Louisa solgte alt og tog på eventyr. Men der var én, der havde det svært med hendes beslutning

Sjældent har et program som ”Kurs mod fjerne kyster” og siden ”Kurs mod nord” sat så mange længsler i gang i de danske hjem. Mange drømte om – som Mikkel Beha Erichsen og hans familie – at forlade hverdagens trummerum og drage ud med vind i sejlene på verdenshavene, dykke i koralrevene, lægge til i eksotiske havne og få eventyrenes skumsprøjt lige i det vejrbidte ansigt.

For godt halvandet års tid siden sad Louisa Fjeldberg, 56, i sit lille lyserøde hus i Skovshoved og genså programmerne. Også hun blev fyldt af en inderlig længsel.

Men modsat de fleste trak hun på en kæmpe erfaring med sejlads. Hun er opvokset i en klassisk sejlerfamilie og har bl.a. selv sejlet jorden rundt i fire år i en 33 fod lang sejlbåd med en sekstant – uden brug af elektronik.

Hun har også været gast på både Prins Henriks båd og A. P. Møllers, og i 2006 blev hun medlem af Kvindelige Eventyreres Klub.

Nu boede hun i Danmark med sin søn Sander, 21, og datteren Freja Sif, 19, design var stadig arbejdsfeltet, selv om hun egentligt er uddannet psykoterapeut.

Som sådan var der ikke noget at udsætte på hendes tilværelse. Alligevel tændte programmerne en gnist under hendes lyst til at komme på havet igen. Og til at få rusket op i hverdagen.

– Jeg var begyndt at føle, at mit liv var blevet en kliché. At jeg ikke havde noget at byde ind med mere, heller ikke over for mine børn. For mig har personlighed altid været det vigtigste. Man giver sine omgivelser meget, når man er tydelig som person. Og det syntes jeg egentligt, jeg var kommet lidt væk fra.

–Når man bliver ved med at gøre det samme fra det samme sted, så sker der også det samme, som Kierkegaard har sagt. Og den følelse havde rumsteret i mig i ret lang tid: At jeg måtte rykke mig for at udvikle mig som menneske. Da jeg så ”Kurs mod Nord”, var det som at mærke længslen efter en gammel kæreste. Og pludselig slog det mig: ”Jamen, jeg kan jo bare gøre det. Sælge det hele, sige jobbet op, købe en båd og sejle ud i verden!”

Jeg elsker dig, mor

Louisa brugte godt tre måneder på at lede efter den helt rigtige båd, og endelig fandt hun den i Frankrig. En smuk, knapt 18 meter lang Jeanneau 57 fra 2010.

Hun døbte den Bouboulina efter Laskarina Bouboulina, en topsej heltinde fra den græske uafhængighedskrig i 1821, der betragtes som den første kvindeadmiral for den kejserlige russiske flåde.

Altså, et navn, der forpligter.

Louisa fik solgt både hus, bil og alle ejendele og var klar til sit nye eventyr, hvor hun ville bo og leve på sin båd med et betalende crew.

Der var dog én, der havde svært ved hendes beslutning.

– Freja var ikke begejstret, og set i bakspejlet kan jeg sagtens se, at det var hårdt for hende. Hun læste til studentereksamen og måtte flytte hjemmefra, og hun følte, jeg ødelagde vores relation. Jeg vil gerne være ærlig og sige, at den ikke sad lige i skabet, jeg burde nok have ventet et år.

– Men det har altid omkostninger at gøre noget ud over det sædvanlige, og vi har det godt nu og ringer sammen mange gange dagligt. Hun og Sander var her til jul, hvor jeg fik nogle smukke øreringe sammen med et kort … du skal næsten lige høre, hvad hun blandt andet skrev …, siger Louisa og læser lidt op:

” … jeg håber, øreringene vil symbolisere den taknemmelighed og den gave, du har givet mig ved at købe Bouboulina og stå ved dig selv, og hvad du vil her i livet … jeg elsker dig for altid …”.

Det er smukke ord fra en ung kvinde?

– Ja, det blev jeg så glad for, dét brev.

Louisa flyttede først selv ned på båden i Frankrig, og senere stødte et mindre crew til, som sejlede med hjem til Danmark.

Frejas studenterfester blev holdt på Bouboulinas dæk – og datteren og sønnen sejlede derefter med ned til Grækenland, hvor Louisa havde planlagt at blive et stykke tid på øen Póros.

Turen derned glemmer hun aldrig.

– Jeg var så fuld af taknemmelighed, da vi drog af sted. Det er det mest fantastiske i verden at sejle med sine børn og lære hinanden at kende på en ny måde. Og så er det så godt for sjælen at være på det åbne hav. Alt det med, hvem vi gerne vil være, hvordan vi skal leve, hvad vi må spise eller ej, det forsvinder, fordi det at sejle og være i det naturlige element giver den meningsfuldhed, vi alle går og søger.

– Man tænker sgu ikke over, hvordan man ser ud, når man skal klare sin båd gennem en storm. Den bliver ens jord, ens hjem, og man skal passe på den. Så kommer alt andet i baggrunden. Det er også en af grundene til, at jeg er så lykkelig for mit liv nu, for jeg har aldrig rigtig forstået meningen med, at man gik på arbejde ét sted og tjente sine penge og så tog hjem et andet sted, hvor man brugte dem.

– Nu både lever jeg på og af det sted, jeg elsker allermest, nemlig min båd. Når jeg sidder der i den tidlige morgentime i cockpittet, ryger en cigaret, drikker kaffe og skriver i min appriciation-book, er det ikke svært at nævne fem ting, jeg er taknemmelig for.

