Ida Rud delte sin bankkonto på Instagram: "Vi er mange, der har lært, at det er dårlig stil"
Foto: Sif Meincke
Ida Rud er journalist, musiker, debattør, foredragsholder. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
For nogle år tilbage delte jeg på Instagram et foto af min bankkonto, hvor der ikke stod mange kroner tilbage, selv om det var tidligt på måneden.
Mange syntes, det var befriende og genkendeligt, mens andre skændte på mig, fordi jeg “vaskede mit beskidte tøj offentligt”.
Deres holdning var, at det helt og holdent var mit ansvar, hvor mange penge jeg havde mellem hænderne hver måned. Og at jeg måtte finde bedre betalt arbejde, hvis jeg ikke var tilfreds eller gøre noget andet for at forbedre mine forhold.
Det er jo på mange måder rigtigt, men så enkelt kan det ikke sættes op, synes jeg.
Jeg er ikke fastansat i en stilling 37 timer, så det er en udfordring – for jeg er kulturjournalist, anmelder, foredragsholder, radiovært og meget mere og har mange arbejdsgivere og forskellige honorar og timeløn.
Noget af det, jeg har fået mest ud af, det har været at skabe kontakt med andre, der ligner mig i forhold til arbejde og beskæftigelse.
Jeg har faktisk to grupper af kvinder, jeg kan spejle mig i på den front, og det har været så givende. Både at dele frustrationer, anbefale andre til en arbejdsopgave, men også i forhold til at blive klædt bedre på, når det kommer til løn.
Jeg får 2.000 kroner for at skrive denne klumme. Jeg synes, det er en pæn timeløn. Jeg bruger som regel en del tid på at overveje, hvad jeg vil skrive om fra gang til gang. Men selve skriveriet tager måske ikke meget mere end en time eller to, så lad os sige omkring seks timer alt i alt.
Hvis jeg kunne levere en klumme om dagen, alle hverdage hele året, så ville jeg leve som en dronning. Det er dog kun omtrent hver sjette uge.
Alligevel har jeg spurgt et par venner, der også skriver klummer, hvad de får. For jeg er lige så meget værd som dem – og omvendt.
Jeg har lært at stole på, at når nogen har hyret mig, så er det fordi, de værdsætter mit arbejde, og så skal de også betale rimeligt for det.
Jeg er også radiovært på DR, hvor jeg får en timeløn på cirka 285 kr., og det synes jeg er flot. Men jeg har snakket med kollegaer og fundet ud af, at det er forskelligt, hvor mange timer, folk får for at lave en udsendelse af to timers varighed.
Og dér bliver det interessant, for hvorfor skulle jeg ikke få lige så mange timer som f.eks. mine mandlige kollegaer, når vi leverer stort set samme stykke arbejde?
Og ja, det er desværre ofte tilfældet, at det er mændene, der tjener mere end kvinderne, det er dokumenteret gang på gang.
Line Kirsten: "Det ultimative frihedstab for mig ville være at låne penge af andre"
Jeg har lært at stole på, at når nogen har hyret mig, så er det fordi, de værdsætter mit arbejde, og så skal de også betale rimeligt for det, selv om der står ivrige praktikanter klar til at overtage min plads for halvdelen.
Når vi er mange, der har lært, at det er dårlig stil at tale om vores indtægt, så kommer det altså primært vores arbejdsgivere til gavn.
Når jeg deler ud, handler det dog ikke om at kritisere mine arbejdsgivere, men om at gøre andre, som mig, klogere på deres eget værd, og på omstændighederne for sådan nogle løsgængere som mig.
Jeg bliver gradvist bedre, netop takket være andre, der har turdet tale højt om deres løn.
Jeg synes, det er interessant og vigtigt, at vi har indblik i, hvordan det hænger sammen økonomisk i forskellige grupper, uden vi behøver gå ned i den enkeltes budget-petitesser.
Jeg arbejder mellem 15 og 80 timer om ugen, og at jeg tjener mellem 15.000 og 25.000 kroner før skat hver måned. Det er bare fakta. Og jeg føler mig heldig og ofte rig.
(Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt gad tjene flere penge …)