Ung biografansat er blandt de dræbte: Det ved vi om skyderiet i Field’s
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Artiklen opdateres løbende. Den er senest opdateret tirsdag 6/7 kl. 10.23.
Søndag eftermiddag blev der skudt i shoppingcentret Field’s på Amager.
Der er i alt ti personer, der er blevet skudt på. Tre personer er dræbt, og fire personer er i kritisk tilstand. Sådan lyder udmeldingen fra politiinspektør Dannie Rise på et pressemøde, som Københavns Politi afholdt mandag klokken 16.
Der er tale om seks kvinder og fire mænd. Seks af dem har dansk statsborgerskab, to har svensk statsborgerskab, mens de to sidste henholdsvis har afghansk og russisk statsborgerskab - begge er de bosiddende i Danmark.
De fire personer, der efter skyderiet befandt sig i kritisk tilstand, er alle i stabil tilstand. Det oplyser Region Hovedstaden til B.T tirsdag.
Udover de ti beskudte, er der 20 personer, der har fået faldskader og lignende.
De tre dræbte er en 17-årig dansk teenagedreng, en 17-årig dansk teenagepige og en 46-årig mand med russisk statsborgerskab, som er bosiddende i Danmark.
En af de tre dræbte var en ung ansat i storcentrets biograf. Sådan lyder det i en udtalelse fra Nordisk Film Biografer tirsdag morgen.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet søndag klokken 17:35, og klokken 17:48 blev en person anholdt. Den formodede gerningsmand er en 22-årig etnisk dansk mand, der på sig havde riffel, ammunition og en kniv.
Ved pressemødet mandag slog Dannie Rise fast, at motivet stadigvæk efterforskes. Han opfordrede folk til at henvende sig til politiet, såfremt de ligger inde med vidneforklaringer eller videoer.
Han frarådede på det kraftigste at dele videoer og billeder på de sociale medier. Han henviste til, at det kan være strafbart.
Der er på nuværende tidspunkt ingen indikation på, at der er en relation mellem de forurettede og gerningsmanden, sagde Dannie Rise på pressemødet. Han vil dog ikke udelukke, at der kan være en forbindelse.
DR undskylder interview med chokeret øjenvidne
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Motivet for skyderiet er endnu ukendt. På pressemødet mandag morgen oplyste politiet, at den mistænkte gerningsmand sigtes for manddrab, og at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at skyderiet relaterer sig til terror.
Det kom også frem, at den mistænkte er kendt i psykiatrien, og at det tyder på, at han agerede alene.
Sigtes for tre drab og syv drabsforsøg
Den 22-årige mand sigtes for tre drab og syv drabsforsøg. Han bliver ifølge TV 2 varetægtsfængslet i surrogat på lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.
Det sker, efter den sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret mandag klokken 13.