Naboerne Lisa og Tommy blev forelskede: "Det var praktisk at date en i samme opgang"
Foto: Ulrika Vallgårda
Skoskabet i gangen til den femværelseslejlighed i Luleå, Sverige, vidner om, at her bor en stor familie.
For nogle år siden var Lisa og Tommy naboer. I dag er de en bonusfamilie på otte personer.
Det hele startede for 10 år siden, da Tommy bød Lisa på en kop kaffe for at fortælle om en hændelse, der var sket blandt børnene i nabolaget.
– Der var ingen bagtanke, men der var en oprørt situation blandt børnene i bygningen, og jeg ville gerne berolige hende, siger Tommy Wall på 45, der er far til Emanuel, 15, Alexander, 17, og Jonathan, 19.
– Jeg synes, han var meget flink, så godt ud og virkede som en god far, husker Lisa Wall på 42, mor til Christoffer, 13, William, 16, og Emmelie, 18.
Tommy tænkte det samme om Lisa.
– Lisa var sjov at snakke med, så godt ud og virkede som en god forælder, siger han.
Først mødtes de meget i opgangen, men snart brugte de mere og mere tid sammen.
De opdagede hurtigt, hvor utrolig praktisk det var at møde en, der boede i den samme bygning.
– Min søn Christoffer var så lille på det tidspunkt, så jeg kunne absolut ingen steder tage hen om aftenen, fortæller Lisa.
Bedre økonomi som samlevere
Tommy og Lisa havde begge haft kortere forhold efter hver deres skilsmisse, men ingen af dem varede ved – blandt andet fordi der ikke var enighed om synet på forældrerollen.
Tommy og Lisa med Lisas børn William og Christoffer Vuorijärvi og Tommys børn Jonathan, Emanuel og Alexander Wall. Lisas datter Emmelie Vuorijärvi er ikke med på billedet.
Noget, der er vigtigt for både Lisa og Tommy, er, at en ny partner har de samme værdier omkring forældreskabet og tager det alvorligt. Det gør både Tommy og Lisa.
Parret synes ikke, at det hastede med at flytte sammen, fordi de boede så tæt på hinanden. Efter seks år besluttede de sig endelig for at bo sammen.
Inden de tog beslutningen, havde de dog grundigt tænkt fordele og ulemper igennem sammen med børnene.
Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad Vanjas mand fejlede. Så genkendte en af hendes følgere symptomerne
– Det, der afgjorde beslutningen, var, at vi gerne ville kunne give børnene lidt ekstra. Nu er vi to voksne, der deler regningerne, og vi klarer det bedre økonomisk, siger Tommy, der er hjælpesygeplejerske i ældreplejen.
Det har været muligt at tage på to udlandsrejser og købe en minibus, hvor der er plads til alle.
– Man må ikke have et for stort ego
Alle i den store bonusfamilie synes, det er okay at bo sammen, og Lisa har lært, at det er vigtigt med en opdateret kalender.
I en periode deltog børnene i alt i 13 sportsgrene i deres fritid.
Tommy har også været fodboldtræner for to af drengene, og Lisa var ansvarlig for det praktiske på holdet.
Til daglig arbejder hun i restauranten på Sunderby Sygehus i Luleå.
Som i alle store familier kan det være bøvlet, men det er vigtigt at finde løsninger og at mægle, fastslår Lisa.
– Man må ikke have et for stort ego, siger hun.
Gode råd til dem, der ønsker at danne en bonusfamilie
- Vent med at fortælle dine børn om dit forhold, indtil I er sikre på, hvad I vil.
- Tal problemer relateret til forældreskab igennem, før I begynder at bo sammen.
- Vær tolerant over for bonusbørnene og kritiser ikke bonusbarnets anden forælder.
- Se dig selv som en bonusvoksen i barnets liv. Tag ikke ansvar fra de biologiske forældre.
Kilde: Den store bonusfamiliebog af Helene Arkhem.
Parret har, så godt de kan, forsøgt at skabe værelser til hvert enkelt barn, selv om det er klemt.
Christoffer har en loftseng med eget skrivebordshjørne nedenunder. Emanuel er blevet flyttet ind i påklædningsværelset.
De har også lydisolering, så alle kan gå i seng på forskellige tidspunkter uden at forstyrre hinanden.
Studerer og bliver hjemme
Lisa og Tommy har ingen planer om at købe et hus.
– Vi kan godt lide at rejse og med et hus bliver der flere omkostninger og mere at tage sig af, siger Lisa.
– Jeg kommer fra en Stockholm-forstad og har boet i lejlighed hele mit liv. Jeg har ikke lyst til at bo i hus, siger Tommy.
Alexander på 17 år synes også, det er fint, at den store familie bor sammen.
– Vi har gjort det så længe nu, at jeg ikke husker andet. Det var svært at dele værelse, som jeg først gjorde, for jeg skændtes med min lillebror hele tiden. Men nu er han flyttet ind i påklædningsværelset, så det går godt, siger han.
De uger, hvor Tommys børn er hos deres mor, får Lisas sønner også deres eget værelse, ellers deler de med hinanden.
Jonathan, der er 19 og den ældste af børnene, læser på universitetet og bor stadig hjemme.
– Under pandemien har det været godt at bo hjemme, siger han.
Tommy og Lisa synes også, det er en god beslutning.
– Vi vil gerne have, at han bor hjemme for at spare penge. Vores mål er, at børnene får en god start på livet, siger Tommy.
Artiklen blev første gang bragt på allas.se. Dette er en redigeret version.