Hun sad bare og kiggede på excelark og drømte om sin pension. Men så tog livet en drejning

Minuttyranni, krydspres og evindelige øretæver. Alle skældte ud på hjemmeplejen, og presset blev større og større. På et tidspunkt var hjemmehjælpen helt nede på at få visiteret fem minutter ad gangen til borgerne.

– Men så hurtigt kan du jo ikke engang nå at få dine støvler af om vinteren. Det var det rene vanvid, og det var ikke det, jeg var blevet sygeplejerske for, fortæller Lotte Hammer.

Nu var hun 55 og leder af hjemmeplejen i sin by. Hun lavede ikke andet end at sidde og kigge på excel-ark, og det eneste, hun tænkte på, var, hvornår hun kunne gå på pension. Men så tog livet en drejning.

Sammen med sin bror havde hun i et par år skrevet krimier for sjov, og efter flere afslag og utallige omskrivninger fik de deres første krimi, “Svinehunde”, antaget. På Gyldendal.

– Vi var jo novicer. Ingen af os havde skrevet før, og vi kendte intet til forlagsbranchen. Så da vi besluttede os for at sende manuskriptet ind, skulle det selvfølgelig være Gyldendal, vi kendte jo ikke andre forlag.

“Svinehunde” blev en voldsom succes og solgt til 22 lande. Telefonen glødede, de optrådte på tv og så sig selv på store plakater på S-togsstationerne. Naive som de var, spurgte de deres redaktør: ”Synes du, vi skal sige vores jobs op”.

– Det ville hun selvfølgelig ikke udtale sig om. Men jeg trængte i den grad til noget nyt, og ingen af os havde kræfter til at fortsætte med at stå op hver morgen klokken 4 og skrive og researche og idéudvikle, til vi skulle på arbejde, og inddrage weekender og ferier til skriveriet.

Det var enten eller. Lønarbejdet eller forfattergerningen, og det blev det sidste, og i dag, 12 år efter, skriver de på deres bog nummer 21. Og Lotte priser sig lykkelig over det valg, hun traf dengang.

– Det er den største gave, jeg har fået i mit liv, altså, hvis vi lige ser bort fra børnene. Og jeg kunne unde alle andre det samme. Et karriereskift midt i livet. Jeg har altid elsket at være sygeplejerske, men arbejdslivet er langt, og man skal passe på med at blive i noget, man er kørt sur i af frygt for at kaste sig ud i noget nyt og usikkert.

– Så kan det godt være, man må sælge bilen eller flytte i en mindre lejlighed. Men det er de ting, man ikke har gjort, man fortryder. Ikke de ting, man har gjort. Det har jeg lært af alle de gamle mennesker, jeg har mødt gennem alle min år som sygeplejerske.

Økonomisk uafhængige

Lotte og Søren Hammer har levet godt af deres forfatterskab lige fra begyndelsen.

– Men vi havde også allerede de to næste bind klar, da vi sendte manuskriptet til “Svinehunde” ind. Og Søren er en maskine. Han kan skrive 12 timer i døgnet, jeg kan højst skrive fire, men nu står jeg mest for researchen og alt det udadvendte. I dag er vi økonomisk uafhængige. Der er ikke længere noget, der kan gå helt galt økonomisk. Det er ligesom, vi er nået i mål.

Men de har ikke tænkt sig at holde op af den grund. De bliver ved, til de falder af pinden, for det er sjovt, og de arbejder godt sammen.

– Som søskende kender vi jo hinanden ud og ind. Vi har den samme humor, og vi holder hinanden oppe. Det er f.eks. sjældent, vi synes, at noget, vi har skrevet, er noget lort på samme tid.

Lotte er den yngste af de to, og det var ikke alt, hun forstod, når faren, der var dansklærer, læste højt for dem i barndomshjemmet i Charlottenlund.

– Det skulle jo også være interessant for Søren.

Og de roller hænger stadig ved.

– Søren plejer at sige, at jeg står for følelserne og det medicinske, og så tager han alt det, der kræver intelligens!

I starten troppede de op til alle receptioner, signeringer og events, de blev inviteret til, men nu viser de sig sjældent.

– Den litterære verden var helt ny for os, og jeg har nok i begyndelsen forsøgt at lave om på mig selv. Men jeg har lært, at jeg faktisk er et ret privat menneske, og at jeg bestemt ikke har brug for berømmelsen. Jeg bliver selvfølgelig glad, når jeg møder folk, der har læst vores bøger og er glade for dem.

– Men det er egentlig ret få, der kender os. Der er mange flere, der kender bøgerne, og det har jeg det rigtig godt med. Selvfølgelig er vi interesserede i PR for vores bøger, vi lever jo af dem. Og så har det givet os nogle fantastiske oplevelser. Jeg har været på bogmesser, filmfestivaler og skriveophold, steder, jeg ellers aldrig ville være kommet.

– Vi har mødt mennesker, vi ellers aldrig ville have mødt. På bogmessen i Frankfurt var der f.eks. en delegation fra Korea, der kom krybende henad gulvet og sagde: ”Its so big to meet you”. Det var så grænseoverskridende. Men det er ikke hypen, jeg er vild med. Det er det, jeg laver, og det liv, jeg lever.

Det tidligere arbejde som sygeplejerske for ældre mennesker, har lært Lotte Hammer, at det oftest er de ting, man ikke gør, man fortryder.