Brev til Renée
12. juli 2022

Brev til Renée: Min mand er sexafhængig

“Jeg brød totalt sammen, han er jo prinsen på den hvide hest for mig.” Læs denne uges brev til Renée.
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/2022-03-03/renee_toft_simonsen_brevkasse_6.jpg

Foto: Runolfur Gudbjørnsson

Kære Renée

Min mand og jeg har været sammen i 35 år. Vi har to dejlige piger og to børnebørn. Jeg har en sygdom, der gør, at alle mine dage ikke er lige gode, og jeg er førtidspensionist. Min mand er selvstændig.

Min mand har været sexafhængig, lige siden han var ung. Efter der er kommet internet til, er det desværre ikke blevet mindre. Han har købt en ekstra telefon, så der ikke ligger noget på hans rigtige telefon.

Han ser det hver dag og flere gange om dagen. Jeg har gennem flere år taget ham i det, og vi har snakket om det, og han lover at stoppe. Nu står jeg så igen i den situation, men meget værre.

Jeg havde på fornemmelsen, der var noget helt galt. Derfor kørte jeg efter ham i bil, og han kørte til en prostitueret. Jeg tog et billede og kørte meget ked af det hjem igen.

Da han kom hjem, virkede han glad, og han spurgte, om jeg ville have kaffe. Jeg brød totalt sammen, han er jo prinsen på den hvide hest for mig. Jeg spurgte, om han ønsker at blive skilt, hvorpå han svarede nej.

Han sagde, at han vil gå i behandling. Vi græd og snakkede meget sammen, mest mig.

Jeg fik ud af ham, at han har været hos den prostituerede i mindst to år, ca. en gang om måneden.

Kærlig hilsen

Den ulykkelige kone

Kære ulykkelige kone

Jeg vil sende dig det største virtuelle kram, jeg overhovedet kan, for det må du trænge til. Sikke dog en møgsituation at stå i, og hvor er han bare slet ikke i orden, din mand.

Der er rigtig mange aspekter i den her sag, som jeg tænker, du er nødt til at overveje, måske sammen med din mand?

For det første: Hvorfor gør din mand det her? Er han virkelig sexafhængig? Eller vil han bare gerne have sex, som han ikke kan få sammen med dig? De to ting er vidt forskellige.

Det ene handler om en konkret afhængighed, som kan behandles, på samme måde som alkoholisme kan behandles, hvis altså den person der har “sygdommen”, selv ønsker at få behandling.

Det andet handler faktisk om jeres sexliv, sammen. Er det sådan, at I har et sexliv, der er tilfredsstillende for jer begge?

Kan I snakke om sex sammen, er I åbne som par, eller er sex vanskeligt for jer at tale om? Jeg ved, det er meget intime ting, jeg spørger til her, og du skal ikke og kan ikke svare, men jeg skriver dem for, at du skal reflektere over dem.

Hvis din mands internetforbrug af porno og hans forbrug af prostituerede bunder i vanskeligheder, der er mellem jer to, er det også der, man skal kigge for at finde ud af at løse dem. Så måske kalder den her frygtelige opdagelse på meget dyb refleksion over jeres liv sammen.

Uanset hvad så tænker jeg, at I har brug for professionel hjælp til den proces, I skal i gang med. Der er rigtig meget, der skal snakkes igennem, og meget, der skal udredes.

En proces, jeg bestemt vil mene er det hele værd, men det er også en følelsesmæssigt meget hård øvelse. På samme tid er der bristet tillid, der skal bygges op igen, også det kan være vanskeligt under de omstændigheder, du har beskrevet.

Du har grædt og grædt, og du er dybt ulykkelig over det her. Din mand er prinsen på den hvide hest for dig, så du vil ikke miste ham, som jeg forstår på dit brev.

Han elsker også dig og vil under ingen omstændigheder skilles, og på den måde står I faktisk et godt sted, selv om det også er et frygteligt sted.

Men I elsker hinanden, og I vil begge kæmpe for at blive sammen og få løst det her problem – og det er godt.

Jeg vil tillade mig at være optimistisk på dine vegne. Hvis I begge ønsker at blive sammen og begge er klar til at kæmpe, kan det lade sig gøre at tilgive og genopbygge tilliden.

Din mand skal opgive sin ekstra telefon, og så skal han nok også opgive en stor grad af frihed det næste meget lange stykke tid.

Ud over det skal han være villig til at ændre en gammel adfærd, som har fulgt ham, siden han var ung. Og du skal være parat til at tilgive ham.

Hvis I begge er parate til det, så få fat i en psykolog, en parterapeut, og få booket en terapi tid til jer to sammen, som par.

Sig til psykologen, at det, der skal arbejdes hen imod, er, at I bliver sammen og finder en løsning på det, som enten er noget mellem jer, eller en sygdom din mand har.

Hvis I finder ud af sammen med psykologen, at det er en sygdom, tænker jeg, at din mand også skal i gang med en personlig proces, hvor han erkender sit misbrug og får den behandlet som noget, der er uden for jeres ægteskab.

Så mit råd til dig er, helt kogt ned, ring til en psykolog og få en aftale for dig og din mand med det samme.

Kærlig hilsen

Renée

Læs også