Mad
11. august 2011

Tomatsuppe med bagt fisk

Farven på denne suppe er flot orange og smagen meget frisk og syrlig. Spis den med en stykke nybagt, saftig hvid fisk og godt brød. Lige skøn til gæster som til hverdag. Suppen kan laves klar i god tid, så fisken bare skal en tur i ovnen
Af: Susanne Palmqvist
https://imgix.femina.dk/media/3f6260cedc58410fa470e79256a0aafc.jpg

Foto: Anders Schønnemann

(forret til 4 personer/middagsret til 2)
ca. 400 g langefilet, brosme eller torsk
salt og peber
2 tsk. olivenolie
lidt fintrevet øko-citronskal

SUPPE:
1 revet gulerod
1 lille finthakket skalotteløg
2 spsk. olivenolie
ca. 600 g tomater i kvarter
evt. 1 tsk. tørret eller
frisk oregano
1 spsk. lys vineddike
2 tsk. rørsukker
4 dl grøntsags- eller
hønsebouillon
2 dl purerede tomater på glas

PYNT:
revet citronskal
friskhakket basilikum, kørvel eller dild

TILBEHØR:
flutes eller ristet brød i
tynde skiver

Skær fisken i 4 portionsstykker, læg dem på en bageplade med bagepapir, og kom olie, salt, peber og citronskal på.
Lav suppen: Gør alle grøntsagerne klar. Svits gulerod og løg godt i olien i en tykbundet gryde. Kom tomaterne og evt. oregano ved, og svits dem i 4-5 minutter. Kom eddike og sukker over, og kog i 1 minut. Kom bouillon og purerede tomater ved, og lad suppen småkoge i 20 minutter. Purér den i gryden med en blenderstav. Varm den igennem, og smag den til med salt, peber og evt. mere sukker.
Bag fisken i en 225° varm ovn i 5-6 minutter, til den akkurat er fast. Anret suppen med et stykke fisk, drys den med revet citronskal, og kom masser af nippede eller hakkede krydderurter i suppen. Giv ristet brød til.

RELEVANTE LINKS

Musaka med tomatsalat
Lagkage med hindbærmousse

Læs også