Jeg kom tilbage efter ulykken med krykker og et bukseben, der flagrede. Det var megagrænseoverskridende

– Jeg har aldrig haft problemer med at tage i skole i natbukser eller uden makeup, så hvorfor skulle jeg skjule, at jeg har et kunstigt ben?

Emilie Aaen hiver op i sine jeans, så metallet fra hendes underben reflekterer sollyset.

– Man kan godt få et kunstigt ben, der ligner et rigtig ben, men jeg har valgt et ben i sort og stål. Og så har jeg været heldig at få et computerstyret knæ, som kan indstilles efter min vægt og højde – og som følger mit andet ben, når jeg går.

Emilie smiler stolt, mens hun taler. Vi sidder på en café på Vesterbro, og Emilie fortæller, at hun ofte tager toget fra Greve, hvor hun bor, ind til København for at gå i byen.

– Jeg går i byen ligesom alle andre unge. Nogle gange kan jeg mærke, at folk KIGGER – især når jeg har shorts eller en kort kjole på. Men jeg vælger bare at tænke: “De kigger sikkert, fordi jeg ser godt ud i dag”. Og så vinker jeg til dem, griner Emilie.

Hvilke tanker sætter ordet selvkærlighed i gang hos dig?

– Når man er en ung kvinde, kan man være lidt selvkritisk, og førhen kunne jeg godt finde på at kigge mig selv i spejlet og tænke: “Hvor ser jeg grim ud i dag”. Men efter at jeg er kommet til skade, har jeg fundet ud af, at det vigtigste er, hvordan jeg har det indeni.

Benamputeret som 19-årig

I februar 2021, mens hun gik i 3.g, mistede Emilie sit venstre underben efter en gymnastikulykke.

– Jeg løber hen til trampolinen for at lave et opvarmningsspring, og da jeg tager tilløb, går der et eller andet galt i mit knæ – min blodåre bliver revet over, og det viser sig senere, at mit knæ er helt ødelagt.

Emilie bliver kørt på hospitalet med ambulance, og i fem dage prøver lægerne at redde hendes ben.

– Jeg svæver mellem liv og død, og i mit hoved begynder jeg at indstille mig på, at benet skal af. Så da lægerne siger, at de er nødt til at amputere benet, er jeg klar til det, fortæller Emilie.

– Da jeg vågner igen, har jeg det meget bedre. Min feber er væk, jeg har fået røde kinder, og alle mine tal er, hvor de skal være. Der kommer en fysioterapeut ind til mig og siger: “Du må gøre alting, i det omfang du kan.” Så jeg kommer ud af sengen og går i gang med genoptræningen med det samme.

Hvordan fandt du energien til det?

– Jeg tror, det handler om, at jeg har dyrket gymnastik på højt plan i mange år, og det har givet mig noget med i bagagen. Det her med ikke at give op – at blive ved og ved med at træne. Jeg havde et mål om, at jeg skulle gå ind til min sidste studentereksamen uden krykker – og det lykkedes, siger Emilie stolt.

Får du aldrig ondt af dig selv?

– Faktisk er det meget sjældent, jeg bliver ked af, at jeg har mistet mit ben. Da jeg kom tilbage på gymnasiet efter ulykken, var det med krykker og et bukseben, der flagrede. Det var megagrænseoverskridende, men jeg blev nødt til at overskride den grænse for at komme videre. For det vigtigste er, at jeg HAR det godt, og hvis jeg havde beholdt mit ben, ville jeg have haft virkelig mange smerter, smiler Emilie.

Hvad tænker du, når du kigger dig selv i spejlet?

– Det første, jeg kigger på, er mit ben, og jeg synes, mit ben er megasejt – for det er unikt, og det er MIG, siger Emilie og tilføjer:

– Lige nu arbejder jeg som lærervikar, og børnene kommer hen og hiver op i mit bukseben, fordi de er elleville efter at se mit “robotben”. Nogle af børnene spørger, om mit ben vokser ud igen. Når jeg taler åbent med børnene, arbejder jeg også selv med det, der er sket.

Emilie er også tilbage i gymnastikhallen og træner med sit faste hold.

– Jeg er blevet rigtig god til at bruge mit “hverdagsben”, som jeg har på nu. Mit “træningsben” er som en kæmpe fjeder, og det skal jeg lige lære at styre – når jeg står på ét ben og hopper, føles det som en kængurustylte. Jeg skal nok vænne mig til det, men det gav lige et stik i hjertet, da mine gymnastikkammerater lavede rytmetræning. Jeg ELSKER rytmetræning, og det bliver rigtig svært for mig at være med til, når jeg mangler et ben, siger Emilie.

– Men så må jeg bare øve mig endnu mere. Jeg vil gerne se, hvor langt jeg kan nå med protesen. Jeg har også valgt at kaste mig ud i en backpackerrejse til Asien til efteråret med en veninde – for jeg vil gerne bevise for mig selv, at det kan jeg også godt.