Få Ole Henriksens bedste sundhedstips
Foto: Teis Bruno, All Over Press, PR
Få udstråler så meget energi, glæde og legebarn som Hollywood-cremekongen Ole Henriksen. Hans energi er smittende for os andre, men hvor henter han den selv?
- Hvornår begyndte du at leve sundt?
- Den eneste periode i mit liv, hvor jeg har levet usundt, var, da jeg boede i Asien. Jeg levede nærmest af søde sager, hvilket gav problemer med blodsukkeret og stjal min energi. Jeg fik at vide, at jeg ville få diabetes, hvis ikke jeg lavede min kost om, så jeg ændrede mine spisevaner radikalt til at indeholde masser af frugt, grønt, sunde fedtstoffer, grove kulhydrater og opbyggende proteiner.
- Hvordan er en typisk dag for dig?
- Selv om to dage aldrig er ens, så har jeg alligevel en del sundhedsritualer, der går igen. Planlægning er nøgleordet for mig, for hvis jeg f.eks. skal ud at flyve, har jeg min sunde madpakke med, eller hvis jeg skal overnatte på hotel, spørger jeg, om de kan lave havregrød uden sukker og med bær og mandler. Når jeg kommer til en ny by, så undersøger jeg, hvor jeg kan købe sund mad. Og træningen springer jeg ALDRIG over. Hver dag tager jeg 300 armbøjninger, som kan udføres, uanset hvor jeg er. Naturen er mit træningscenter, og jeg opholder mig mest muligt udendørs. Så hverdagen er ekstremt sund med grøntsager, frugt, rugbrød, havregryn, proteiner og sunde proteiner fra bl.a. gedeost. Når jeg går ud med venner, så nyder jeg en lækker dessert. Intet i livet må være kedeligt, og når man er i selskab med gode venner og et smukt pyntet bord, så nydes desserten ekstra meget. Jeg køber aldrig søde sager, som jeg spiser på farten. Det handler om nærvær og nydelse.
- Tager du kosttilskud?
- Jeg spiser olien Udo's Choice, som er styrkende for hjernen og huden. En multivitaminpille, A-vitamin og E-vitamin for huden og C-vitamin for at holde forkølelser væk. Og så drikker jeg masser af afrikansk rooibos-te, som er sprængfyldt med antioxidanter. Jeg bruger den også i mange af mine hudplejeprodukter, fordi frugtsyrerne i teen fornyr cellerne. Om sommeren laver jeg isterninger af rød te, som jeg masserer panden, øjenomgivelserne og tindingerne med. Det virker beroligende og kølende.
- Hvor kommer din udstråling fra?
- Min energi er i top, fra jeg vågner om morgenen, og et stabilt blodsukker har meget med det at gøre. Og så får og giver jeg energi ved at være nærværende, både når jeg spiser, motionerer og i mødet med andre mennesker. Ved at huske at sige tak og anerkende andre, så vokser energien enormt.