Twerk Queen: "Det er ikke en identitetspolitisk ting, det er helt basale menneskerettigheder"

Pride-ugen er i fuld gang og vi hylder alle dem, der kæmper for retten til at være den, man er.

Samtidig er pride-ugen også en politisk markering og demonstration for rettigheder og anerkendelse til LGBT+ personer. Og selv om du måske ikke er en del af LGBT+ er det, selvfølgelig, også en kamp, du kan støtte op om som en ciskønnet, heteroseksuel person.

Men hvordan gør man det bedst?

Femina har taget en snak med Louise Kjølsen, som er aktuel i video- og podcastserien "Pride, håb og fællesskab", om at være en god ally og om det særlige bånd mellem heteroseksuelle kvinder og homoseksuelle mænd.

Hvad betyder det at være en god ally?

 – Det at være allieret betyder, at man anerkender, støtter op og kæmper for rettigheder, der ikke nødvendigvis er ens egne. Første skridt er at åbne øjnene for, at vi bliver mødt forskelligt, alt efter hvilken seksualitet, køn, hudfarve, religion osv., vi har. At vi desværre ikke lever i en verden, hvor alle har lige muligheder og bliver behandlet lige godt.

 – Der er nogle mennesker, der i dag bare gerne vil have lov til at gå ned ad gaden og være trygge, og det er sådan set ikke en eller anden woke, identitetspolitisk ting - det er helt basale menneskerettigheder.

 – Næste skridt er så at begynde at gøre noget. Og det tror jeg ikke, der er en håndbog i. Alle kan være allierede på den måde, de har lyst eller kan overskue. Det kan være alt fra at stille sig op i priden til at stoppe nogen i at sige en homofobisk joke.

 – Det, der er rigtig vigtigt er, at når noget ikke er éns egen kamp, så har man ofte en anden stemme, fordi det ikke rammer én personligt. Og fordi folk nogle gange, desværre, lytter mere, hvis det ikke er dem, det handler om, der siger det.

 – Så helt kogt ned handler det om at være et empatisk menneske, som hjælper andre.

Hvordan kan man bedst støtte op og være en god ally til nogen, man har tæt på?

– I podcasten "Pride, håb og fællesskab" giver vi nogle ally-tips i slutningen af afsnittet. Her er en af pointerne, at alle jo har brug for noget forskelligt, så man skal ikke være bange for at spørge.

– Queer er et samlet begreb, men der er jo en million forskellige måder at være det på. Så hvis det er din ven, så tror jeg, det handler om at turde spørge, "hvad har du brug for, hvordan kan jeg gøre det her trygt for dig, og hvordan kan jeg først og fremmest opleve verden igennem dine øjne?".

– At skabe et trygt rum, hvor man kan tale om de her ting, og så anerkende det, der bliver sagt.

Der er lidt en gammel kliché omkring kvinder, der gerne vil have bøssevenner som en slags ’accessories’, de kan snakke om modetips med. Hvad handler dét om?

– Jeg håber virkelig, det er noget, vi er kommet videre fra, og det tror jeg også. Det var vist mest noget, der trendede, da Sex and the City var på sit højeste.

Hvis vi så ser bort fra det – er der så et særligt bånd mellem heterokvinder og homomænd?

– Til dels. Hvis vi kigger strukturelt på det, så bliver vi jo undertrykt af mange af de samme ting. Vi har jo de her magtstrukturer, eller vi kan kalde det patriarkatet, som belønner al maskulin adfærd, og det er sådan set lige meget, hvilket køn det handler om. Vi har f.eks. skabt en fortælling om, at maskuline karaktertræk er bedre til lederstillinger.

– Mange bøsser dyrker i højere grad end heteroseksuelle mænd den femininitet, som vi jo alle sammen naturligt besidder – noget, som ikke bliver belønnet i samfundet. Det kan man jo f.eks. se, når noget af det værste, du kan kalde en mand, er bøsse.

– Derfor er der et naturligt solidaritetsfællesskab, fordi vi er udsat for den samme undertrykkelse. Vi står ligesom lidt skulder ved skulder ift. det at være mennesker, der indeholder noget feminint.

– Jeg tror også, det handler om, at kvinder notorisk har følt sig hjemme i homomiljøer, fordi man for det meste undgår toksisk maskulinitet, og man ikke behøver være bange for at blive voldtaget. Det er jo altid meget rart, når man går i byen.

– Der er ofte et lidt mere tryghedsskabende miljø, hvor alle dem der har paraderne oppe i det offentlige rum, kan lade skuldrene falde lidt.