Mandlige værter tager mundbind på i sympati med kvindelige kolleger
Foto: Ebrahim Noroozi/AP/Ritzau Scanpix
Hvordan er det at være vært på et tv-program, hvis dit ansigt er tildækket?
- Jeg kan ikke trække vejret eller snakke rigtigt – hvordan skal jeg være i stand til at køre programmet?
Sådan spørger kvinden Khatira Ahmadi, som er vært på det afghanske medie TOLOnews, efter Taliban har beordret, at alle kvindelige værter skal tildække sig, når de går på skærmen.
Det har fået mediets mandlige ansatte til at gå på skærmen med mundbind på i protest mod Taliban og i sympati med deres kvindelige kolleger.
Nu frygter man, at Taleban helt vil forbyde kvindelige værter at arbejde. Siden de overtog magten i Afghanistan i august sidste år, har de indskrænket kvinders rettigheder ad flere omgange.
Kvinder må nu ikke rejse eller gå på offentlige kontorer uden en værge, mange kvinder har mistet deres job, og de har generelt utrolig begrænset mulighed for at arbejde og studere. '
De skal bære burka, når de bevæger sig i det offentlige rum, og deres adgang til sundhedsydelser er alvorligt forværret.