Frida blev mor, og det var ikke som hun regnede med: De rosenrøde historier spredes for let

Som bonusmor til sin kæreste Calles søn havde Frida vænnet sig til et nær sagt perfekt liv som forældre: Den ene uge var hun og Calle fuldtidsforældre for Lenn på fire, den anden uge havde de masser af tid til at dyrke sig selv og leve det sublime voksenliv, hvor de lavede ting for sig selv og så deres venner.

Men da Frida blev mor til sit og Calles fællesbarn, Maggie, for halvandet år siden, opdagede hun sider af forældreskabet, hun slet ikke var forberedt på.

– Det var slet ikke, som jeg havde forventet, at det ville være. Det var utrolig svært at blive forvandlet til en mad- og sovemaskine, som samtidig havde fuldkommen og 100 procent ansvar for et lille menneskes liv. Jeg kunne ikke holde pause fra amningen. Min datter nægtede at tage sutten eller at bruge sutteflaske.

– Og hun krævede mig tæt på hele tiden. Kombineret med søvnmangel og alle de andre følelser, der meldte sig på banen uden varsel, skulle vi også håndtere en femårigs følelser.

– Min bonussøn reagerede også på ikke at få den opmærksomhed, han var vant til, og at skulle dele sine forældres tid med en krævende lillesøster. Det var hårdt, siger Frida.

Frida har altid været utrolig glad for børn og vidst, at hun gerne ville have et biologisk barn. Før hun selv blev mor, var hun den, der stillede op for at passe vennernes børn som babysitter eller som hjalp til på anden vis.

– Jeg tror, at jeg forventede, at jeg, fordi jeg netop havde været så meget sammen med andres børn, vidste præcis, hvad det ville sige at blive mor. At jeg forstod, hvad det vil sige at være forældre.

– Men på trods af, at jeg havde læst så meget psykologisk litteratur om børns tilknytning på forhånd og synes, at jeg var forberedt, var det alligevel utrolig frustrerende at opleve, at det med tilknytningen tog tid. Jeg oplevede ikke den der betingelsesløse kærlighed, som mange taler om, med det samme. Det tog tid.

At vordende forældre bliver bombarderet med klicheer om kærlighed ved første blik og om, at man automatisk føler sig knyttet til sin baby og kan læse dens mindste tegn, så snart den er født, mener Frida er uheldigt.

De rosenrøde historier spredes lidt for let og har ikke rod i virkeligheden. Rent samfundsmæssigt er der også regler for, hvad man “bør” føle og tabuer for, hvad man ikke “bør” føle. Alt er indstillet på, at det skal være lykkeligt.

– Jeg har heldigvis et stort og velfungerende netværk med venner, som jeg kan tale med alt om. De støttede mig i starten, hvor det er var hårdt, og kunne komme med tips og gode råd. Det var en kæmpe hjælp at kunne vende de svære ting med dem, ikke bare det som var nuttet og pænt.