Brev til Anna Mejlhede: Hvordan får vi gæsterne til at gå hjem?

Kære Anna

Forleden skete det igen. Vi havde gæster til middag. Otte mennesker samlet. Stemningen var høj, snakken gik lystigt, der blev både grinet og talt dybt, og timerne fløj.

Men på et tidspunkt omkring midnat, hvor vi vist alle var ved at være mætte af mad og drikke og godt selskab, begyndte trætheden at melde sig. Alligevel blev alle hængende over vinglassene, som om aftenen først var en rigtig succes, hvis det også blev rigtig sent.

Jeg har oplevet det samme så tit, og jeg fatter det ikke. Hvorfor skulle det være uhøfligt at sige: ”Lad os mødes og have nogle dejlige timer. Men ved midnat lukker og slukker vi altså?”

Da jeg denne her aften forsigtigt luftede emnet, kom reaktionen også prompte fra et par af gæsterne: ”Nå, nu bliver vi smidt ud!”

Nej, det handler ikke om at smide nogen ud, synes jeg. Det handler om at smide nogle spilleregler ind, der gør det rarere for os alle sammen, når vi mødes.

Hvad synes du, Anna?

Hilsen fra en, der holder af at have gæster

Kære dig som elsker gæster

Jeg får lyst til at fortælle en historie om et par af mine venner, som en aften fik meget langstrakt besøg. Først ud på morgenen brød gæsterne op, da værtinden gik ud for at børste tænder. ”Så gik de endelig, de røvhuller!” råbte manden i sjov, da gæsterne var vel ude af havelågen.

Dog kun for at opdage, at de var kommet tilbage og stod lige udenfor det åbne vindue, fordi de havde glemt en taske. Det tog sin tid og en del komplekse udredninger, inden vennerne mødtes igen.

Man kunne sagtens forsvare det synspunkt, at når vi med største selvfølgelighed navigerer rundt i spilleregler for, hvornår man ankommer, hvorfor så ikke også, når det handler om, hvornår man bryder op?

Sagen er bare ikke så ligetil. For hvad nu hvis gæsterne slet ikke orker at blive helt til midnat? Og hvis det rent faktisk ender med at blive så hyggeligt, at end ikke værterne har lyst til at afbryde aftenen, skal man så holde sig indenfor aftalen?

Jeg kender efterhånden flere, som er begyndt at invitere inden for en fast tidsramme. ”Vi begynder kl. 18 og slutter kl. 22,” stod der i en invitation til rund fødselsdag, jeg selv fik for nogle år siden.

På en måde var det befriende at vide, at der så ikke lurede en forventning om, at man på en helt almindelig onsdag, partout skulle slingre sig bevidstløs hjem klokken 02.

Alligevel er det som om, det lægger en dæmper på festen, når den på forhånd har så fast en bagkant. Indimellem opstår de magiske stunder jo netop, når vi ikke skal andet end bare være sammen lige så længe, vi har lyst.

Problemet opstår vel også først der, hvor vi mister evnen til at aflæse værternes trætte øjne?

Jeg har et par venner, som har indført et nyt middagskoncept: ”SOS” hedder det. ”Spis – og skrid.” Konceptet blev født ud af den erkendelse, at vi ser hinanden for sjældent, hvis vi absolut skal bruge en hel aften, hver gang vi mødes.

Måske er det den slags middage, du skal indføre? Så behøver du heller ikke gribe til tandbørstetricket – eller at bryde ud i jubel, når gæsterne er gået.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.