Når hun går ud af sit hjem, tænker hun på, om den røde neglelak eller de store smykker vil provokere dem

Når Nanna Muus Steffensen går ud af sit hjem i Kabul, møder hun ofte fem Talibanere, sommetider dobbelt så mange, som holder vagt. Hvis hun har rød neglelak på eller store smykker, tænker hun over, om det mon fremprovokerer en reaktion hos dem.

Men fordi hun er journalist, fotograf og udlænding, har de ikke så travlt med at kontrollere hende – selvom hun altså er kvinde.

Det er en anden sag, når det gælder de afghanske kvinder.

Da Taliban indtog magten i landet i august 2021, fulgte hele verden med og især et spørgsmål gik igen: Ville de tilbageføre alle de basale rettigheder, som afghanske kvinder havde tilkæmpet sig i løbet af de seneste 20 år i et konservativt og patriarkalsk styret samfund?

Fra Taliban lød det, at de ville respektere kvinderettigheder, men i stedet har de fjernet den ene efter den anden, og landet befinder sig nu i en af verdens værste humanitære kriser ifølge FN. Alt imens udbrød der krig i Ukraine i februar, som siden da har optaget de fleste vestlige politikere. Spørgsmålet er, om de har glemt Afghanistan og landets kvinder i mellemtiden?

Dyb krise

De seneste tre år har Nanna Muus Steffensen boet og arbejdet i Afghanistan for både danske og udenlandske medier som The Guardian og Nationale Geographic og fulgt udviklingen i landet på tætteste hold.

- Livet for afghanske kvinder i byerne før og efter Taliban er fuldstændig forandret på alle parametre, og især deres identitet, livsmod og drømme er taget fra dem, siger Nanna Muus Steffensen.

Det er den, fordi næsten al handlekraft og selvbestemmelse er taget ud af deres hænder. Deres adgang til at kunne arbejde, gå i skole og studere er kraftigt begrænset, for mange ikke eksisterende. Kvindelige tv-værter skal dække sig til, når de går på skærmen.

Og selvom ikke alle gør det, kræver Taliban, at kvinder skal dække hele kroppen til pånær øjnene, når de bevæger sig ud af hjemmet. At bo alene som kvinde er endnu sværere end før. Skal de rejse eller besøge et offentligt kontor, skal de følges med en mandlig værge. Det begrænser især de kvinder, der har mistet sin mand og sønner i krigen og derfor fungerer som familiens overhoved.

- At kunne gå på arbejde og tage en uddannelse er en del af at skabe sig selv og sit eget liv - og ikke skulle være noget bestemt i kraft af sit køn og samfundets forventninger det. Så udover at være et tab af indkomst og rettigheder, er det også et stort tab af identitet og selvforståelse, som er årsag til dyb krise for mange afghanske kvinder i byerne. Jeg oplever, at mange er på desperationens kant nu, siger Nanna Muus Steffensen.

I august oplevede hun ellers, at mange kvinder havde et håb om, at tingene ville blive anderledes, i forhold til dengang Taliban havde magten i 1996-2001. De er bevidste om, at de bedre uddannet og har bedre muligheder for at kende og kræve deres ret end deres mødre havde i 1990erne.

- Men jeg oplever ikke særlig mange kvinder i Kabul, som stadig tror på, at de kommer til at opleve forandringer til det bedre i deres livstid. De har mistet alt, hvad de havde, og hvad de var. De kan ikke se nogen fremtidsudsigter for dem selv i det land, som de elsker.

Tidlig fødsel

Kvindernes adgang til sundhedsydelser er også alvorligt forværret, fordi landet ikke længere modtager den samme støtte, som var med til at facilitere de ydelser.

På et hospital i Lashkar Gah, som drives af Læger uden Grænser, besøgte Nanna Muus Steffensen en ”totalt overfyldt” neonatal-afdeling, hvor mange børn bliver født for tidligt.

Afdelingslægen fortalte, at manglen på ordentlig ernæring og et højt stressniveau gør, at kvinderne går i tidlig fødsel.

Dansk Flygtningehjælp er en af de få nødhjælpsorganisationer, som stadig er i Afghanistan, og de har blandt andet også fokus på kvinders adgang til sundhed. Det fortæller Mikkel Trolle, som er deres regionale chef i Asien.

I mange afghanske familier vil det være uhørt at lade en mandlig læge tilse en kvinde, og det er også brug for kvindelige sygeplejersker, læger og jordemødre til at informere om eksempelvis menstruation, graviditet og amning.

- Det er afgørende for os, at de bliver ved med at have lov til at arbejde, men det er tydeligt, at den ret svinder ind, siger Mikkel Trolle.

Afghanistan har en befolkning på 40 mio., og lige nu er 24 mio. af dem afhængige af nødhjælp.

På landet vil nogle afghanere muligvis være lettet over, at kampene er stoppet, men til gengæld er hungersnøden nu ekstrem alvorlig. Dansk Flygtningehjælp hjælper blandt andet med pengebeløb, som afghanerne kan købe mad for. Beløbet forsøger de at rette mod kvinden i familien, da hun står for husholdningen.

Når Taliban er så fokuseret på at ramme kvinderne og indskrænke deres rettigheder, er det, fordi de skal demonstrere, at der er sket en markant forskel i forhold til det tidligere styre. Det fortæller David Vestenskov, som er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, hvor han følger udviklingen i Afghanistan.

- Konservative undergrupperinger af Taliban vil have et synligt resultat af alt det, de har kæmpet for, og som deres brødre er døde for, siger han.

Resultater kan de ikke levere andre steder, fordi deres økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer langt overgår, hvad de kan håndtere.

Hele den offentlige sektor, hvor mange kvinder arbejdede, er brudt sammen, og 80 procent af den støtte, som landet modtog fra Vesten, er også væk.

- Jeg tror, fremtiden er meget dyster, og at vi er på vej ind i en ny borgerkrig, lyder vurderingen fra David Vestenskov.

Det vil i så fald efterlade de civile, og især kvinder og børn, som de største tabere.