Var du vild med Bridgerton? Her er fem serier, du skal se
Foto: Netflix
Foto: DR
A very British scandal
Sex, hemmeligheder og mistro. Serien skildrer skilsmissen mellem hertuginden og hertugen af Argyll og er stærkt inspireret af virkelige hændelser fra 1963.
I serien møder vi en stærk kvindelig karakter i Margaret Campbell, der efter en intens forelskelse i hertugen Ian Campbell bliver offentligt udskammet i højklassesamfundet og i britiske medier, da de to skilles.
Produktionen har kræset omkring det æstetiske udtryk, og man bliver hurtigt draget af karakterernes ekstravagante livsstil. Serien har i alt tre afsnit og kan findes på DRTV.
Foto: DR
Harlots
Dramaet udspiller sig i 1700-tallets London. Kvinder har kun mulighed for økonomisk fremgang ved at gifte sig eller prostituere sig. Margaret Wells og Lydia Quigley driver bordellerne i byen og er konkurrenter, så det brager.
Lydia sender religiøse korsfarere efter Margarets bordel for at vinde lukke det ned. Men Margaret er villig til at risikere alt for, at hendes forretning skal overleve – om det så skal betyde, at hun skal sælge en af sine døtres jomfruelighed. Alle seriens tre sæsoner kan findes på DRTV.
Foto: HBO Max
The Great
Er du mere til sort humor, så vil du elske "The Great". Serien er et anti-historisk komediedrama, der handler om Catherine (Elle Fanning), som i 1761 rejser til Rusland for at gifte sig med kejseren. Hendes håb om forelskelse bliver malet til jorden, da hun møder den useriøse Peter (Nicholas Hoult).
Hun får nye ambitioner for ægteskabet, nemlig at gøre Rusland til et bedre land for kvinder. Men når hun prøver, ødelægger Peter hendes planer. Derfor begynder hun at planlægge et kup, der skal vælte ham af tronen. Du kan finde begge sæsoner på Viaplay eller på HBO Max.
Foto: HBO Max
The Gilded Age
Den unge Marian Brook flytter til New York for at bo med sine to tanter Agnes van Rhijn og Ada Brook. Serien foregår i 1800-tallet, hvor økonomien er under heftig forandring, og Marian lander midt i en social krig mellem de velhavende damer.
Det er et pakket stjernecast, serien byder på med stjerner som SATC-skuespilleren Cynthia Nixon og Mamma Mia-stjernen Christine Baranski. Er du til et drama med ekstravagante karakterer og overdådige kjoler, får du det for alle pengene her. Seriens første sæson kan findes på HBO Max.
Foto: DR
Sanditon
"Bridgerton" møder "Stolthed og Fordom" i denne britiske dramaserie lavet på et ufærdigt manuskript af Jane Austen. Byen Sanditon skal reformeres, derfor inviteres Charlotte og familien dertil af iværksætteren Tom Parker. Her kan Charlotte potentielt finde en mand, men hun vil giftes af kærlighed og ikke andet.
Da hun møder den forførende Sidney, der spilles af "Divergent"-stjernen Theo James, får man glimrende romantik i Bridgerton-stil. Lige nu er der to sæsoner ude, og de kan findes på DRTV.