gjorde tanken om endnu et barn uoverskueligt for hende.

Vivian er et spirituelt menneske, og det forstærkede hele hendes oplevelse. Hun mærkede, at der var noget i hendes krop - et liv.

– Og så at tage den der pille og så er der bare stille... Og så at skulle bløde det ud... Det var som at stå på en dødsgang for mig, fortæller hun.

Selvom det var en hård proces, har Vivian aldrig fortrudt sit valg.

– For mig handlede den beslutning om at tage ansvar. Og det gav mig en ro at tage det ansvar, siger Vivian.

Vivian er uddannet pædagog og sexolog og kæmper for at få mere seksualundervisning på de færøske skoleskemaer. Hun mener, det er vigtigt, at unge lærer at tale om kroppe og sex uden skam og fordømmelse.

– Det er et stort og smukt emne, som mange meget hurtigt misforstår og rent historisk er blevet meget beskidt, fortæller Vivian og tilføjer:

– Jeg tror virkelig, at mere seksualundervisning er en vigtig vej til, at den nye generation kan ændre det her system. At børn og unge vil kunne se, at man ikke er en morder, hvis man får en abort.

– Når man kan snakke om det, så vil det gå den rigtige vej, når der er plads til alle følelser og tanker. Så man lærer at blive et selvstændigt menneske med sin egen moral og sin egen tankegang, siger hun.

Skellet mellem de forskellige generationer og holdninger til abort bliver større. Den unge generation har lettere ved at undslippe isolationen.

De søger oplysninger på internettet og kan lettere bryde med de sociale normer. Alt dette gør, at Vivian nærer et stort håb for fremtiden:

– Jeg tror på, at der nok skal ske noget godt med den næste generation. Børn og unge tør at snakke og sætte ord på deres følelser. Det er en god bevægelse, der kun kan gøre godt.

Der er mange kvinder, der aktivt arbejder for en forbedring, men de er oppe imod stærke kræfter i et meget traditionsbundet samfund. Flere kvinder tør tale om abort og bryde tabuet.

De nye generationer orienterer sig mere ud mod verden i takt med globaliseringen og brugen af sociale medier.

Både Vivian og Maria ser på fremtiden med håbefulde øjne. De har en tro på, at deres brud med begrænsningerne er et skridt på vejen mod, at de færøske kvinder kan få rettigheden til at bestemme over deres egen krop.