Dear dad. Så længe jeg kan huske, har jeg været bange for, hvornår jeg ville se dig igen. Og om

Dear Dad,

Det føles mærkeligt, kunstigt, at skrive til dig på dansk. Det føles endnu mere mærkeligt, ligefrem løgnagtigt, at skulle skrive “kære far” af hensyn til danske læsere.

Jeg kan ikke få mig selv til det. I 50 år har jeg skrevet “Dear Daddy”, først med min mor som pennefører, og da jeg selv havde lært engelsk: “Dear Dad”. Omstændigheder har gjort vores liv til ét langt brev, et brev afbrudt af besøg, når det var muligt.

Breve er vores form. Vi er fisk, og skriften er vores vand.

Sidst, jeg så dig, var til receptionen for “Lone Star”, min bog om dig, om os og vores familie og om rødderne i Texas, dit fødested.

Du sad på en stol ude i den lille gård bag receptionslokalet, festens diskrete midtpunkt, uden selv at have læst bogen, uden at kunne læse den, fordi sproget ikke var dit.

Det var også dét, bogen handlede om, alle disse indbyggede, umulige afstande, sproget, geografien, tiden – plus det løse.

Det passer ikke, at det var dér, jeg sidst så dig. Året efter mødtes vi i Toulouse. Du havde inviteret mig med til en konference, og den lejlighed, du havde valgt, viste sig at ligge lidt langt fra festivalbygningen.

Jeg husker et øjeblik, hvor jeg, overrislet af en kold erkendelse, betragtede dig gå over festivalpladsen, op mod den pompøse hovedindgang.

Lillebitte var du, derfra hvor jeg stod, oppe ved muren. Du arbejdede dig frem over pladsen støt og – jeg vil ikke sige roligt, for du har altid haft travlt, har altid nærmest småløbet som den hvide kanin i “Alice i Eventyrland”.

Men altså, støt og snorlige, den kortest mulige afstand, nu mere som et tusindben der overskrider de forhindringer, den måtte møde på sin vej, et blad, en pind.

Og erkendelsen var denne: At kroppen, sammen med den tid, vi har til rådighed, sætter sin egen radius. Din krop var i gang med at lukke sig om dig, men for dig rummede den stadig muligheder, sådan så det ud, derfra hvor jeg stod, den kunne – med tålmodighed (men sikkert ikke så stor tålmodighed, som jeg tror) – føre dig fra A til B.

Det er tre år siden nu. Så længe jeg kan huske, har jeg været bange for, hvornår jeg ville se dig igen – og om. Et vilkår, som den store afstand sætter på spidsen.

Et halvt år efter lukkede verden ned. Du var i lejligheden på Madeira, dér hvor du er allermest lykkelig. Neden for foden af klippen ligger universitetet, som har stillet et kontor til rådighed, hvor du uforstyrret kan skrive dine artikler om super conductivity og many-body physics og andre ting, jeg ikke forstår.

Øen gør dig med sine mikroklimaer og bjergrige dimensioner med evigt-foranderlige skove og vækst vågen og levende, ligesom dine daglige te-aftaler med Luis og hans ph.d.-studerende på hans kontor klokken tre sharp.

Men grænser lukkede, og amerikanere blev kaldt hjem, ligesom danskere blev det. Du tog tilbage til St. Louis, hvor du har boet hele mit liv.

Jeg sad i Danmark, allerede hjemme. Måske ligger det i marven, som en del af vores fortrængte animal state: At søge hjem, at forholde sig til det uvisse hjemme.

Også selv om hjemme er et sted, man har svoret aldrig igen at ville tilbringe en vinter.

Du stod i timelange køer i JFK i New York med to masker og to sæt operationshandsker, det ene uden på det andet, og efter 40 timers rejse var du tilbage i St. Louis, stuck, landlocked i lejligheden over garagen.

Du skrev, at du kunne mærke tiden æde sig ind på dig, ind på din krop. Der var noget med dit øje, som skulle fikses.

Der var noget med dine fødder. Du begyndte at sammenblande dagene og skrev selv, at det var et dårligt tegn. Jeg var bekymret for din radius.

Jeg var bange for aldrig at skulle se dig igen. Versene var nye, men melodien den samme. Den ældgamle angst sang sine ældgamle sange.

I mellemtiden blev “Lone Star” oversat til engelsk og udkom i USA. Alle spørger: Hvordan reagerede han så, din far?

Dem, der spørger, kender dig ikke, ved ikke, at du ikke “reagerer”, i hvert fald ikke ved at skrive en lang anmeldelse til din datter af hendes bog, som hun kan citere fra.

I stedet skriver du mails til borgmesteren og handelsforeningen i din fødeby, så de kan udbrede værket på passende kanter.

Du køber eksemplarer i onlineboghandlere og får dem sendt til venner, kolleger og familie. Måske fordi du er forsker, forstår du, at sandhed i skriften ikke er et spørgsmål om plusser og minusser, som man kan prange med omgivelserne om, men at den har sin egen integritet, lige så uantastelig som en cirkel.

To år gik der. Og så pludselig, i en hvirvelvind af aktivitet, er du på vej til Madeira. Du flyver igen ganz alein med din lille rullekuffert, i mellemtiden i en alder af 87.

Jeg har flere gange skrevet til dig, om du ikke nok vil bestille den der service, hvor man af nogen i en golfvogn bliver kørt til sin terminal, og du har hver gang undladt at svare på netop dét.

Du ankom, klokken 10 om morgenen, efter at have været oppe i et døgn. Du har købt ind, fisk og grøntsager, der var så friske og genstridige, at kniven smuttede, og du skar dig i tommelfingeren.

Du er glad og fri. Endelig sad du igen og drak te på Luis’ kontor.

“It came today,” skriver du til mig, da “Samlede historier” for et par dage siden ankom midt i tedrikningen.

Denne gang handler det ikke om dig. Det er historier, som er blevet til over mange år, ofte på rejser. Du kender dem.

Da jeg gjorde manuskriptet klar til opsamlingen, var det som at genopleve gamle drømme. Selv om de er gådefulde, er historierne så personlige, som små æsker af erindring, jeg åbner én, og der ligger det hele, fortættet.

Alette Bertelsen, som har lavet omslaget, fandt kobberstikket i en gammel videnskabelig bog fra 1750 med titlen “Theory of the Universe”.

“It looks like a small machine”, skrev jeg til dig, “and maybe it is”. Du skrev tilbage: “A small machine doing its machine things”. Og et P.S. (altid et P.S.): “Also admired by Luis”.

Love and hugs,

Mathilde

P.S. Hope to see you soon.