Póros er tæt på hjertet

Der er mange udgifter forbundet med at eje så stor en båd som Bouboulina. Og Louisa er ikke bleg for at sige, at hun ikke bryder sig om charterbranchen, hvor turister bliver sejlet rundt i store både, selv om hun sagtens kunne have tjent penge på det selv.

– Det har intet med den sejlerånd at gøre, som jeg selv står for og elsker. Jeg har en indtægt på at have et crew om bord, der betaler et dagligt beløb, og så deles vi om havne- og reparationsudgifter – det får det lige til at løbe rundt og holder båden ship-shape. Og der er meget, der skal istandsættes løbende. Vi har for eksempel fået solpaneler, så vi er selvforsynende med vand, det er jeg ret stolt af.

Crewet bliver udskiftet med jævne mellemrum, og for at være gast kræver Louisa ikke sejlekspertise. Det kan læres. Til gengæld er der noget andet, der er vigtigt.

– Jeg ser på mennesket bag. Hvem de er. De skal have en personlighed, kunne tænke selv og selvfølgelig være i stand til at indgå i et team.

For nylig eftersøgte Louisa gaster på Facebooksiden Sailing Women on Yachts.

Hun fik flere tusinde likes og hundredvis af henvendelser fra både mænd og kvinder, der var interesserede i at komme om bord på Bouboulina.

Lige nu er den imponerende sejlbåd ankeret op på den lille ø Póros i Den Saroniske Bugt. Egentlig består den af to øer, Sferia og Kalavaria og er forbundet af en lille bro.

Og dagene flyver af sted. Med reparationer på båden, gåture med hunden Cooper, som Louisa har taget til sig på Póros, indkøb, at udfylde bådpapirer og -registreringer, lave social media og tjekke sejlruter ud for vind, hvilket er Louisas fulde ansvar som kaptajn. Aftenerne bliver enten tilbragt i byen eller på båden, hvor Louisa nyder at lave mad.

– Jeg elsker det her sted. De fleste ved jo, hvem jeg er nu, så mange kvindelige skippere er der heller ikke. Ja, det vil sige, hvis der står en mand ved siden af mig, tror alle altid, at det er ham, der er kaptajn – det er så irriterende!

– Póros er lige så tæt på mit hjerte som Skovshoved, og jeg vil tude den dag, vi sejler herfra. Folk er utrolig hjælpsomme og passer på mig og Cooper. Hver dag har jeg gode ”samtaler” med en tandløs fisker, jeg kan ikke græsk, og han ikke engelsk, men det foregår via fagter og ansigtsudtryk, åh, jeg elsker ham.

– Flere af folkene i byen kalder mig ”Bouboulina”, og det er jeg så fandens stolt over. Så kommer de med appelsiner, citroner og friskfanget fisk til mig … Neej, se lige der, afbryder Louisa sig selv og vender mobilen med kameraet.

Pludselig fylder en enorm yacht med navnet Oftasia hele billedet, mens den sejler ind i havnen.

En mand på dækket sender kindkys mod Louisa. ”Did you see that?” råber hun til sit crew for tiden: Cass fra Texas og Tommy fra Holland. Og ja, ingen kunne undgå at se den.

– En million euro koster den at leje om ugen, fortæller de mig. Og jeg, der synes, Bouboulina er stor, griner Louisa.

I Odysseus’ kølvand

Hun har aldrig været i tvivl om, at hun skulle til Grækenland.

– Jeg ville for det første gerne lave odysséens rejse med båden, og så har jeg altid haft en fornemmelse af, at Danmark og Grækenland var tæt forbundet. Jeg ved ikke helt hvorfor …

Måske finder Louisa ud af mere om den eventuelle forbindelse mellem de to lande, for folkene bag podcasten ”Den røde fjer”, der undersøger de knapt så pæne sider af Danmarkshistorien, har vist stor interesse for at besøge hende og Bouboulina og grave lidt dybere i historien.

Det kan i så fald ændre rejseplanerne en smule, for på trods af Louisas kærlighed til Póros trækker havet også i hende og Bouboulina lige om lidt. F

reja kommer ned til hende, senere ankommer Sander – og så ligger skønne Póros snart agterud, når rejsen går mod Spetses, som Louisa glæder sig særligt meget til at besøge. Det er nemlig her den rigtige Bouboulina kommer fra.

Dernæst lyder ruten på Rhodos, Tyrkiet, tilbage til Kreta, Tunesien, Sardinien, Sicilien, Marokko gennem Gibraltarstrædet, og planen var så at blive vinteren over på de Kanariske Øer – medmindre podcast-folkene kommer til Grækenland, så må Louisa tilbage der, selv om det kan være en kølig oplevelse om vinteren.

Selv om Louisa sidder i smukke omgivelser på sin båd i Grækenland, går tidens store samtaleemne, krigen i Ukraine, heller ikke hende forbi. Og selvfølgelig har den snarrådige kvinde gjort sig en tanke.

– Jeg har lavet en plan for, hvordan jeg kan sejle mine børn og mig selv til Afrika, hvis det værste skulle ske – der vil det nok være sikrest at være.

Selv er hun ikke bange af sig. Og dog.

– Man skal kende sig selv godt for at kunne træffe et valg, og det kan være skræmmende at træffe det. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog den beslutning, jeg gjorde. Jeg får ofte at vide, at jeg er modig, men hvis der er noget, jeg er bange for, er det ikke at bruge den gave, jeg har fået i livet. Her tænker jeg både på mine relationer, jorden og mine drømme.