"Allerede da jeg var gravid, tænkte jeg, at vi nok ikke ville blive den familie, jeg ønskede mig"

I min barndom betød det ikke noget, at jeg var en pige.

Jeg fik lov til mere end mine yngre brødre og trænede kampsport sammen med min far. Han var boksemester i Irak, inden min familie flyttede til Bornholm, da jeg var 13.

Selv om vi havde det godt i Danmark, tænkte jeg kun på at komme ud og se verden, så efter jeg blev student, begyndte jeg at rejse meget og studere på en international uddannelse. Det var, som om Danmark ikke kunne rumme al min energi.

På en ferie til Egypten som 26-årig blev jeg forelsket i Adams far og flyttede til Cairo for at blive en del af hans spændende og kunstneriske liv. Det gik meget hurtigt, og vi blev gift et halvt år efter, selv om jeg ikke kendte ham særligt godt.

Det var et usundt forhold

Vores ægteskab var slet ikke, som jeg havde drømt om. Jeg gjorde mig umage hver dag for at få det til at fungere, men han fik mig til at tvivle på mig selv. Den glade og frie Tamara var væk, og jeg følte mig meget alene.

Jeg vidste godt, det var ufornuftigt at få et barn med ham. Allerede da jeg var gravid, tænkte jeg, at vi nok ikke ville blive den familie, jeg ønskede mig. Men jeg tænkte også, at et barn kunne blive min styrke, og det var rigtigt.

Den dag, jeg fødte Adam, blev jeg dobbelt så stærk. Jeg har altid vidst, at jeg havde masser af kærlighed at give til et barn, men børn lærer os også mange ting om os selv.

For fire år siden…

rejste jeg tilbage til Danmark sammen med Adam. Vi havde været frem og tilbage nogle gange, og jeg besluttede mig for at blive her.

Jeg kunne ikke give min søn det liv, jeg gerne ville, i Egypten, og jeg tog mig af ham alene meget af tiden.

Der var mange, som prøvede at presse mig til at blive sammen med min eksmand, både i min egen familie og blandt hans venner. De forstod ikke, at mit psykiske helbred var vigtigere for mig end at bo i et stort hus og være gift.

Kvinder, der bliver skilt, bliver desværre stadig stigmatiseret i den arabiske verden. Også af andre kvinder.

I den første tid havde jeg brug for at være sammen med andre mennesker og tale med nogen, der erkendte, hvad jeg havde været igennem. Langsomt begyndte jeg at heale og blive en sund og glad mor igen.

Alle ønsker jo at være de bedste forældre for deres børn, og selv om jeg ikke kan beskytte Adam fra alting, kan jeg være den, han altid er tryg hos.

I dag er jeg i gang med socialrådgiveruddannelsen, fordi jeg gerne vil hjælpe andre kvinder, som står i en krise eller bliver udsat for social kontrol.

Der ligger et pres…

på enlige mødre. Vi skal gøre det ekstra godt. Jeg har selv følt, at der blev holdt øje med, om jeg var en god mor, bare fordi Adam og jeg er alene.

Adam ser stadig sin far nogle gange om året, enten her eller i Egypten, men ellers er han hos mig.

Der er mange ting, man skal holde styr på i hverdagen, men jeg prøver at gøre det simpelt. Jeg har rutiner, og når man har rutiner, bliver livet lettere. Der skal være tid til både studie, arbejde og alle vores fritidsaktiviteter.

Jeg vil gerne have, at Adam lærer kampsport ligesom mig, så han kan forsvare sig selv. Lige nu er han stadig for lille, så vi går til capoeira sammen, som er en slags kampdans.

Ellers har jeg ikke en masse forventninger til hans fremtid, men jeg håber, han får nogle af mine værdier med.

Jeg er vokset op med at lave frivilligt arbejde og har startet min egen forening, der støtter irakiske kvinders rettigheder. I år har Adam været med til kvindernes kampdag i Bagdad, og selv om han ikke helt forstår det endnu, var det en stor oplevelse for os begge to.